Fra tidens djævel til ren underholdning

***


KONGELIG ren UNDERHOLDNING 
TIL GRIN for DERES KONGELIGE HØJHEDER

Kronprins Frederik af Danmark

og

Prins Joakim af Schackenborg

samt

TIL FORLØSENDE GLÆDE MED
 AL VORT MENNESKE OP I FOLKELIGHEDEN!

***

Danmark, et øjebliksbillede fra min hånd, ja såmænd af det himmelske, der foregår i hjertets kød på al vort gamle og unge samfunds menneskeliv. Tiden er som bekendt djævlen, der løber af med os. Og den hund forsøger vi derfor på ganske indlysende vis at holde på afstand ved at skue på hårene.

Den får et spark her og der. Og ifølge mit temperament, som det så har udviklet sig i henhold til landets samfunds-indretning, herunder naturligvis de åndssvage borgere, dem, der KUN kan følge med tidens hunde i deres hundehuserende liv, jovist - ifølge det ser jeg ikke noget forgjort i at gribe hunden i nakken, løfte den op og holde dens bidske mund fra livet, for dernæst fattet at trykke den i jorden med knæet over rykkken, altimens kniven i lommen fiskes frem, så halsen kan skæres over på den. Er kniven lang nok kan man også føre den ind lige bag forbenet og skråt op i hjertet. Og det er den.

Hvad hundeejerne så end siger med deres dyrevenner indover bøsse-etik, politissemænd og menneske-undertrykkelse opretholdt af kapital-lovmæssighedernes institutioner og mange udvalg - såsom for eksempel efterlysningen af eller rettere sagt det ubønhørlige krav om godtgørelse, erstatning for tab af mening i sin ellers triveligt sindssyge tilværelse med sin hund, ja ligesom alle andre jo også bliver kede af det, når de taber deres samlever i mængden af hylende ulves rettigheder i det folkelige science-reality-show. - Men, hvad de så end siger, skal jeg da sågerne lade temperamentet koge over i skriften, der er til for det samme, så det bliver klart for dem på tilsvarende vis!

Kniven til nedskæringer kan jo nemlig ikke længere føres af hundeejeres sands for medlidenhed endsige af den åndssvage flok borgere, der er opflasket på alt andet end forstandigt brød og vin. Nej, sparekniven er sågud ikke af økonomisk-juridisk art længere. - Men lad os nu se, kanske den selvudnævnte stærke mand i kraft af den slags egenskaber kan redde Danmarks hjerte, altså national-socialismens fælledpark ud af sin krise med at gå efter bolden, istedet for det forstandige, ganske enkelt at gå efter hundeejerens sands for medlidenhed og trække kniven til aflivning af den.

Fælleskab. Sagde du fællesskab, kære Danmark. - I det danske er fællesskab ligeså højt besunget som det er fraværende i det egentligt sandt livsførende. Det kaldes en sandhed med modelérvoks i ørene på latinkulturene. Det gælder ganske givet ikke bare Danmark, men mit modersmål er dansk og jeg kan ikke med held udtrykke mig i det danske liv, omkring Danmark, uden kendskab til det kød, der hverken aldeles eller udelukkende, men dog i væsenlig grad hører menneskelivets glædelige alvor på jord, ifølge det tungnemme danske mål og medhør. - De sandfærdige mennesker, der måtte have haft deres gang på jord, i det danske, de sidste tredieve år (jeg er 2x7, 9, 13), de må da i det mindste kunne indrømme, at fællesskab og fællesskabssnak ikke kan blive til stort andet end ræveskab. Endnu en værre hønsehund at skulle plukkes med.

Jeg mener, sålænge det romantiske rationales kategoriserende, dermed forhærdende logikker er teten, altså dens refleksive, tillige usselt projicerende sindelag, samt naturligvis produkternes prægning af mennesket i kølvandet derpå, så kan skabelsen af menneskelivets oplysende glade samfund ikke lade sig gøre. Fællesskab er ikke noget, man skaber og altså slet, slet ikke gennem diverse rationalers uendeligt argumenterende ånd for gode hensigter og formålserklæringer. Derfor er temperamentet hos mig blevet som sagt og beskrevet.

Jeg gentager: Det er i fuldstændig overenstemmelse med hundeejernes livsførelse, deres sands for medlidenhed - da man jo ikke kan kalde det næstekærlighed - samt naturligvis som altid, de dertilhørende logikker i kølvandet på en sådan usands. Det er i en sådan overensstemmelse blevet nødvendigt også at skære halsen over på dem, så de i deres døvstumme liv kan begynde at mærke, hvor meget lort, de ikke blot har stået i, da man jo dør af at få halsen skåret over, men som de sågar har forårsaget i deres egne børns hjerteliv. Den betydeligste del af Livets samfundsmæssige udviklingspotentiale. Ingen menneskelig og bæredygtig, livsførende sandselighed kan nemlig opstå ifølge den tilværelse, som de har levet deres ludere og horeunger ind i. Det skal være klart for den danske befolkning.

Livet er ikke et valg, nej, det er da en gave. En gave, der som ordet, gave siger det, handler om, hvorfor man kunne finde på at kalde en by for Give. Eller Thyragod for den sags skyld og dermed glemme, at der også findes en by, der hedder Bøvl. - Nå, men Danmark er jo ikke et lokalt område i de åndssvage borgeres sindelag, nej for i det er vi alle lige ifølge den romersk-katolske juras love og ikke længere blot i henhold til dansk jord, dens love-givende forsamling, samt mennesker på dansk grund, nej såmænd i henhold til hele Unioen med koen og videre hele vejen ud på herrens mark med USA og franske kolorte. Og hør, det er ikke politik, nej det er hundeejernes livsførelse og sands for medlidenhed, der har adstedkommet den udvikling. - At livet ikke er et valg betyder, at det ikke er alt, der står til diskussion, ja at det ikke er hvadsomhelst, der kan lovgives om, så mennesket efterfølgende skal rette sig efter det, for, som det vel er velkendt i sine mange ængstelige skikkelser, at undgå straf. Eller andre, lignende former for fornægtelse af livets åbenbarne vej med menneskekødet og dets troskyldige børn, såsom at blive klandret og beklikket på sin troværdighed og på ikke at høre efter.

Men hvordan skal man så kunne tale om livet i Danmark? Ja, jeg mener naturligvis det, jeg siger, så jeg mener: hvordan, når nu livet ikke kan udformes som en valgseddel, man skal sætte sit kryds på og putte i stemmeurnen til de uendeligt ubekendtes statsborgerlige grav i den tro, at der via et sådan lovregeligiøst foretagende vil genopstå en sand livsbekræftende og samfunden menneskeånd - når blot pengene følger med og de statsansattes kulturer tillige sørger for at bekræfte hinanden i vores allesammens samfund på den led, samt endeligt ved at tage alle børnene som gidsler i de ideologiserende fællesskabers rationelle ånds skolastik og skemalægning af udviklingen!!! - Ja, hav mig undskyldt i Nordsøen, for det var måske så meget sagt, at pointen tabes på gulvet. Men altså: Benævnte sindelags rationaler og idéer om samfundsudvikling via skolastisk, statsborgerlig lovgivning i uendeligt selvsving, betyder jo at det velkendte flertal, de åndssvage borgere, ikke kan finde vej med livet, medmindre, der er et stykke papir at sætte sit kryds på eller en bolle at banke flad til opsparing af godhedens smør på levebrødet fra superbrugsen. Nej, livet er ikke et valg. Og det står ikke til diskussion, ejheller til demokratisk afstemning eller nogetsomhelst i nærheden deraf.

Det ligger fast. Livet ligger fast. Og det er naturligvis ikke i den forstand, at man er kommet til at stikke fingeren ned i vinflasken og den så, nu, sidder fast. Nej, det er ikke sådan, at livet ligger fast. Tværtimod er det snarere som mandens køn i kvindens køn: når ophidselsen er ovre og forløsningen har fundet sted, skrumper kønsdebatten ind, så man må trække sig lidt tilbage. Måske hvile lidt, indtil så også hun kan blive ophidset. - Der er ikke meget elskov i det og seså er det, at livet ligger fast. Det skal tages med og lægges til, ja, jovist, så hun kan få den en anden dag, uden snor og på slap line: Også det skal være klart for den danske befolkning. Og ellers er jeg iøvrigt bange for, som nogen sige, at menneskelivet aldrig skal blive den danske og nydanske befolkning tildels - på opvoksende, oplysende, opklarende, oplevende, opdagende, opdukkende, opstandne og opgivende vis, ja pyha i sin ellers så ganske og aldeles, helt naturlige forstand.

Intet menneske ønsker at miste livet, men derimod at leve det. Det er naturligt for det levende, at det vil leve, at det har den driftighed ved sig. Alligevel er der mange mennesker, der dør før tid! Ja, der sker da mange ulykker. Faktisk så mange, at der er nogen, der bliver helt bange for at leve - også det bliver da til en ulykke, kanske endda med dødelig afgang. Efter min mening er den slags ulykke en sær svær een at have med at gøre. Jo, for jeg mener, er det ikke sådan, at den ene slags ulykker meget let fører den anden slags med sig, så det alt sammen tilsidst ender med at blive meget ulykkeligt - og sat i samfundskulturel arv som sådan. Jeg må hellere skærme mig for de ulykkelige mennesker, for at deres ulykkesbringende handlinger ikke skal ramme mit liv!!!

Og så hygger de sig med dans og musik, fester og fodbold og matematik. Og så snakker de om økononomier og tegner den fremtid vi lever i - og ja, yahooo, jubiii, karnovs retfærdigheder er online ganske som enhver anden journalist-politiker-akademiker-bankmand-børsdreng-ingeniør-skattedame aldrig vil kunne tilvejebringe sandheden, nej end ikke bekræfte den. Dertil rækker løgnens registratur af et videnskabeligt-tekno-logisk-tekno-kratisk sindelag og dertilhørende livsførelse simpelthen ikke. Eller med andre ord, benævnte erhverv har altid snyltet, bøjet og bukket vort sande jordiske, som også kropsnære vækstvilkår i neon, pap, papir og katolske kirkebøsser, uden at efterlade så meget som en grannål for efterkommere at sy deres juletræ med. (Det kursiverede citat er fra en efterhånden meget kedelig sang af Steffen Brandt).

Kedeligt er det dog ikke, at også han, Steffen Brandt, havde øre for de sprog, der ikke formår at tegne fremtiden, eftersom deres hundeejere i al evighed intet kan høre uden halssnoren lige ved hånden. På dansk, altså. - Kanske det har noget med følgende at gøre:


Filosofi
Teologi
Psykologi
Pædagogik
Filologi
Arkæologi
Jura
Økonononomi
Sociologi
Historie
Matematik
Fysik
Kemi
Biologi
Medicin
- Osten Sendes Videre!

Den snak om økononomier, som Steffen Brandt sang om, kan vel nærmest kun opfattes af dem, der så også lige kom til at leve før murens fald! - Det var USA-vesten mod de røde russere, henholdsvis markedsøkonomi overfor modsætningen planøkonomi. Sådan talte man om det, altimens man i folkekulturen blev bedt om enten at være for det ene og dermed imod det andet, eller omvendt - og følgeligt måtte solidarisere sig, ja altså med sit nye moderigtigte standpunkt og ved i tilstrækkelig grad at udvise had overfor modparten. I amerikansk parti-politik er det stadigvæk sådan. Og i dansk politik foregår den diskussion fortsat, altså den der med afsæt i hadet af modparten. Der er gudsketak også andet, men til den tids solidariske asocialiteter hører det med som skildret, at der kun var to brikker at flytte med.

Jeg er ikke uden videre Anders Fogh tilhænger, for det kan man jo ikke være, altså jeg mener, man kan jo ikke være tilhænger af et andet menneske. Og desuden heller ikke tilhænger af et parti i modsætning til alle de andre. Og nok engang ejheller, da et sådan parti jo lægges én i munden, når man nævner hans navn. Hør lige dét én gang til, for det betyder også, at vi ikke hører efter det, der bliver sagt, nej, desværre ikke hører det nye vidnesbyrd, der måtte komme frem i dette eller hint. Som sandt udtryk for livet med al vort i hørelsen af hver vort personlige kød, velsagtens. - Ikke desto mindre er han kanske en af dem, der i benhård efterligning af gammeldags forstand eller i indrømmelse af den bid, han kunne tilvejebringe via egen hjertetrolige indsats, søgt at gøre op med netop den sure kop parti-politiske te i dansk christiansborg-politisk samfundsledelse.

Man kan ihvertfald ikke hævde, at han ikke har haft tanke for det interne christiansborg-miljø i lyset af dets opgave, jeg mener, han ville noget som enhver anden frimodigt udviklende politiker vil en hel masse, men han ville også noget med den ledelse, der udtrykker sig fra Christians hjertelige borg til bearbejdning af al vort i livets forsyn af oplysende samfundsorden. Jeg tror man går fejl af motivet, såfremt man kun ser det i lyset af magtens sædelighed. - Frugten af de opgør han tog med sig selv i politik og christiansborg med, den er vist blevet hørt på et andet plan end det vante politiske snadder, som nævntes i forrige afsnit. Desuden finder jeg som enhver anden, der ikke er en skid bedre selv, når det kommer til politik, det usmageligt, når jeg hører folk hæfte deres eget livs forbandelser på en bestemt regering, politikerne eller lignende. Jeg mener vanskelighederne i vor samfundskultur og kulturkreds er jo langt større end hvad der kan være et enkelt menneskes skyld!!! Eller for dens sags skyld af politisk, ja for slet ikke at tale om skyld af videnskabelig art. Nej fy for satan da. - Ja, man kan såmænd også sige, at de vanskeligheder, der er i vor samfundskultur, er langt mere kongelige og guddommelige, for se, så ophører de jo med at være vanskeligheder til fordel for ligeværdig menneske-åndelig orientering af vort kød i slægters gang.

Markedsøkonomi fulgte en række deviser, der havde opnået karakter af naturlove via den videnskabelige kulturs blændende idioti i de forrige århundreder og såmænd hele vejen tilbage til Aristoteles grundlæggelse af videnskab. Jovist, den universitære kultur er fortsat blind overfor sin egen aristokratiske fagforenings-ideologi. Og det hjælper altså ikke at smøre tykt på! - "Udbud og efterspørgsel" hedder en kendt devise indenfor markedsøkonomi. Der opstår forskellige slags efterspørgsler på de varer, mennesket har vænnet sig til at bruge, et behov, der så er andre, der kan tjene penge på at udbyde. Det er såmænd fortsat handels-samfundets veksel omkring en vare. - Det løbske i den ideologi, som det så også bliver til hos nogen, fordi der er tale om en aristokratisk funderet teori i brug, men jeg siger, især blev det sådan for nogen, i den tid jeg skildrer, fordi at den aristokratiske teori blev praktiseret indover autoritetstroen, herunder de troskyldige og pligtopfyldende børn og unge, der troede at de lærte noget i uddannelsessektoren. Ja altså, misforstå mig ikke, for det er som sagt og videre sådan, at al ideologi og idealismes letmælk udløber med sidste frist, holdbar til, fordi de er tappet fra hanen på vestens politisk-akademiske kulturarvs rationaler. Du ved nok, den, der galer tre gange i hønsegården, for senere at give anledning til nøglen indtil himmerrigets port på vid gab. Det er så at sige den vesterlandske terrorismes sorte arne, altså: Loven og dens ligevægtige valuta til fordeling af gode idéer på tværs med korslagte armes faste hånd.

Det løbske eller ulige forhold i markedsøkonomien, som skabte modbevægelsen i den økonomiske orientering, som Marx vel blev taget til indtægt for i folkeviddet, altså det planøkonomiske diktatur. Igen forårsaget af den videnskabelige, universitære ånds mangel på sand indsigt i livets vækstvilkår på jord; Lenin, Stalin, kommunismen. Eller udtrykt på dansk: Når skidt kommer til ære. - Men det ulige, uretfærdige, der opstod og fortsat opstår ifølge den idealistiske måde med markedsøkonomi, ja det er ganske enkelt: Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så skal du dø!!! Og desuden er det sådan, at hvad du end siger, så kan og vil det blive brugt IMOD dig!!! Sådan er det derfor stadigvæk i kraft af hundeejerne med deres ludere og horeunger, thi sagen går jo i arv, sålænge man opretholder deres institutioner - dyrker et arbejdsliv, der bekræfter omtalte logikker, samt indfører ægtestanden i troskab mod en sådan lortens ånd.

En anden måde at se uligheden eller jeg vil hellere sige dét, man næsten hele tiden glemmer, nemlig alle erfaringerne, indsigterne i, hvordan de europæisk-vesterlandske samfund er dannet omkring den vilde natur, land-hav-og-skovbrug - og så bopladser, der også udvikler sig til at blive til både handelspladser og arbejdspladser. Markeder. Deraf ligeover, dog kun halvdelen af ordet, nemlig navnet: markedsøkonomi. - Men skævvridningen, jeg her vil skitsere i jordnær fortand, den gør sig også gældende ved den store forskel, der er mellem landmandens arbejdsmæssige vej til sin vare, den vare han kan handle med og så købmandens, de mange snedige handelsmænd. Der er arbejde forbundet med begge slags erhverv, men landmanden kan ikke snyde sig til sin vare ved at tale listigt til kornet, så det skynder sig at gro op. Eller til maren malkeko, så hun kan fylde sit yver med mælk og der kan stå fart ud af patterne på sundheden i folkeskolens børneopdrag.

Det omstridte her var altså alvoren af den ”logik” eller bare sands man står og går med: Den sande jordbundne væksts logik eller den vare-penge-omvekslende logik. Desuden det forhold, at der tilsyneladende ingen grænse er for varen, ingen indrømmelse af, hvad der overhovedet kan være en vare, derfor også udbud af kusser, trækkerdrenge, skadelige ævforiserende stoffer samt elendig undervisning m.m. Den grænse mener jeg imidlertid stadigvæk skal trækkes på opløsende-oplysende vis, så ingen kommer til skade på deres sande liv, dog helt sikkert bliver klog deraf. - Var, sagde jeg om det omstridte, omend det stadigvæk er sådan, og således sagt, fordi at lovens faktum med sine faktiske statsfinansierede kulturer sidenhen er blevet blandet kraftigt ind i den strid. (Glistrup, Dansk Folkeparti, Jesper Langballe og Søren Krarup). Desuden tekno-logikkens kultiverende element, hvis konsekvens jo blandt andet er kendt i Berlins bøsseparader med tilliggende, udenfor, de gamle jødegrave og lignende grisefester på Costa del Sol, der jo også formår at genopstå ifølge den logiks lange hår!!!

Det omstridte blev ikke desto mindre penge-logikkens dannelsesmæssige eller kultiverende konsekvenser omkring vort mave-hjerte-hjerne-samfunds eksistensgrundlag, miljøets næringsdrivende omgivelse indbefattet. - Husk på, der er ikke noget i vejen med den gode købmand, der følger samfundets natur omkring vore livsnødvendige fornødenheders fremstilling. Og den ånd er der såmænd stadigvæk i landets brugsforeninger, i tøjbranchen, madvarebranchen og byggebranchen, fordi de er opstået i indsigt af de hernævnte forhold. Også selvom det er blevet til store kæder, måske én stor… Opfattet som lyset her tillader det, så er det, hvad jeg i god forstand opfatter som ”god gammeldags købmandsskik” og jeg understreger derved, at man så er klar over den fødekæde, man indgår i, oppebærer og kan bidrage til. Handelsvarer handler i udgangspunktet altid om vort livs eksistensgrundlag og de basale fornødenheder, der skal til, for overhovedet at opretholde vækstbudets kreative tro til det viderebringende, være i glad virkesomhed med sit køds sandselige ånd.

Planøkonomi. Det har altid været en teori, en aristokratisk, platonisk idealisme - der så ganske vist er podet på fattige sjæle, men desværre også på børn via autoritetstroen, skattestaten og lignende. Herhjemme kender vi det svineri ganske godt, endog så kraftigt, at der fortsat findes freudiansk-marxistiske svin, trotskister, ateister, metodister og medisterpølser rundt omkring i hele forvaltningskulturen, skattestaten, tillige bankkulturen. Fællesnævneren er nemlig, at de aldrig nogensinde har kendt deres egne rationaler, deres rationalitetsforms ånd, i lyset af livets egen, vor medfødte, så ganske befordrende sande forstand. Kanske, fordi de intet oplyst menneskefortandigt sindelag har haft adgang til eller ikke fået bekræftet endsige er givet. Eller rettere sagt: ikke i sandhed tør indrømme og holde ved. Det sidste skal de gøre.

Og så er den bagskid vist slået. Jeg mener planøkonomi har altid lidt under at være et rationale på et plan, hvor sjælen allerede er solgt til satans stanglakrids. Der er ikke noget oplysende potentiale i planøkonomi, fordi udgangspunktet for hele dens teori-bygning er kapital. Ja, så altså de røde sataner i dansk liv, der har været med på den vogn, de har forhærdet deres medmenneskers sindelag i netop ædelmetallets forhærdende logikkers sociale demokrati. Det skal den danske befolkning være klar over, blandt andet så mennesket ikke skal vokse op i en statspolitisk inficeret, for ikke ligefrem at sige injekserende, ja insinimerende folkeskole. Folkeskolens sande navn i det frygteligt fornuftsprægede Danmark er: Den Socialistiske Folkeskole. Og ikke kun på grund af det uoplyste efterslæb i de institutioner, der føder den, hvis åndelige orientering jo altså vel-at-mærke i al evighed vil ligge før vor tid og med andre ord til alle tider vil været prisgivet djævlens skambideri af alle børnene afhændet i det spor. Nej, ikke kun af den grund.

Med andre ord, da staten i al væsentlighed opretholdes via lovens institutionelle reference - og romersk-katolske rets-grundlag afhængig af skylds-indrømmelse naturligvis, desuden afhængig af, hvor meget vi orienterer os i forhold til konge-løse samfund, såsom Frankrig, USA, Grækenland og Kina - da staten altså også opretholdes af dét rets-grundlag, der medfører straf, bøde, udelukkelse, mobning, had, vrede og videre, da folkeskolen jo på indlejret vis står i den voldtagende rets navn, ja så har vi altså en RETS-SOCIALISTISK ånd gående omkring menneskelivets børn, opvækst og oplysning. Og jeg skal som nævnt i indledningen gerne skære halsen over på de hundeejere, der forsvarer skambideri af barnet... Troede I, at Vikongen var død, hvar romantiske grækkere udi fornufts-tekno-logikkernes rationale og vilde dans omkring den hellige vækst på jord?

Nå, men det går jo efter planen, der lægges stadigvæk skemaer for det næste års planmæssige indoktrinering af det folkelige sindelag, der intet sandt oplysende har med mennesket at gøre længere!!! Desuden er det planøkonomiske også rykket ud i bankverden. Der går det nemlig fortsat efter planen ifølge de matematisk-økonomiske eksponential-funktioners liderlige orgasmer i hjernen, når regnestykkerne går op og "kunden" fortsat kan bildes ind, at penge gennem den rette rådgivnings investeringer kan avle en fremtid, man kan stole på. Men nok om den sørgelige sang, thi det skal nok gå alt sammen - sålænge de mange blot forbliver på overførsels-indkomst hele livet igennem og finder lejlighed til at være humanistiske i deres meninger om de sultne i Afrika, kan gå i jeans og t-shirts med Greenpeace på, støtte det grønne miljøs teknologier, bekræfte vigtigheden af klimaforskningens hjernevask af sindet overfor de druknende i Malaysia og Marstal!!! Og lignende alternative former for rå udnyttelse af diverse sprogs ressoucer og filmiske virkemidler. It's osom! Ja, det er kodylt kodimagnyl, fedt, mand!

Arbejde. Lad det være klart én gang for alle: Marx var kun hot som blodrødt snot, engang i 70-80ernes Danmark for de mange, der har så let ved at føle sig forulempet af kapitalens uretfærdigheder, uden at indrømme livets sandt oplysende gode først. Jeg mener, så der ellers for alvor kan løbe hjerteblod til hjernen og retfærd blive til andet og mere end tomgangs-snak udi velfærdsideologiernes røde roser, så kvinderne bliver helt våde i dåsen. - Og sådan hænger det desuden igen fint sammen med hele retfærdigheds-traditionen i vesterlandsk samfundskulturelle arvesynd. Den tradition, der altså grundlægges med oldtidens græker, Platons bog: STATEN.

Uanset, hvad der for ind i helvede opstår eller opdages i den statslige teoris institutioner, følgeligt statsborgerlige sindelag, så bliver det politisk og inden dagen er omme en ubehagelig magtkamps strid. Af samme grund kan der intet oplysende, liv-og-samfunds-uddannende udgå fra universitær-statslig kant. - Men arbejde, det var ”arbejde”, jeg kom fra. Der var også en anden grund til at læse og forstå Marx' 8 år gamle analyser af kapital på britisk museum for kunst. Og det var et skilt, der blev udformet i industriel metal og kom op at hænge som port ind til arbejdslejrene i 30'ernes Tyskland: ARBEIT MACHT FREI stod der på det. For dem, der ikke er klar over det, skal jeg oplyse, at der også kom til at foregå noget andet i de lejre. Ja noget helt andet kedeligt end arbejde...

Men ikke desto mindre: I den udstrækning man med god samvittighed har interesseret sig for Marx er det sket i kølvandet på den grusomme ånds-tradition han er forbundet med, nemlig den tyske idealisme - der jo altså videre går hele vejen tilbage til Platon, fordi det er den samme dumme idealisme, den samme latterlige videnskabs-statslige, romer-katolske fornuft – men ikke desto mindre, så skyldes det forhåbentlig ikke en fascistoid politisk perversion, der nyder at smide en zarrød stalinistisk handske af venstrefløjl i ringen, for at føle sig fransk på bastilledagen, så vi alle sammen i hele universet bliver frie, lige og broderlige. Nej, ikke i den udstrækning, det er gjort med god samvittighed og således med henblik på at irettesætte hele den bærme, der desværre har fundet sig i at blive badet i psykes mælk af landets pap-myndigheder og deres mange tovholdere i tovtrækningskonkurrencen mellem undervisere, rådgivere og studievejledere blottet for sand indsigt i noget som helst bæredygtigt, der vedrører livets egen udvikling af menneskelivets oplysende samfund på jord!!!

- Det er med andre ord stadigvæk ikke gået op for den europæiske befolkning, at de opfører sig romantisk af de hernævnte grunde i trods og tråd. Og så kan amerikanerne heller ikke komme til det, jeg mener, det er dér, hvor danskerne måske kan sige amerikanerne noget ganske ærligt. Og omvendt som vi iøvrigt allerede uden tvivl gør hele jorden rundt. Vi er, herhjemme, nemlig stadigvæk et ældgammelt kongeligt oplyst slægtssamfund i vort kød. Og det er ikke fint på den, nej det er vikongeligt nord, også sammen med englænderne, når bare de lige får lukket Oxfuord og den slags aristokratiske bøsse-firmaer. Det er garanteret også hørt nord for romer-muren, Skotland og Irland. - Men mere vigtigt: Den romerske, romantiske idealisme med rødder i oldtidens græske og som vel også sneg sig ind med den katolske kirke-latin, indtil tyskeren, Luther gjorde op med dét, den er fortsat hovedårsagen til at kærelighedens sande oplysningstradition ikke kan høres og leves på sit hjerte i vort kød, i samhørighed af livets næringsrige vækstvilkår på jord. Og sidstnævnte er jo altså meningen, livet, som mennesket med al vor glæde ihu, må gøre sig til af. Jeg gentager: Det er staten i sin idealistiske arv og de nævnte, ganske velkendte institutioner, deres reproduktion af kopiforført, myndighedsgivende identitetsdannelse til og med de åndssvage borgere, der lever af at opretholde deres brød i kraft af den stats-kommmunistiske tradition - det er den, der er direkte årsag til at sand oplysning ikke kan udvokses, uddannes og helbrede vort samfund i et videre åndskødeligt omfang end parterapi mellem modsætninger. - Men det er kanske sort snak som sort på hvidt jo altid har været, i det mindste for nogen, ikke sandt danske skolebørn i læs-og-forstå-traditionen? Tror I, jeg mener, kender I ikke ordet, Livet og vort kød dermed?

Eller troede I ikke at I skulle leve og dermed arbejde i lysets tjeneste? Man undersøgte her i Danmark helt specifikt arbejds-begrebet, det vil sige de omstændigheder, de arbejdsvilkår, den sprogbrug, de hierakier, de systemer, de teknologier - der tilsammen og over kultiverende tid danner et fascistisk sindelag hos mennesket, så det bliver så helt og aldeles afstumpet, at man kan få det til at stå at skyde andre mennesker i henhold til usand pligt, ansvar og frihed. Samt brænde sine egne børn af. Ja, ligesom soldaterne i Afghanistan. - Tillige, altså også i det daglige herhjemme, sætte folk i fængsel, tvangsmedicinere dem, slagte dem i medierne eller på anden og tilsvarende vis indover tekno-logikkernes fortrinlige mediering af et sådan sindelag, når ordet ikke i forvejen er kendt, så det kan høres og adlydes filtreret i vort sande menneskekød, klæde dem af til skindet, så der ingen sand hjertebåren myndighed længere kan rejse sig hos pågældende, der måtte være blevet ramt af turen i det gudsforladte masselovgivende statssamfunds vridemaskiner. - Og altså ganske enkelt grundet simpel brug af angst-metodiske virkemidler, argumentation og kunstfærdigheders kategoriske normdannelser i folkeviddets bunkepul: æld-gamle symbolers lyd i kødet på den europæiske og altså også danske befolkning. Føj.

Nu mener jeg ikke, at man konstant kan eller skal sammenligne det ene med det andet med det tredje. Og da slet ikke historisk. Men når man af nød, også samfundsnød, gør det, så er sagen en hel anden. Det gjorde jeg forhåbentligt klart i indledningen. - Sigtet er naturligvis at skære halsen over på den bidske hund og smide dens kadaver på møddingen, ja at knuse nødden, så skallen knækker og vor åndskødelige samfundskultur kan blive fri for de romantiske friheders universal-idiotiske jern af gentagelser udi systematisk hjernevask af livets børn med mord og drab tilfølge. Desuden alskens øvrige dårligdomme og sygdomme, samt børn, der så igen skal slæbe forældres fejltagelser ind i næste generation, fordi forældrene i forvejen ingen forstandig myndighed længere kan rejse op imod den hørm, der sætter sig på børnenes sind jævnfør usand pligt, frihed og ansvar i sit henhold til legolandets kapital-logiske og skolastiske slavearbejdsliv på overførsels-indkomster. Lovens korpulation af inkarnationen som det hedder på latin!!!

Jeg frygter ikke lignende blinde tilstande i Danmark som tilfældet under anden verdenskrig, nej for jeg véd og tror, at der er mange gode mennesker, der fortsat indrømmer, hvad sandt er og ret giver i livets egen hjertevarmt oplysende forstand. - Lille Danmark er jo altså bare gået i krig ud fra ganske lignende åndelige omstændigheder som under anden verdenskrig. ANGST OG ROMANTISK STORHEDSVANVID. For ikke at sige det platte: Misforstået kammerateri. Ja og det er der så visse skatte-financierede institutioner med sabler, korsebånd og stjerner på, der mener at kunne overvinde ved brug af våben og barske soldater, der efter hjemkomsten nok er knap så kæphøje resten af deres dage - jeg mener, da man vel fortsat er personligt ansvarlig af hjerte for menneskelivets udvikling på jord og således jo altså må leve i indrømmelse af sin skyld i sand og helbredende ånd blandt jordens mange folkslag! Ja, da også fordi det jo er strafbart ikke at tale sandt i retten, ik’ o’s’!!!

Danmark har i den krig tjent til at retfærdiggøre amerikanernes hævn i køligvandet på WTCs tvillingetårne, brændte lig og afhoppere, kan man sige. Æret være deres minde og må de efterladtes sorg dermed blive forløst. - Men det skal altså heller ikke glemmes, at amerikanerne gennem mange, mange år har søgt at mægle for fred i mellemøsten. Uden held, kanske, ja og der er vel også på urimeligt vis blevet grint frygteligt af dem, for ikke at sige det, der er værre. HØR: Når blandt andet amerikanske flag er blevet afbrændt i visse lande, så er reaktionen, indsigten vel også, helt fra gammel tid sådan, at man er klar over, at der i pågældende befolkning næres et had mod et andet lands samlende symbol, dermed de mennesker, der bor der. Og så tør vi pludselig heller ikke hejse flaget, når lille Per har fødselsdag, når bedstefar går hen og dør og så videre. (Jeg har aldrig været flagmand og bærer af fanen i march, men jeg hedder Jens). – På den foranledning tænder den kristnede kulturarv i vesten altså af, eftersom det er stik imod den oplysende ånds sigte, vi som mennesker ønsker at udvikle os i med hensyntagen til hinandens unikke egenskaber og mærkværdigheder. Uanset, hvor ringe vi ellers måtte skulle indrømme at være i forhold til at leve op til det sigte. Når der f.eks. har været flagforbud på nettet, der jo iøvrigt som udbredt i det mellem-folkelige er amerikansk forvandling af det metalhårde teknologiske vilkår, og så enhver efterhånden kan komme til fadet med de skriftskloge institutioners benhårde gentagelsesmønstre - men så skal det vel også tages som udtryk for, at man generelt set ifølge de generaliserende massemediers adlydelse af naturvidenskabens Newton, faldloven for masse, trods alt ikke ønsker at den teknologi, nettet, skal bruges til at svine hinanden til. Nej, vel derimod bruges til at søge forsoning, forbrødrelse og udligning omkring det bedste vi har at byde ind med af vore erfaringer i sine mange forskellige sammenhænge. Ja, tage trykket og lade hinandens kampe med at omvende samfundskulturelle sorger til glæde for menneskelivets hjertegode samfundsudvikling fremefter være hørt, så der kan komme mere ud af dét.

Vi driller hinanden landen imellem, danskerne svenskerne og svenskerne danskerne, tilsvarende englænderne franskmændene og omvendt. Og vi får dermed af og til på den måde sagt nogle sandheder og taget et tryk, så brødet fortsat kan deles med pølserne på rækkerne. Men vi nærer ikke had. Og den utilgivelige handling, der så måtte ske alligevel og føre til utilgivelige omstændigheder hos et menneske, den kan man jo altså ikke tillade at lade gå udover andre, uforvarende og sagesløse mennesker - ejheller tillade at opflaske en hel nation i, så kommende generationer pludselig skal til at bøde for den slags udi usle fordomme eller gengældelse. Sådan sagt, velvidende at trykket i så tilfælde jo altså også skal tages, og da må søges omvendt på oplysende vis i gudlivets eget navn, så høres kan, før vedkommende, der føler sig utilgiveligt behandlet eksploderer!!! - Ja, så det er vel fortsat frustration og vrede over tvang og fattigdom, der munder ud i terror og krig. Lærer vi derfor ikke at håndtere det i hver vore landes samfund på forløsende vis, så kan vi ejheller leve i indforståethed som troligt trygt menneskekød på jord, der tør udfolde sig og uddrage oplysende fordele deraf. Og til fælles gavn.

Nej, jeg gentager: Det skal i det hele taget ikke glemmes, at USA er det land på kloden, der rummer samtlige nationaliteter, imodsætning til stort set alle andre landes gamle kulturer. Desuden kender de om noget til den europæiske race-konflikt, al den stund at de tog skraldet med de lydhøre negerslaver, der naturligvis med glædelige indrømmelse den dag i dag også er mennesker af ligeværdigt hjerte. Og såmænd både Tyskland og England har forlængst indrømmet deres verdens-færd ved at tage hånd om ikke så få flygtninge i de lande, som de så har rodet med i historiens mørke. Og dog, hvilket er sagens kerne i dag, så kan de vestlige lande ingen god udvikling afstedkomme, såfremt de ikke må tage udgangspunkt i deres eget hjerte for livet, deres modersmål og den sande forstand, der måtte være tilbage. Tyskland er stadigvæk Tyskland og England stadigvæk England, Danmark Danmark og så videre. Og USA, ja de knokler derudaf med at gøre indrømmelser omkring den særegne historie, deres land så er blevet til af, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre uden lignende indrømmelser i Europa, eftersom vi ellers overhovedet ikke kan høre hinanden på det samme nye vidnesbyrd, altså menneskelivets udvikling i kølvandet på al fortidens lort, hele jorden rundt. - Ejheller skal det altså glemmes at den menneskelighed, der stikker dybere og er mildere og langt mere sandselig end det europæiske uddannelsesvæsens fattige lærdom med udgangspunkt i Godfathers romersk-katolske kirke og romerret, jo altså kommer fra Gudlivet, hvadend denne kaldes Allah, Tao og hvad Gud nu ellers hedder på de forskellige åndssprog for den samme sandhed, samme slags glæde og vækstbetingelser i Livets levende sfære, ikke mindst menneskekød på jord. - Desuden tror jeg, at det som den ældre generation i Europa ikke kan glemme er, at det var amerikanerne, der kom os til undsætning under anden verdenskrig. Og en fjer bliver jo altså stadigvæk til fem høns i børnenes øre hos mennesket, sålænge det skal leve som folkeslagne folkevid, fremfor oplysende menneskevid, hvor vi går og står – og finder os hjemme.

Endeligt skal jeg i denne forbindelse sige, at jeg både véd og tror, der er mange almindeligt åndsforstandige og oplysende mennesker i de muslimske kulturer - der vel at mærke er ligeså forskellige som vestens nabolande imellem – men som helt sikkert godt forstår, hvor vanskeligt livet bliver, når der går magt, historie og politik i al samfundsledelse og deres snigløbende institutioner med videre. Ja, når vi glemmer, at vi jo altså også er nogle værre klovne til at høre og adlyde gudlivets egne forløsende bud, såsom grinet i maven, de skæve eller slet ingen tænder i munden - men jeg mener også klovne til at gribe de åbninger mellem hinandens samfundskulturelle forskelle, som de opstår, giver sig tilkende i kølvandet på også de ting, som ingen af os kan lide som mennesker. - Jeg tror, vi skal fortsætte med at lære at gribe de åbninger, der opstår, så vi kommer så meget fri af vore kulturskabte sorger og plager, at de ikke går i arv på degenererende vis. Vi er nødt til at have noget livsånds-forstandig tænkning og især indrømmelse med i livets gang, for at kunne klare den. Ikke blot når krisen kradser i personlig forstand, men også i det hele taget, så livets samfund på jord kan fortsætte sit fredssigtende og oplysende "spor".

Det er troens opgave af værne om den menneskehjertelige klarhed i Gudlivets eget navn. Og den gælder ethvert menneske, hvorfor det jo altså iøvrigt fortsat er fuldstændig vanvittigt, at man tillader destruktiv samfundsudvikling i navn af videregående uddannelse og statskommunistisk styre, når det jo altså foregår i glemsel af livets eget udviklingssigte med menneskelivet på jord. Det kan godt være, at der er religionsfrihed i Danmark, men der er altså ikke trosfrihed, nej, der er ikke frihed i den forstand, at man kan blive fri for at gøre hjertelig sande indrømmelser i kære-lighedens eget navn, Livets eget. Og så er jeg som sagt i indledningen flintrende ligeglad med, hvad hundeejeren kalder sin troløse videnskab eller regeringsmagt for den sags skyld.

Hvordan vi får afsluttet vor deltagelse i krigen i Afghanistan ifølge Windows ved jeg ikke, men det skal fortsat være klart overfor omverden, at Danmark hverken er til krig eller udnyttelse af andre landes ressoucer, politiske position eller lignende. Danmark ønsker som land at fremme en oplysende udvikling af menneskelivet på jord i Gudlivets eget navn via kontakt og handel, samt desuden at deles om de erfaringer, vi har at give af. Og det betyder naturligvis, hvad der nu kan lade sig gøre henad vejen med eget liv som trostryg indsats. - I Danmark er vi kede af krigen, men da jeg jo ikke er positioneret som repræsentant for hele Danmark og alles mening om den sag, så skal jeg i det mindste og med god samvittighed nøjes med at sige det på Gudlivets egne vegne, som almindeligt menneske i adlydelse af Ham. Måske, jeg håber, kan de mennesker, der står i nærmere berøring med det talebanske eller hva-det-nu-ellers-handler-om i sin bandlysning af talen hjælpe med at gøre den indrømmelse hørbar i menneskelivets ligeværdige hjertekød hos såvel børn, kvinder og mænd. Ikke mindst så samtlige landes samfundskulturer kan holde op med at bilde sine befolkninger ind, at det kan skabe ordnede forhold på den anden side af jordkloden ved brug af magtens fjendtlige symbolik og omgangsformer. I vort tilfælde udi nærmest kronisk tilbedelse af hercules-flyvske friser på et forlængst omstyrtet appollon-nike-justitsia-psyke-pan-pik-og-panisk politisk tempel i oldtiden via indtagelse af vores øl på Carlsbergs glubske apotek samt brug af landets gymnastik-og-idræts-foreninger til at generere fodboldsspillere i millionklasen på strandvejen, der så efterfølgende er på udkig efter talenter til overtagelse af forretningens samfundsoplysende virksomhed, da de med støvlerne på, jo for alt i verden ikke må graves ned i støvlelandet, vel!!!

Tilbage til arbejdet! Jeg kom fra de røde rationalers bevægelser i det danske liv, herunder deres eksperimenteren med os som folkeskolebørn - men har altså også sagt, at der efter krigen var ganske nøgterne grunde til at se nærmere på den måde og den omverden, vi som mennesker lever og arbejder i. Ikke mindst frugten deraf, vort helbred og slægters gang, dermed også en helbredende udvikling væk fra de mange historiske fejltagelsers dårligdomme i vor samfundskulturelle arvs kød. Ja, så de ikke skulle gentage sig eller føre til noget-noget nyt-nyt, der var og er langt værre end ellers tænkt!!! – Og nej, det betyder ikke, at der ikke må ske noget nyt, men derimod at opgaven blev og bliver, at det sker i livets navn og ikke i verden af det lave. Ejheller i den ny-romantiske verden af lave, der er opstået i kølvandet på anden verdenskrig, nemlig den teknologiske oprustning og massemediering. Et life-in-a-science-reality-show-off med diverse popstars og sindsyge kokainvrag, reklamatoriske anorexi-ofre med videre som uundgåelig kulturel konsekvens, sålænge de forførende spejldannelser ikke sættes til vægs af forstandig tale… Skriften på væggen.

Man kunne ikke finde ud af det. Og det kan vi stadigvæk ikke, fordi hundelorten for nogen også dufter ligesom Elisabeth Arden in my garden. (Omskrevet citat fra gammel shubidua-sang). – Hele den gammelkendte, så ganske forbitrende kamp mod fars grisebasser, erhvervslivets ”rige svin”, den kan man vel også idag opfatte som en reaktion på udbytningen af arbejdskraft gennem tiderne. Eller jeg mener bare opfatte ud fra de vordende indsigter i det især industrielle, masselovgivne og massemedierende arbejdslivs prægning af mennesket, som man jo netop gjorde sig i kølvandet på den dels politiske brug af arbeit-macht-frei-kultur, men også ”bare” de fremskridtstro videnskabelige, universaliserende logikkers industrialisering af livets eget statsborgerlige kød!!! - Den romantiske fornuftsarv har altid ført til sværmeri, som det hedder, når man ikke ved, hvad man taler om eller iøvrigt har med at gøre. Med andre ord glemmer ydmygheden, glemmer, hvori og hvorved magten og æren i al evighed er givet, nemlig hos Gudlivet-Gudfaderen selv. Det er  jo altså ikke dig, der får dit hjerte til at slå, nej de slag på tasken har du som levende menneskekød ikke magt over. Og tager du magt over det, jamen så farvel. Og hils satan!

Alligevel førte den skitserede bevægelse til sådanne ting som arbejds-tilsyn, sikkerhed, arbejdsmiljø, varedeklarationer og nummerering af svin i sterile stalde ifølge medicinalforskning – og fagforeninger i alle samfundslag, så man ikke kom i strid med loven, såfremt man nu greb ind og sagde noget, der ikke stod i det akademiske netværks hyperforstilte lovmæssighedsdyrkende mentalitet eller på den anden side ikke var i virksomhedens interesse, så man mistede sit job og da ikke længere kunne være den, man var blevet!!! - Tilsidst, kan man sige, jeg tænker på de sidste fem-ti års norm-dannelse i folkeviddet og frem til krisen, der har det nærmest ført til et tysk samfund bestående af to ben: Uddannelses-system og arbejdsmarked. I førstnævnte lejr er det tilstedeværelsen af børn og unges uskyldighed og sprudlende livsenergi, der financerer foretagendet – og i den anden lejr betaler mor og far så regningen alt imens, altså den, som de på forhånd per personnummer skylder samfundet jævnfør det juridisk-matematisk-økonomisk-administrative åndsregimes eksponentielle BNPgældsregnskab!!! Ik’ sandt spassere, åndssvagt matematisk ligestillende borgere, jeg mener, glemte I lige, hvad når skidt kommer til ære betyder, mens I gik rundt og proklamerede: Når bare vi er mange nok og står sammen i fællesmængden!

For en sådan udvikling, et sådant åndsregime opstår jo altså kun, når der ikke bedes om forladelse for vor skyld hos den sande herre, ganske som vi derved forlader vore skyldnere. - Og naturligvis så Gudlivets kreative uskyld hos barnet kan bestå, vokse og uddanne det i al evighed opkommende, blivende og genopstandne samfund i vor omsorgsfulde og hjertelig vejvisning af dem. Fordi det således ikke gentager sig selv, men oplyses i fredelig gang med livet på jord. Ikke sandt juridisk-matematisk-økonomiske legetøjsharme udi dyrkelse af retfærd og rentesforregningens tekno-logiske prutter af skummet mælks ånde? Er det strafbart ikke at føre menneskelivet i æreligt retfærd? ER DET STRAFBART AT FØRE ELLER VÆRE MEDVIRKENDE TIL AT FØRE EN MENNESKEHED, JA ET HELT STATSBORGERLIGGJORT FOLK UD DÉT, I SELV KALDER KRIMINALITET? Værsgo’ dommen er afsagt forud for Jer med 2010 års styrke i sandheden i vort kød, næstekærlig hilsen haarup im mortusen. – Brug det nu forstandigt hjertetro, altså gennem sand indrømmelse af den gode skyld i uskyldens kreative beståen i vort sandselige troskød, så al vort hjertegode liv kan udvikle sig og samfundet med!

Uddannelses-system og arbejdsmarked, det er vel så efterhånden de eneste to brikker, der er at flytte med i det danske sindelags kategorisk nedarvende værdifelt – hvorfor der jo også kaldes helt nede fra underet og hele vejen op igen, når ellers man hører efter den sandseligt oplysende arv i vort danske menneskehjertelige slægtskøds værdighed. Og ikke efter oplysningtidens skolastisk-videnskabelige efterladenskaber. Men hvad er pointen her, hvad kommer jeg frem til?

ADMINISTRATION. Administration og ledelse er ikke det samme. Og hvad hedder det danske samfunds ledelse, både under enevældens tid og i folkestyrets tid? Eller med andre ord, hvad er det for en konflikt folkeviddet ikke har kunnet forløse sig af? MAGTENs siger jeg. Nå, men hvad er så det, der er givet magten og æren i al evighed i et oplysende samfunds dagsorden? – Og hvad er det så, der skal styres, ja hvorfor hedder det sådan, når ledelsen jo altså er givet med dit svar på sidstnævnte spørgsmål, sågar hele dit liv igennem og således under dit ansvar som personligt menneske i Gudlivets eget befordrende navn? Såmænd i al evighed, hvilket handler om følgevirkningerne af også din gang på jord.

STYRE. I øjeblikket løber der en tv-serie over skærmen, der hedder Arn. Hvor historisk korrekt den måtte være er mig et fedt, da der helt sikkert har været noget om snakken. I den ser man, hvordan konflikter mellem slægtsstammer løses, ja det kunne vel også være uafhængig deraf og bare dreje sig om ejendele, ret og ære i al almindelighed. Men der er altså tinge, hvor man forløser de ting, der måtte skabe konflikt. Folketing, kalder vi det.

Et sådan ting må have handlet om de store retningslinier i forbindelse med konflicka og sådan set have været sidste udvej til opnåelse af om ikke enighed, så afgørelser, der ikke var til at bide skeer med. En mand af ære følte sig krænket på helt bestemte, ganske velkendte områder af livets foretagende. Det kunne der så ganske vist gøres ussel brug af ved at provokere den ære, så den hos vedkommende nødede ham til at handle, for ikke at tabe ansigt. I æren lå magten. Det alt-afgørende var ikke om man vandt eller tabte, men at man overlevede med æren i behold. Og sådan er troen fortsat i kødets hjerte på det oplyste vikongelige nord. Ja hos de mennesker, der så er tilbage, kanske ligefrem står tilbage for de hylende ulves latinske rets-statsborgerlige angreb på os via den romersk-katolske kirkes tempelridderi og vor herre til hest, ja og jeg ve’ snart ik’ hva!

Folketing eller landsting, som det vist hedder andetsteds i den ånds sammenhæng med vort kød og dets historie – men det er ikke et folkestyre. Nej, jeg tror det der styre-karleri er kommet ind med latin-arven. Altså opdyrkelsen af oldtidens brutale samfund som forbillede for det ellers fredelige Nord, hvor vi jo kun huggede hånden af hinanden, når sagen vedrørte os – og folketinget ellers ikke kunne forløse os af æreskrænkelserne!!! Det var ikke et styre, det havde ikke til opgave at styre noget, derimod at lede, ja udlede det konfliktskabende tryk, PUF.

Under alle omstændigheder er jeg blevet klar over, at man siden Platons bog, Staten igen og igen har diskuteret styreformer og samfundsstruktur, teknokratiske spilleregler i teknik-legoland og så videre. Tillige at hele den romantisk-græske arv står i navn af en uendelig spørgen efter retfærdighed. Og altså ej endelig spørgen i al evighed, nemlig den som giver svar og nye vidnesbyrd. – For mig at se, skal der ikke meget til for at lægge to og to sammen og høre de gamle grækeres efterspørgsmål på gode grunde til at opdrive skatter i mellemøsten på daværende tidspunkt. Og jo altså så desværre også hele vejen op gennem historien i sine mange ufine, romantiske erobringstogter verden over i netop kølvandet derpå. Oldtidens grækere var så forbandet nysgerrige, kan man sige – og oldtidens romere, ja de var bare liderlige svin, der var dumme som knastefulde brædder i deres romantiske arkitekturs bygninger. Ja, du kan jo selv tage ned og se, hvordan det stadigvæk ligger i ruiner dernede!

Dét får betydning for magtens manglende forløsning i det danske menneskesind, og dermed for stats-samfundets administrative folke-styre. Den fejlopfattelse af magten, jeg taler om. Og altså fordi, at også Danmark har haft den klassiske dannelses-traditions magtfulde falske idealer og ”værdier” indenfor døren, i sit kirke-stat-og-skolevæsen. - Når man glemmer år nul og den åndsudvikling, der fandt sted ved erkendelsen af retfærden på kærelighedens menneskehjertelige kød, fremfor retfærden på bedsteborgerens eller statsborgerens fornuftige forestillinger om matematisk retfærdighed, der jo så bare lige, lige, lige stammer fra drømmen i sin overførsel til juridske rettigheder med romerret til at straffe, såfremt et-og-andet skulle gå galt og magtens hammer og vægtskåle tabes på gulvet, så det tro menneskes befolkning uundgåeligt måtte dø af grin derved – når dét glemmes lægger retfærden sig henslægt i LOVEN. Det står i loven, siger man refererende og retfærdiggørende i ny og næ, men det ligger nu altså retteligen henslægt i den som en anden ædende romer på sin sofa i meget, meget, meget gamle dage.

I nordens sande slægtsbårne oplysningsforetagende bliver æreligheden sammenfaldende med kæreligheden. Og retfærden i levedygtig tro er dermed som hermed nok engang givet uafhængig af latin-arvens snylteri på sandheden udi sine uendelige referencer til rummet og stjernerne. Forstår I dét, kan i sandse det ligeså jordnært og kærlighedstro det almindelige ureflekterede menneske er? Ja ligesom barnet. Retfærdighed er ikke et tredje begreb, der skal hentes ind og styre os, når de to første allerede har bragt os en kongelig oplyst forstand at arbejde ud fra og leve vort samfund til i kraft af.

LEDELSE. Magten i samfundene har siden den fælles-europæiske samfundskulturelle arv i oldtiden lidt under fornuftens ”gode” idé, Platons gode ”idé” om retfærdighed – der jo altså så også kobles til hele den universitær-matematisk-akademiske traditions uendelige spørgen og administrerende registrering og symbolbrug til det endemål. Man har villet blive klog på skriften, kunstfærdigheden hos menneskets væsen (ikke mindst synet, men i det hele taget bearbejdningen/fordøjelsen af alverdens tryk, indtryk og udtryk). Og ved sin impuls velsagtens uden at underlægge mennesket den samme kunstfærdighed, hvilket man så lige netop er kommet til. Her ligger kompetence-diskussionen, dvs. efterspørgslen på kundskaber, der i hånd-og-åndsmåde ikke forbruger livets træ, ikke betvinger livsåndens hellige kilde, men derimod afstedkommer den, lader dens sande frugter forplante sig i al vort kød til samfundets store gavn.

Jeg siger: Erfaringsdannelsen hos menneskets sindelag ifølge den oldgræske kunstfærdigheds udvikling mundede ud i sands for form, formulering og formdannelse. Herunder oldtidens kunstarter, geometri og matematik. Den sands projicerede man følgeligt op som et sandt forbillede: En universel god idé, et logos, for dernæst at stå med bøvlet, der i dag kaldes eller kendes som teori-praksis-konflikter i sindelagene eller lidt mindre kendt: loven i sin kultiverende konsekvens i kødet på al vort ellers så kærelige liv. Og på alle planer, da vort sind nødes til at følge diverse adfærdsregulerende normer i henhold til netop den projektion, sådanne opkastelser af egen erfaring eller egen samtids erfaringshorisont til en orden, som alle er underlagt, fordi det er en naturlov, siger man dernæst!!! - Formålene for al samfundsvirksomhed, almenvellet og hvad det ellers er blevet kaldt gennem tiderne bliver følgeligt afstemt og henholdt til benævnte fatamorgana og med straf tilfølge, såfremt man ikke formår at leve i adlydelse af det!!!

Magtens sindelag bliver således til det, vi i dag kalder idealismen. På dansk kaldes det også billeddannelse – hvormed det vel også kan høres, hvordan forkyndelsen i præstegerningen har brugt det forkerte sprog ved for eksempel at sige, at du skal leve i Guds/Jesu billede. Men hør, det betyder med andre ord bare, at sindet har været stillet sådan af helt andre usle grundes foretagender - og såmænd stadigvæk er det, for så vidt at almindelig sandselig hjertegod indrømmelseskultur ikke er gående. Altså benyttedes en bortforklarende idealitet, spejling og hvad det ellers kaldes til at præge og retlede… – en omstændighed, der ender med at gøre Gudlivet usandselig og fraværende i vort åndende køds ellers helt naturlige sands for det, dets/Hans udvikling af vort sande hjertekødelige menneskesamfund på jord. Alle de ideologiske begrebsdannelser om stort set hvadsomhelst, men vel ikke mindst i politik, som vi kender det herhjemme, det har ikke handlet om andet end børn, der ikke kunne komme til-sig-selv på forstandig vis, fordi de voksede op i en politisk ladet og videns-logiserende omverdens sprog og handlinger. Brug af lovmæssighed som styreform i ordets navn. Det er magtudredningen.

Fundamentalisme og idealisme er i øvrigt det samme, nemlig videns-aristokratiske begreber til brug for administration af ondskaben oppe fra intethedens lig’gyldige position bag teknologien-og-teknokratiets skærm. Når danske præster har talt imod lig-gyldighedens sindelag, så skyldes det deres indsigt i, at fornuftens universaliserende og logiserende bærme opererer hinsides godt og ondt, nemlig dér, hvor intet sandseligt godt kan lides, ejheller udvikles på almindelig åndelig og bekræftende vis – altså at det sindelags forskellige håndelag står i den projicerende objektivitets ideal eller billede, som retledende snor for hundeejeren og hans hunde. Det er lig med Jante/Satan sat i system, kære medmennesker bag opretholdelsen af den matematiske-juridiske-og-teknologiske kulturs bedrifter i Jeres arbejdsomme, pligtopfyldende liv!!! – Og der tælles da mange døde i kølvandet på det falske sindelags billede-dannelser, foruden hele den såkaldte samfundsbetonede identitets-konflikt de sidste mange år.

Administration er latin og betyder håndtering. Det er loven, der skal håndteres i sigte af samfundsordets befordrende orden, men dermed jo altså ikke i ånd af alverdens gode, sande og skønne - selvretfærdige idéers direktiver – i snart ny, snart næ. Sådan er administrationskultur i kølvandet på hele lovens korpus imidlertid, eftersom den er dyrket i retfærdighedens navn. Ja sågar i højesterets navn, der jo ellers kun kan være Gudlivets egen, altså den sande som ærelige indrømmelse, sande som ærelige forløsning, sande som ærelige skyldsforladelse. Og som i det hele taget aldrig har handlet om selve straf-elementets hævn eller gengældelse, men i al evighed om at udrede menneskelivets hjertegode og oplysende beståen. Langt de fleste grusomme voldsmænd er jo stadigvæk små børn, der aldrig blev til – og straffes det barn, så krænkes helligdommen og helligånden i hele samfundets udviklingssigte. Dét, der også kaldes forsynet. - Omvendt sagt, kan man sige, at det også er grunden til, at en enkelt mand kan sætte et helt samfund på den anden ende, altså ganske enkelt ved at henvende sig til den dårlige samvittighed i befolkningen, uden næstekærlig bekræftelse af den gode samvittighed, der løfter os til nye kræfter – sådan foregår uærlig argumentations-kunst jo iøvrigt. Det er såmænd her, på sidstnævnte punkt, at forstandigheden kommer ind i billedet, altså med hensyn til at opløse forførelsens fristelser, så det menneskelige og kontaktsøgende der måtte være i den usles henvendelse til den dårlige samvittighed oplyses og opmærkes. På næstekærlig vis, kaldes det. Den falske empati, der på dansk hedder indlevelse, men som altså også ofte bærer rådden ånd, den skal omvendes til en oplevelse af vor hørelse som ærværdigt menneske. Og det bliver såmænd kun hårdt og vanskeligt, når der ingen modtagelighed, ingen indrømmelse sker og mærkes. Engang sagde man f.eks. tak, når man blev irettesat. Og det var nok.

Klimaforskningen er et fint eksempel på uærlig argumentationskunst. Den røg lige ind i hele vestens administrations-kultur, så vi nu skulle til at administrere det ganske globale miljø ved siden af også at skulle skaffe til alle de øvrige formål. Regnestykke på regnestykke blev opregnet ganske ligesom den økonomiske kalkule over samfundets udvikling aldrig har fungeret. Desuden var det jo såmænd et forstandigt dansk hjerte, der meget tidligt lagde sig ud med forskningens mange fejlslutninger og forhastede konklussioner. Han var iøvrigt vistnok bøsse - og kunne vel sådan set derfor heller ikke befrugte sagen yderligere. Jada ikke fordi, der ikke er nok salt i bøssen at ryste på viden, men forstandig nok til at sige fra og melde ud var han og det er værd at bide mærke i.

Klimaforskningen har lig diverse økonomiske koblinger til lovens korpus, dens idé om, hvad vi nu alle sammen skal rette os efter, dens tone og såmænd reelle håndhævelse deraf - formidling af sindssygdom på samvittigheden. Og det vil jeg naturligvis næstekærligt bede Jer, der arbejder i omtalte svinestier om at stå til regnskab for i Gudsandhedens eget navn. – Klimaforskningen er altså blot en videnskabelig version af den universelle idealismes ånd, vi også kender i det politiske, når det bliver betændt. Det betyder ikke, at der ikke er sand indsigt tilstede deri, men blot at den kultur, de er rundet af er teoretisk, universalistisk og ikke foregået i indrømmelse af den livets ånd, der i al ydmyghed kan skønne på forholdet mellem agt og magt. Og derved kender det: I ærens agt ligger kærelighedens magt og ingen af delene kan man snyde sig til, da den jo er livsbåren i troskødets opvoksende som sandt oplysende forstand med al vort. Den er almindelig og man kan jo kun koncentrere så megen agtpågivenhed som det falder én naturligt at gøre i det, man så har med at gøre. Sådan tror jeg den oplysningstro sandselighed er i vort kød.

Administration og ledelse er ikke det samme, fik jeg sagt. Ja, for jeg har kanske lidt vanskeligheder med at udsige magten, så den ikke får administrative følgevirkninger udi ping-pong-bordtennis, men til gengæld bliver oplysende bolden i knolden. Det oplysendes magt er Gudlivets egen, derfor også at høre i dit hjerteligt levende kød, dit livs gang med al vort. – Nå, men et levende eksempel på den vrangforestilling om magten, som min generation især har skullet kæmpe med iform at sin misvisende vejledning af vor ånd som almindelige slægtsmennesker, ja den bliver hurtigt sammenfaldende med de kultur-historie-politiske diskussioner, der er foregået i landet efter krigen. Dermed jo altså bare også i hele den statsforvaltning, der via rigtigt levende mennesker i virkeligheden, jadaa, har skullet passe og lære børn og unge noget om HVAD? Ja, for værre endnu er det, at det sammenfald også har indbefattet al fagidiotiens akademiske diskussioner om, hvad HVAD er, altså sandhed, ret og gyldighed - og dermed jo altså for alvor udi statsforvaltningens kulturer på kryds og tværs af pengekassen, samt ned i hjertet på alle børnenes konti som investering i fremtiden!!!

Jeg mener, magten i sin ret må ikke blive adskilt fra sandheden og sandheden ikke adskilt fra hjertegodheden i det eviggyldigt til freds stillende, vort køds medfødte sandselighed i sin oplysende opvækst omkring vore slægtsbånd og så videre. Og det er tilfældet, det er dét, man har gjort og fortsat gør i den udstrækning, at man glemmer hvorved magten i sin ret er givet. Dels kan man nævne skilsmisser, som jeg da også selv er barn af – men det bliver jo blot til en social-videnskabelig kategori, ganske som jeg under skilsmisse-drengens omstændigheder på daværende tidspunkt måtte kæmpe en sand eksistentiel hjertekamp for ikke at ryge over i den nærliggende gråzone, kaldet: Problembørn. Og følgelig blive behandlet og hørt som sådan. Freudiansk-marxistiske pædagoger og statsidealistiske forvaltere, I er de største marcipansvin på jord. - Med andre ord: Det var først med Anders Fogh, om man kan påskønne hans indsats eller ej, at den danske befolkning kom til erkendelse af, hvordan svinehunden trives i bedste velgående i landets statslige institutioner, ja så at sige er en del af pensum. Altså jeg mener, det er jo en svær opgave for børn at vokse op på naturlig glad vis, også med glæde ved lærdom, når de børn også samtidig skal oplyse deres forældre og bedsteforældres generation om, hvad fanden i hede hule helved de har lavet med menneskelivet på jord. Tilmed i navn af hele verden og hele universets idé om opkrævning af kapital-logiske skatter til at forsøde tilværelsen hos de sultne børn i Afrika!!!

En anden måde at belyse magtens vrangforestilling, som jeg har oplevet den i vort samfundskulturelle kød og virksomhed dermed, er ved at gentage det sagte fra en anden synsvinkel: Man lærte os at læse og skrive, læs-og-forstå, men åbnede dermed også barnets øre for sproget. Alle ordene. Barnet kom, kanske først de lærenemme i den henseende - ja for ordblindhed og lignende læsevanskeligheder er jo forbundet med et ganske troligt hjerte i ordets egentlige menneskeforstand, eftersom ordets adlydelse jo intet synderligt har med skriften og dens lovreligiøse kulturer at gøre. Nej, for ordet er jo vort kød ganske som Gudlivet har skabt det. De ordblinde skærmer sig med andre ord imod ødelæggelsen af menneskelivets forstand som den jo systematisk, logisk foregår ifølge det romantiske afsnit af vesterlandsk samfundskulturs retskrivende hundesnore. - Men barnet. Barnet kom, ja barnet kom således til også at skulle bære eller i det mindste koble sin hørelse for sproget til den egentlige hørelse, der jo er langt mere kropsforstandigt sandsende og åndelig arbejdsom. Umiddelbar og direkte. Og med hænder ovenikøbet. Konsekvensen i det danske folkevid eller menneskesind er, at man nu retter sig efter retskrivningen eller med andre ord retter sig efter dét, man har lært at rette sig efter. Lad os derfor håbe, at det ikke fører til rets-fascistiske problemstillinger imellem os, tillige mellen andre landes folkeslag på jord!!!

Ægteskabet. Skilsmisser handler om, at kæreligheden mellem mand og kvinde ikke lader sige gøre!!! – Nej, spøg til side, men de handler dog om, at den sandtro livsånd ikke har gode ben at gå på i menneskekærelighedens ånd-og-håndsmåde. Jeg siger, det er aldrig kommer på plads i sin naturlige samfundsdannelse. Der kan nævnes mange flere grimme social-videnskabelige navne, såsom familiestruktur, kønsforskning, ligestillingsutopi, matematisk fornuftssindsygdom og lignende normaliteter i det universitære samfunds iltfattige kundskabelighed lovført indover kapitalens dejlige mekanismer i kønslivet for åben skærm i virkelighedens fjernsyn!!! - Det er velkendt, at der kan være strid mellem sexlyst og tro kærlighed, men den batalje må og kan ikke blive ved med at komme op at stå i kønslivets urskove af sure sild, pædofile modarbejdere og bøssekultivering. Nej, for det handler om noget helt andet og langt mere afgørende, langt alvorligere. Det handler om hele menneskelivets samfundsudvikling på jord i glædens ærbødige navn.

Ægteskabet betyder ægte skabelse. Og på den måde er den fuldstændig sammenfaldende med troen i sit kød, omkring sine bånd og gennem sine naturlige vækstfaser til videre forplantning og genopstandelse af næste skud på stammen. Ægteskabet er ikke en institution, nej det er en helt naturlig tro i paradisets have, her på jord og såmænd med sund livsappetit, sund lyst til kvinde, når man er mand og omvendt lyst til mand, når man er kvinde – som netop ligeværdigt menneske omkring forplantningen, skabelsens gang, altså gudlivets egen. Hør nu: Syndefaldet har ikke fundet sted hos dem, der ikke bliver slagtet og maltrakteret af den romantiske kulturarv. Paradisets have står for den indforståede sande kærlighed, mennesket gives af og skal vokse med – livsåndens. Syndefaldet gør sig altså kun gældende, når fristelsens tvedelte slangetunge kommer ind i billedet. Og det gør den ikke nødvendigvis, nej, det står ikke i forsynet at vort kød, såvidt jeg kan se og mærke. Det, der går galt er driftighedens udvikling og herunder vort sind, vor forstandige natur i favntag med de kulturer vi præger den ved. Derfor også sprog og virksomhed dermed. – Lortens sendes videre, den går i arv via de sprog, man jo nødes til at kende, for at kunne håndtere de ting, som virksomhed dyrker og bygger op. Teknologien, teknokratiet, loven, osv. Af samme grund bliver det organiske, det naturlige i livets sfære på jord det tilbagevende, altså den oprindelige, jordnært ernærende og kropsnære livssituation på jord. Og oplysningens dagsorden sættes dermed igen i sit dannelsesmæssige forsyn, ud fra indrømmelsen af vore erfaringer med det jordnære, kropsnære, ernærende, det grødige og vækstbetonede, ja i sandhed driftige liv.

I de kønsplagsomme og køns-diskriminerende 70-80-90eres ligestilling af gud og hver mand, ja det løber ganske givet stadigvæk som et åbent ar af barberet dørmåtte indenfor statens institutionsverden og dermed i åndeligt voldtag af menneskelivets medfødte forstand i sine gudgivne køn. Pigebørn i pædagogik, pigebørn i psykologi, pigebørn i socialrådgivning, pigebørn i rettighedskamp for deres seksualitet – et ordentlig knald af kæppen, så de kan lære at holde kæft og ikke ødelægge menneskeslægtens forplantende udviklingspotentiale!!! Desuden holde op med at opføre sig nedrigt overfor andre kulturer, der ikke er ligedan, ja for det resulterer ikke blot i endnu mere vold, ikke bare hustruvold, men hele vejen rundt udi incestiøse erfaringsdannelser. - De underkuede mænd, vil nogen her høre og sige, men nej, hold da kæft, det er fornægtelsen af menneske-kæreligheden i gudlivets eget navn, der er på tale i den stupide romantiske kulturarv. Ganske og aldeles sådan, som det jo på dansk grund har været lige siden, at ”mænd” ifølge den romersk-katolske bøsse-kulturarv i de mere eller mindre statslige myndighedsgivende roller har kneppet kvinderne mod mafios modydelse af forplumrende og forloren ligestillende retfærd i lovens lovende røde roser. Mænd uden det mindste sandt oplysende sigte for samfundets livsførende udvikling via vort kongetro slægtskød - og dejlige kvinder som mødre dermed! Myndighedernes bøssekarle gennem tiderne er åndeligt set rå voldtægtsforbryder, men de har jo retten på deres side!!! – Forsmået kærlighed, vil nogen her høre og sige, men nej, kære medmennesker og kvinder i det danske, jeg flår bare hjertet ud på Jeres børn, såfremt I fortsat foragter sand ret i oplysende forstand, altså ikke gør indrømmelser i forhold til, hvad sigtet med menneskelivet overhovedet kan være, her på jord. Følgeligt begynder at arbejde i ånd-og-håndsmåde dermed. For sagens sorte kernesten er jo, at man blander platonisk stats-idealisme/romantisk politik og kapital ind i driftigheden, hvilket ikke blot er ulækkert, men grusomt som romerne, desuden frygteligt empatisk-sympatisk-sociopatisk-psykopatisk. Og det er i sandhed synd for alle, fordi det berører os alle, ikke mindst det forsynsgivende og forstandige ønske om et personligt godtlevet liv med en sund livsappetit, glædelig livslyst, der kan smitte af på omgivelsen, vort samfund hele vejen – i det mindste til ens egne børn kan overtage dén naturlige oplysningsånd med ligesåstor livsappetit på slæden med glæden henover den uskyldsrene hvide juls sne.

Og sagde man kongen i ovennævnte tids åndelige omgivelse, hvor jeg så også er vokset op i prægning af det institutionelle voldtag – og som det jo altså hænger ved i institutions-miljøet, kanske især det gymnasial-akademiske-og-social-pædagogiske landskab - så blev man beskyldt for at være tilhænger af diktatur og fikseret som en magtliderlig satan. Ja, for den kongelige forstand kunne, ifølge den tids samfunds-ånd åbenbart ikke opfattes i det almindelige danske slægtskød, der således, her i egenskab af mig og mit liv, gerne ville oplyses og gøres stærk i den henseende, så man senere kanske kunne blive i stand til at tage vare på ikke blot sit eget liv, men også al vort dermed. I hvert fald kan jeg sige, at den oplysende dagsorden med vort samfund fes ind på lystavlsen hos mig – men også i hørelse af min slægt, hvordan de andre var og så videre i voksende forståelse og erkendelse af, at man aldrig var kommet på plads med en samfundorden, der kunne tilgodese og følge med livets naturlige udvikling af menneskelivet, uden at forringe det, opbygge nye mure og lignende. Altså, at vi som mennesker ikke var færdige – og nu, hvad indrømmelse af sandseligheden i al evighed angår knap nok begyndt!!!

Åbenbaringen. – Åbenbaringen kan være en oplevelse af, at Alt er i sin orden, at alt er som det skal være, her på jord. En oplevelse, der sandseligt fortæller én, at der ikke mangler noget. Det kan godt være, at der er nogen, der mangler et sted at bo, men så finder de det eller også går de til i nød. Ja og jammen. Amen. Åbenbaringen er Gudlivsåndens optræden eller frembrud i menneskelivets forstand. Den fortæller mennesket om dét levende rige på jord, som vi tilhører. Og det er i den forstand, at alt er som det skal være: Vi hører til i og med det levendes rige her på jord. Og ikke andet, ja nærmest som om det ikke var glædeligt nok. Men det er det jo. Vi har livet kært. - Det levendes rige kan ikke identificeres eller fikseres i et billede, hvorfor fornufts-logikkernes universitære sindelag og samfundsvirksomhed dermed naturligvis intet sandt forsyn har gående i kraft deraf, men dog nok i kraft af de menneskers kød, eftersom de jo lever af det og således før eller siden alligevel nok skal høre og udføre forsynet fra deres ærlige sted. Vel også selvom jeg synes, der er meget misvisende, vidensforurenende produktion gående, som får mig til at bande og svovle over den manglende indrømmelse, tillige den manglende vækst-ånds-som-også-krops-forstandige udvikling med ”viden” og ”lærdom”. Derfor siger jeg også gerne, at universitetet skal lade sig omvende til et organitet. Også fordi det da bliver meget lettere at muge ud i svinestierne… - Det levendes rige er for os, mennesker, først og fremmest vort kød, altså menneskeslægtens kød. Og i den sande åbenbaring indgår gudlivets eget forsyn af menneskelivets gang og vækstvilkår, herunder din personlige gave og opgave til begavelse af en forløsende og udviklende gang med livets samfund på jord. – Desuden skal man naturligvis ikke betale skat til et foretagende, hvis uoplysende undervisning og livslede dannelse endsige forvaltning af det viderebringende samfund ikke handler om dét, og den oplysning af det, der hermed faldt på plads. Og det sidstnævnte er såmænd ikke en mening, ejheller en opfordring og da slet ikke en kommando, men bare et afgjort spørgsmål om, hvis hjerte og hvilket sigte, der skal først!

Vender vi nu en smut tilbage til driftigheden, så begynder den misfornøjede åndelige degenerering i vesterlandsk samfundskulturelle historie måske at afsløre sig på sine vantro elementer af idealismens institutionelle, ikke mindst videnskabs-statslige fornufts arvesynd. Hvis man kigger sig selv i spejlet og dermed tror, at man er åbenbaret, så tager man grueligt fejl. Tilsvarende med billeddannelsernes mange visualiserende syn, ikke mindst de skriftbårne, men i særdeleshed de lovmæssigheds-dyrkende af slagsen. – Ja det er vel også derfor, at man har talt om hørelse og adlydelse i den livsbårne oplysningstradition, der løber fra slægt til slægt via vor naturlige driftigheder og omsorg for børn, næsten og samfundets uddannelse dermed. Herunder ernærende arbejde omkring det næringsdrivende, jordiske vækstvilkår, som nogen ovenikøbet lige så det driver af sved fra røvhullet vil sige kommer først. Det sidste siger jeg dog ikke, for jeg kan ikke tælle til mere end En og regner derfor også med, at du hører til på den jord, under den himmel. - Men hørelse betyder, såvidt jeg kan høre og se, at der er indhold i livet, der ikke kan udholdes. Det betyder for det første, at man ikke kan vende vrangen ud på livet. Og i forbindelse med magtens vrangforestilling, den håbløse kønsforskning, klimaforskning, ja alt bøvlet med det hersens galehus i europæisk samfundsvirksomhed og for nærværende altså i lyset af den tid, jeg har levet i kamp imod dens systematisk voldtag af livets egen forstand – i det lys betyder det at den åndssvage borgers driftigheder tager patent på åbenbaringen i reference til lov, ret, forskning og fandens og hans klaverspillende hund. Løgnens liderligheder foranlediger med andre ord en vækst i selvbestaltethed, hvorved f.eks. åbenbaringen bliver opfattet som min, fremfor at tilkomme al vort. Den personlige opvækst som menneske bliver med andre ord ikke indrømmet som ganske afgørende for vort samfunds videre færd med menneskelivet, altså på sit sandtro hjertegode i gudlivets eget ganske klare navn. Tværtimod bliver den meget let kanaliseret ind i en åndelig omgivelse, der intet æreligt sandt som også sandseligt udviklende bringer.

Og dem, der her hører, hvordan store dele af hele den menneske-kundskabelige interesse og dyrkelse i sine mange fagsproglige traditioner falder med et gevaldigt klask, ja de hører dét, der hermed hjerteligt sandt bliver sagt. Nemlig at mennesket uheldigvis lige blev til en fornuftskategori i det administrative sindelag, så det administrative sindelag efterfølgende blev folkeeje – samt en ejendomsret i uskøn kobling til lovens lede lem i øret. Jeg siger: det levende vækstbud gik fløjten, fordi mennesket ifølge den statsborgerlige, retfærdigheds-tilbedende idé, altså i autoritetstroens indskolende navn blev forført til at gå mod magten. Ja af magtens eget sindelag og sprogbrug, kunne man sige; (den akademiske skolastik med sin tungnemme latinarv fra gamle dages fejltagelser, herunder den administrative tænkning, der udgør staten og ødelægger det ellers oplysende, der måtte finde samhørighed hos de kongeligt oplysningstro, de kreative skjoldunger og de folkevalgte). - Individet blev mennesket og alt det menneskeliges ånd blev følgelig givet sin fuldgyldige ret, men bare kun som et teoretisk statsborgerligt individ og desværre ikke som et levende, unikt menneske, der blev bedre til at tage hånd om samhørigheden i forsynet, givet som det er ved vort på én gang jordnære og kropsnære eksistensgrundlag, ja vort vækstvilkår. Eller med helt andre ord: Man glemte sandheden, Gudlivets-eget-vækst-foretagende og dermed den menneskelevende sandselighed i sin indrømmende og udfoldende gang. Og jeg har været inde på det vrangforstillende andetsteds: Nemlig skriften.

Ordet er vort kød og skriften er kun et udtryksmiddel, der med ærlig, personlig ansvarlig hjertevarme, kan løfte og lyse vor sande ånd lidt op. Og hør, karnovs folkefærd har jo aldrig brugt det sådan, omend de tro af dem vel helt sikkert også kender åndskonflikten i netop den boldgade. - Skal man endelig bruge den latinske betegnelse, INDIVID, så skal man være klar over, at den står for Gudlivets hele hellige ånd i sit levende vækstforetagende på jord. Når det enkelte menneske, altså en person, som jo altså bare er den danske oversættelse af det latinsk, individ, men når det som sådan bruges om det enkelte menneske, så betyder det med andre ord, at Gudlivets hele hellige ånd også har villet at pågældende skulle have Hans helende ånde og være kendt iblandt os. Gudlivets vækstforetagende ånder i alt levende på jord og det er porten indtil livets rige foretagende i al evighed. Det må du finde dig i!

Åbenbaringen af livets følelse og den føling med livet, vi vidt og bredt i mangt og meget skal afsted med, have bekræftet, så den kan helbrede os med al vort samfund, den er hverken skriftbåren eller institutionel. Nej, den er kødeligt forankret i menneskelivets eget sande hjerte, som man siger. Og derfor også at finde hos dig. Åbenbaringen handler ikke kun om mennesket, altså som isoleret størrelse, men derimod om hele menneskelivets levende foretagende på jord med sine vækstvilkår. Men det særlige leje hos mennesket, som igen og igen forfører menneskets ellers så hjertelige ønske eller tro – ja det er sådan set på plads, det er erkendt, dog ikke udbredt i sin forstandighed og ejheller helt og aldeles i vor måde med levebrødet, arbejde, livsførelse og så videre. Det særlige ved mennesket er dets sands for sin egen slægts-historie, sin egen samfundskulturelle arv og lignende. Ja, man kan også sige det på en anden måde, så det netop ikke står i voldtag af én stor forkromet historie opretholdt via diverse referencepunkters institutioner: Menneskets særlige sands eller åndsleje kan for eksempel give sig tilkende ved, som det så ofte finder sted, ud af den blå luft at sige, hvad det i et nu mærker: Det er forkert!

Kanske sker det ikke højlydt, men det sker dog og reaktionen hos mennesket er ikke til at tage fejl af. Jeg mener, der vil være følgevirkninger af den blå lufts udsagn i kødet på mennesket. – Thi det er gudlivet eller livsåndens egen stemme, der melder sig så, altså når hjertet reagerer som sagt og skildret. Det særlige ved mennesket er, at det kan opnå kontakt med livets egen ånd. Ja, det er for eksempel det, der gør, at der findes noget sandt, noget fuldstændigt alment sandseligt sandt i, ved og omkring vor kropslige egenart. Herunder den unikke egenart, altså det personlige, der vel at mærke ingen kopi gives. Vi er inkarneret af det unikke livs realitet og kommer sådan set aldrig udover det faktum. Men vi er dermed sagt ikke bare, sådan uden videre i levende kontakt med vor unikke ånd og opgave derved. Jeg siger: Menneskets personlige egenart, unikke ånd, skal først indrømmes eller mærkes i menneskelivets naturlige sigte og forplantende gang. Og det kan andre ikke vide, hvad er. Eller med mere moderne ord: Pligt og ansvar, samt frihed til den ende, handler om at udfolde sit sande livs bestemmelse og derigennem være det bidrag til samfundet, man i forvejen, i forsynet er. Og derfor står pligt og ansvar i livets eget navn, tillige med en fordring om at være hjertelig sand, altså ærelig ved sit bidrag, den man er. Jada også, da næsten så på tilsvarende vis kan blive indrømmet eller bare opløftet deraf. Sådan løftes samfundet i hjertets eget navn op til sit egentlig forstandigt samfundne, ind-og-udlevende, ind-og-udåndende vækstleje. – Pas derfor på, at du, med hensyn til pligt og ansvar, ikke kommer til at løbe satans ærinde, thi da bringer dit liv intet, der er værd at tage bestik af udover, hvad kniven og hundeejernes gafleri angår.

Og vender vi nu en smut tilbage til ægteskabet som led i den ægte skabelse af menneskelivets samfund. Den ægte skabelse af livet sker naturligvis ud fra livets egen grundvold, Gudlivets egen beskaffenhed udi sine drivkræfter, sine vækstmåder. Menneskelivet er fremkommet eller fremvokset ud af den omstændighed, det faktum, at der er levende kød på jord. Dyr, kalder vi det faktum. Vi tilhører i en vis forstand dyreriget og har jo altså også et planterige nødig for vor beståen som sådan. Dyrene i dyreriget kan som det er kendt inddeles i mange forskellige slags ud fra deres særlige, karakteristiske egenskaber, hvormed man så tilsidst kommer frem til det dyr, der sidder og gør sådan: Pattedyret kaldet mennesket. Fra mennesket til menneskelivet er der som bekendt et helt afgørende skridt, nemlig indrømmelsen af, hvad livet går ud på i menneske-samfundets tilfælde. Når den indrømmelse finder sted som det naturligste i hele menneskelivets omgivelse, altså uvilkårligt og så ganske og aldeles medfødt af menneskeslægtens egne bånd og arvelige egenskab i sit rene element, ja så er det ikke dyret, det patter på, men moders mål og faders stemme i livets eget navn hos pågældende. Deraf vokser det så op og i voksende kendskab til, hvordan man opretholder livets familiære hjem ved at arbejde for føden og lære noget glædeligt derved. Den ”lærdom” er og bliver helt afgørende for menneskelivets videre færd og den er jo vel-at-mærke-sig ikke først og fremmest givet ved diverse formuleringer af det rigtige-eller-forkerte, rette-eller-urette, men derimod givet med hjertevarme, forståelse, sands for mennesket hos hinandens unikke personlighed, samt evne med at arbejde på sagen og skaffe til føden. ”Lærdommen”, som jeg her taler om den i sit naturlige vækstleje, næringsbetonede leje, er et sandt hav af omsorg og omtanke for livets eget menneskekød, barnets trivsel i de voksnes trivsel, der jo videre ernæres gennem samarbejdets trivsel omkring brødets tilvejebringelse og videreudvikling. Ja, så den ”lærdom” lader sig ikke gøre uden troskab i kærelighedens sande navn. - Hvor meget vil I gi’, altså hvor meget vil I af med, for at modtage den lærdom?

Menneskebarnet vokser således op og ind i en samfundskulturs måde at leve på. Men mere vigtigt er det at få sagt, at den omsorg og omtanke, der måtte være næret i hjemmets ånd mellem forældrene, giver det pågældende barn en sands for sit eget liv og dermed også en sands for tro eller pligt til at finde vej med det fremover. Sådan forplanter kærelighedens tro ånd mellem forældre sig til barnet, uden at det bliver til et princip. Nej, tværtimod danner det en rørig og kreativ åndsforstandighed som personligt menneske, der dermed sagt allerede er i gang med at suge til sig og bevidne livet på jord. Og med andre, mere moderne ord for den kærelige åndsforstandigheds dannelse, så det: Selv kan sandse dét, livet gælder om. I sand åndsforstandighed som menneske er spørgsmålet aldrig, hvorvidt sandsen for dét, livet så gælder om, kun gælder for mig, ham, hende, dem, ingen og alle andre. Nej, når dét, livet gælder om sandses som sådan hos det åndsforstandige menneskebarn, så er pågældende person klar over, at det vedrører alle andre, altså menneskelivet. Tillige at det ikke er lig’-gyldigt, hvordan vedkommende selv finder vej dermed, eftersom ingen andre jo kan tro, der skulle komme noget godt ud af dét, livet gælder om. – Jaså hør, for det sidste bliver meget let håbløst, og ganske som vi kender alle de selv-realiserende bevægelser i det forrige århundrede. Endog på samfunds-niveau/stats-niveau iform af krav om anerkendelse som selvstændig stat i det internationale og altså mellemfolkelige miljø. Den håbløshed skal vi forstå, thi livets egen selvstændigheds-bevægelse hos personen, det enkelte menneske, der vokser ud af hjertevarme familier – kan ikke finde sig i den håbløshed, nej, det må ikke gå i stå dér. Nej, gentager jeg lidt hårdt, for så bliver det ikke menneskeåndeligt udviklende af livets eget samfund.

Når man er kommet i glad vej med sit personligt stillede livs kød, så oplever og ser man tilsvarende andre ligedan. Men kanske også dem, der ikke synes at være kommet i glad vej med deres liv på tilsvarende vis. Det kan godt vanskeliggøre ens Vigør, al den stund at erfaringen kan blive, at man tilsidesættes på grund af sit sandgode opdrag. Vi er dem, de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab lød det i en social-demokratisk slagsang af den store folkeskjald, Kim Larsens åndsforstandigt medierende danske stemme. Ja i det hele taget er man, når man altså er kommet i glad vej med sit personligt stillede liv, særdeles opmærksom på alt dét, der tærer på glæden og dermed sandheden: dét, livet gælder om. – Nå, men den ægte skabelse i gang med sit liv sker altså gennem indrømmelse af det sande livs naturlige driftighed i lyset af sin egen unikke sands for det. Når driftigheden så kommer til kønsdriften, så ryger åndsforstandigheden ad helved til, hvorefter der så riddes løs på gud og hver mand og kvinde, indtil ægteskabet føres ind over den platoniske stats love og samværet bliver til en forpligtende politisk lov-aftale med trussel om fængselsstraf og skattegrundlag i baggrunden resten af vore dage!!!

Jeg siger: Ganske som sand tro, pligt og ansvar kun kan stå i ærligt indrømmende tag med livets eneste ene gode gang på jord, ligeledes er det med ægteskabets ægte samfundsskabelse. At man har holdt sammen som ægteskab er ikke ensbetydende med, at man har været ægteskabende hele livet igennem. Det er dét, jeg vil frem til, erkender i tråd med de vante samfundsinstitutioners kultiverende, ja adfærdsregulerende følgevirkninger - fordi det handler om troskaben, sandheden og vor åndsforstandighed som menneske helt fra barns ben, dermed også skal opfattes i lyset af de sprog, kulturer og virksomheder vi præges og forføres af. Når ægteskabet føres ind i hele lovreligiøsitetens forkrampende institutioner, så er der sgu da ikke noget ærligt sandt lys i samfundskødet længere. Ja, jeg siger altså, at man i nogen grad har ført ægteskabet ind i det administrative sindelags systembyggeri, desuden at det har den effekt, at der intet samfundet sandt og hjerteligt varmt kan udgå fra ægtestanden på den måde. Det bliver til statsborgerlige ægteskaber med selvhævdende rettigheder eller man kan sige til ægteskaber underlagt platonisk kærlighed, idealisme, bylden af utro sprogs logikker ganske som danskeren helt fra barns bliver hængt op på dem i forvejen. - Friheden, livslysten og sexlysten kommer stadigvæk ikke med ind som den naturligvis skal på åndeligt udviklende vis, men bliver derimod ligesom driftigheden i mange andre sammenhænge en vedhæftet fil på en email i Post Danmark!!! Du må gøre lige, hvad du vil, men du skal bare lige aflægge regnskab og dokumentere din færden, ned til minuttet, så vi kan være sikre på, at du ikke snyder!!! - Det er sådan set ikke livets egen ånd vi med glæde følger, men en hævdvunden rationalisering af det gode samlivs druknende vaner. Og svaret derpå skal nok falde, for det handler om driftighedens indrømmelse i livets eget sigte. Mennesket skal ikke blot lære at vende den anden til kinddans i forhold til idealistiske foretagenders ånd, men at trække vejret ned i maven og gøre noget helt andet, når de udånder handlingen igen. Ikke mindst sådan, at idealistiske foretagenders logiske udsultning af vor driftige menneskeånd må lukke deres virksomhed og kvæle deres børn.

Mit svar bliver vel, sådan rundtenom og indtil videre, at vi endnu ikke har fattet, hvor naturligt menneskelivet kan være og leves i kraft af sin hjertetro sandseligheders erfaringsdannelse med samfundet. Eller med andre ord, at vi smides af den bevægelse med livet, i fristelsen, som det så hedder – ja, men hør fristelsen er jo blevet til faldloven for masse, masselovgivningen og dens institutioner, fordi som jeg tidligere var inde på det, at vi har glemt levebrødets dagsorden. Den forstandige nærings nærhed i livet. Arbejdets sigte og sigtet i arbejdets vækstmæssige omstændighed. - Staten og arbejdsmarkedet, kapital-staten, står som en sort satan på vor vej, da den ingen sand bæredygtig og vækstgivende ånd kan foranlede og udfolde. Jeg mener, det kan kun opretholde liv i kraft af syge og dårlige domme, ikke oplyse livet og uddanne menneskelivets samfund derved. Jeg tror derfor, at vi med andre ord skal ned i materien igen og bekræfte, hvad sandt er, alt, hvad vi overhovedet kan. - Og hvad sproget angår have rengjort det danske modersmål, så vi kan blive klar på, hvad vi taler om, dernæst, hvad der faderligt er på tale i hensyn af vort hjemlige danske kød og samfund dermed. Et samfund, der vel at mærke også tæller de tilkomne som ligeværdige mennesker, såfremt de altså vil bo i Danmark. Ja Naser Khader og Farshad Kholghi, de er jo frimodigt i gang med livet på dansk, hvilket er dejligt at se og høre. Så nu mangler vi bare flertallet af danskerne, men især de åndssvage borgere, som jo er sådan, fordi de er blevet kvalt i retfærdighedens navn. - Måske tør jeg endda sige: Når sandseligheden med vort danske kød ikke opretholdes og vedligeholdes i lyset af livets naturlige, altså trolige driftighed – herunder den danske stemme til formidling af ordet, vort køds ånd – så opstår der sigtesløs driftighed, der ingen ende vil tage. Og som sådan jo altså også går i forplumrende arv for kommende generationer at skulle kløjs i.

Væren. Oplysningens tradition er ikke en institution, ejheller en tradition som sådan. Nej, den er vort kød set og mærket, ja sandset i lyset af livets egen sande ånd til os og derved også samfundenes sigte på jord. Al mening, al sandhed, al sandselighed står deri. Og indrømmes det ikke af os med hver vort, så kan fanden stå i det. Endda så meget, at ingen mening, ingen sandhed, ingen sandselighed bliver at se og mærke, ja sandset i lyset af livets egen ånd til os og derved ejheller kommer til at bekræfte samfundenes hjertegode sigte på jord. Og ganske enkelt fordi, der da ikke er et hjerteligt kød at mærke mening, sandhed og sandselighed ved. Der gives med andre ord ingen sandhed uden hjerteligt menneskekød af sandse den ved. - Desuden er det her, på det punkt, at fornuftens mange logikker og fagsprog rent ud sagt knækker halsen på menneskelivets samfundsmæssige dagsorden. Og tilmed grundet deres nedarvede administrative position i sit selvstændiggørende sindelag. Der er ingen sand hjertevarme i dem - og hvad fanden skal vi så bruge dem til? Til at lade wanna-bee-psykopater lege forskere og indretnings-arkitekter til efterlevelse for kommunalarbejdere og de åndssvage borgere, fordi de kommer fra utro hjem, hvor man i selvhøjtidelig overensstemmelse med loven var logisk forklarende af alt med rette? Nej, Vor Herre Bevare Os.

Da jeg kom forstandigt i sving med den metie, der består i at sandse, tænke og erkende, og da det kun i en mere indgående forstand lader sig gøre på overførsels-indkomst, SU, så og sådan forblev det forstandige trods alt livets egenret. Det var lånte penge, der skulle betales tilbage i oplysningens valuta. – Men det forstandige blev da også sigtet med at komme til klarhed derom, så jeg måske kunne blive til noget!!! Det lod sig ikke gøre derfra, fra universitetet og da slet ikke, da man på det introducerende år med filosofi-historiens kongerække så listigt havde pillet biblen ud. Føj for satan. Ja, for jeg havde ikke læst biblen hjemmefra og var da sådan set også ligeglad, da jeg såmænd bare var i god tro som en forstandig godtroende knægt fra landet vel nu engang ofte er. Det blev jeg dog ikke ved med at være, altså glad i det ligeværdige hjerte på selvstændig vikongelig vis.

Desuden havde jeg været på højskole indenda og forstod velsagtens derved også, ja kanske blot indirekte, at den akademiske lejr meget vel kunne have sin helt egen dagsorden med det samfundsmæssigt endsige menneskeligt uddannende. Om det er naturligt skal jeg ikke kunne sige, men det var naturligt for mig, at det måtte være eget livs indsats for det danske samfund som sagen drejede sig om, uanset hvad den ellers måtte dreje sig om. Jeg siger: En hvilken somhelst satsning på at lære og forstå noget mere om livet og samfundet kan jo altså ikke komme til at handle om andet, når man er bondefødt og arbejdsomt opdraget. Jaså, hvilken lærdom og hvilken forstand satser vort samfund på? - En faglig én, så der kan blive endnu flere fagforeninger i livets egen samfundsånd? Gud-fri-mig-vel, hvor er niveauet lavt på landets universiteter. Ja, jeg kan ihvertfald ikke stå inde for det. Og fortæller som beskrevet gerne hvorfor.

Sprog. På et tidspunkt kom vi til sproget, det vil sige: at have sprog som genstand for sin tænkning. Der er jo mange fagsprog, dog til stadighed kun Et nærværende liv-og-samfund at opretholde sin tilværelse i og udbedre noget ved. En studiekammerat og jeg diskuterede vanviddet forbundet med en sådan sprogets dagsorden, fordi det er indlysende at ens eget sprog, altså modersmålet, før eller siden også gøres til genstand for den tænkning: videnskab i selvrefleksion, der vel at mærke ikke fører til ordet. Eller allerhøjest kan gøre det indover skriften, der nu engang ikke stadigvæk ikke er ordet. (Ordet er erkendt hos mig, så pas på, hvilken ånd, I taler til mig I. Det var ikke en slåfejl. Og det betyder: Jeg hører ufrivilligt kødet i ET og handler tilsvarende. Derfor sidder jeg her og lader sandheden opstå i det danske sprog omkring de ømme punkter i kødet, så de kan heles - og satans løgn tabe sit ansigt. Det formuleres naturligvis kun som et vidnesbyrd til medhør i helligånden, da man jo ikke kan godtgøre al vort via næstens vantro legeme). - Nå, men bortset fra pardentosen, så holdt jeg mig af samme grund på lang afstand af semiotik, semiologi, der jo videre så har ført til neuro-logisk hjerneforskning og jo altså hele den psykopatiserende bevægelse, der følger deraf, fordi videnskabsmanden i den henseende sidder med en teoretisk indsigt til at imødegå vanskeligheder med, men ej en ligeværdig hjertebåren og sandfærdig medmenneskelig ånd. Den, der jo ellers forstår det hele i forvejen og deraf naturligvis må give sine udtryk, trutte ren røv og kippe med flaget. Kort sagt skal videns-aristokratiet altså høre op og falde til jorden. Omtalte bevægelse er især foregået på sygehusene, det jo klart.

Jeg har ikke noget imod tænkning på dansk, ejheller omkring sprog og diverse udtryksformer, men så bliver det altså stadigvæk som oplysende fritænkning til at kaste de åg af os, som vi slæber rundt på i forvejen – og ikke til at fylde dens spande op med logisk tempelridderi udi videnskabs-teknologiernes nye landvindinger på markedet, såsom ti forskellige mobiltelefoner, computere, Ipods og guldrapporters regnskaber, men ak og ve, ingen aktiv kommunikation, jeg mener ingen sand meddelsomhed, hvor der bliver sagt noget, der ikke blot rører hjertet, men også løfter det op til al vort. Den, der jo kommet af Gudlivets egen ånd i trolige hånd. - Og seså er man kanske ikke rigtig klog, nej, for så hører man jo ikke længere efter dét, der bliver sagt, men måden det bliver sagt på som en anden revyvise engang sang det. Ja eller rock-tøsen: Det er ikke dét, du siger, men mere løgnen i sig selv; Det er ikke dét, du siger, men måden du får sagt det på. Og farvel. - Iøvrigt bliver der, som jeg har været inde på det, tilsidst sagt så meget, der overhovedet ikke udtrykker noget forstandigt sandseligt om livet på jord, det nye vidnesbyrd, det liv og samfund vi står, går og har at gøre godt med. Ja, mennesket springer vel til stadighed over, hvor gærdet er lavest, for at nå hjem og se hækkeløb i fjernsynet!

Begreb. I den opvækst, jeg blandt andet og andre er rundet af, var man nødt til at finde et tag, der kunne flytte noget møg. Koen sparkede og jeg blev hidsig, men ejheller det hjalp, da lorten jo altså ikke kom op i børen og ud på den måde. Så løb jeg ind og tog et stykke sorbits-tyggegummi, for at få ekstra kræfter. Det hjalp lidt, indtil man så gled på udkørings-brættet på møddingen, fik håndtaget op i hagen og helt ufrivilligt kom til at spytte det nye stykke tyggegummi ud. Æv, æv og øv. – Så kunne man lære dét: At komme ned i maven, sandse dét, man står med, tage fat om det, løfte op og blive ved indtil der ikke er mere lort at gøre godt med.

Jeg bilder mig ind at kunne sige, at den gamle oplyste forstand var meget nøjeregnende med sine begreber og begrebsdannelser i viden-og-indsigts-mæssig sammenhæng. Sproget var sekundært og begrebet primært. Vidste man, hvad man talte om, var det mindre vigtigt, hvordan man talte om det. Ja, og så blev det vel rent faktisk og ikke sjældent en bekræftende gave, at forskellige mennesker på kryds og tværs af erhverv og uafhængigt af hinanden på hver deres måde talte om det samme. Og lige netop, så det kunne høres som noget liv- og samfundsbetonet, der skulle vendes i æteren. Fordi det kom frem, ja fordi det kom frem for dagens lys i sin guddommelige egenret. Der var en ret, der ikke stod til diskussion – og det var livets egen, GUD. Der blev snakket og diskuteret i hjemmet, om hinanden og strømningerne i kulturlivet, forsamlingshuset, kirken, kongen, regeringen, embederne, foreningerne og så videre – men når det for alvor gjaldt, så var der kun GUD. Når ulykken indtraf og helvedet brød løs i hjertet og familierne, så var der kun GUD. Og så var det fanden fisme da ligegyldigt om han var treenig med sig selv eller ej.

Sådan var det vel grundet landets romersk-katolske arv. Der var ingen sand plads til Vor Herre – før nåden indtraf ad den benhårde vej, så Vor Herre efterfølgende, for dem, der klarede den, blev til noget, der var for tøsedrenge. I luthersk forstand derimod, der bestod opgaven i at løfte den sandt hjertebårne kærlighed op gennem AL menneskesorgen og såmænd op over den papirtynde og således benhårde Gud, hvilket ikke lader sig gøre, hvorfor det betyder: indtil Han indrømmer dit liv en plads ved hans højre hånd, som salig og kyndig fritjener i troen, livet. Og hør, det kunne altså få førnævnte tøsedrenge til at ryste i barnehjertets slikpose med sine logiske bolsjer, fordi de da fik at opleve, hvad de havde givet køb på, nemlig den sande menneskelivsglæde i sin varme som den forbliver i Guds frimodige natur. Væksten til opretholdelsen af menneskelivets samfund i sin oplysende dagsorden. - Sådan, noget i den retning gjorde man, for at komme frem til år nul i personlig forstand og altså fri af den romersk-katolske stats åg med sit embedsvælde, tillige dens version af Gud, Konge, Fædreland, fordi det alt sammen stod i fornuftens selvrådende sindelag og derved forhærdede sig i et løbsk hierarkisk håndelag. Læs: magtfikseret hovedanliggende, der således set og sagt glemte både maven og hjertet. Driftighedens arne, vor sandseligheds grøde til gå-på-mod med krum hals udi trivslens helbredende sigte.

I oplysningens navn brugte man skriften til at undersøge og afklare sig omkring livets store spørgsmål. Samt til at mangfoldiggøre de svar, det måtte bringe. Og det gør man jo stadigvæk. Man samlede sammen, gjorde sit bedste og leverede sin høst til samfundets lade. Men det jeg vil fremhæve er, at man på den vis kom til klarhed omkring de forestillinger og vidnesbyrd, ja vel også fortællingernes hønsefjer, der nu måtte være i omløb. Man samlede sig om det sandsede, tog bestik af det og sorterede så ud fra GUD og hver mand sit med alle de oplyste begreber man nu samvittighedsfuldt og til tider sikkert også selvindbildt kunne køre i velten på den konto. Sandselighed var alle udstyret med, men kendskabet til dens værdighed, dens hjertelige midte som almindeligt menneske på jord, det var ikke givet. Den medfødte menneskeværdighed var ikke oplyst som almen og alment samfundsuddannende i sin hjertelige tro. Det var ikke klart, hvad Gudlivet betød for samfundets opretholdelse og videre vej med mennesket i sine slægter, ejheller for den enkelte i sin lyst og nød. Klart var det dog, at når det virkelig gjaldt al vort, ja så var der kun GUD. Underligt nok var ingen i tvivl om den sag. - Sådan er det kanske ikke i dag, men jeg lægger jo altså ikke skjul på, at jeg gerne trækker sparekniven i et sprog, der ikke er af økonomisk-juridisk art, så de patsvage kan komme ud på herrens mark og fatte deres løgn, istedet for at sætte den i arv til forpestning af hele samfundsforetagendet, ikke mindst uskylden hos de kommende børn, så de netop ingen sand skyld, dermed intet sandseligt ansvar kan komme til forstandig indrømmelse af i eget livs afstadige gang. Og værre endnu: ingen øvelse og træning, altså undervisende oplysningshjælp til den ende kan få.

Den oplyste forstand er man aldrig kommet sovende til. Den tog sit udgangspunkt i barndommens livsappetit og mod på livet og blev, såfremt den gik videre dermed, begavet med alskens indsigt og sandselighed i Gudlivets eget foretagende. Den gjorde fri, uden at skippe hjertelig ret, ærbødig indlevelse og næstekærlige opgave. Og den forstod, ifølge min version derom, dermed på en gang at være og gøre trospligten som en glædespligt i allerbedste indforståede menneskeforstand, fordi den var urørligt sand ved sin gavmildhed. Også selvom den til tider udførtes af den bestemte mines sandseligheder. – Man opmærkede næsten, når man på naturlig vis fandt anledning til at gøre så og det blev ikke sjældent påskønnet, ja kanske først langt senere i livet, når mindeligheden kom til sin ret. Sige kan man også, at det var sådan, fordi der i mangt og meget ingen norm var for det rette og rigtige at gøre, nej man var prisgivet hinandens måde med livet og kreativiteten i det hele taget, at komme på noget og håbe på det bedste. Og hør: Sådan er det da vistnok stadigvæk!

At komme til klarhed om dét, livet handler om, gælder stadigvæk for oplysningens dagsorden: Vort samfund, vore uddannelser og livsførelse i al almindelighed. Og det er vel klart, at udgangspunktet kun kan være det, som det personlige menneskeliv har på bedding på hjertet for al vort. Hvorfor al vort i det mindste også må oppebære og vedligeholde sit sigte, så personen kan mærke sit livs levende gave og opgave i den henseende: Gudlivet, Mennesket og Samfundet. Ellers afstedkommer samfundets såbede ingen mening, ingen sandseligheder at varetage som et gode, hvorved vi jo altså alt for godt ved, hvad der så sker, nemlig evindelig social kamp og blind indoktrinering i diverse paroler at skulle rette sig efter, sågar indover lovgivningen . – Det sigte, i sin strid med sidstnævnte batalje, ja her begynder så klamphuggeriet med det universitære, desuden alverdens ballade og værdi-politik, der tilsidst af bitter nød ganske enkelt har været nødt til at følge den bedrevidende videregående argumentations mange fornufts-tekniske forslag i mellemlagende, istedet for at gøre det forstandige, nemlig at jævne universiteterne med jorden, så der igen kan komme til at foregå indrømmelse af sandhed på almindelig vis.

Oplysningens sigte angår vort kød som menneskeslægt, det familiært forplantende, ja, men videre derved også arbejdslivets glæde, hvilket betyder at kroppen og den sandselighed, der nu måtte være involveret i håndteringen af pågældende arbejde også agtes og indrømmes som sådan. Ellers afstedkommer den ingen sand udvikling af vort samfund og da kommer bæredygtigheden eller rettere sagt manglen på samme pludselig bag på os. Samfundet er sådan set en selvforsynende organisme, der mangler ikke noget, bortset fra sigtet, der kan opretholde og tilvejebringe sandsen for det som sådan. Et udviklingssigte i tilnærmelse og ikke fornærmelse, kunne man dristigt sige. - Danmark er med andre ord, på mange måder et bæredygtigt samfund, men det skal være bæredygtigt i sand forstand, altså i indsigt af sit livsmæssige foretagende på jord. Det er der samvittigheden er, tillige det oplysende vækstgode, vi har nødig. Hjertegod ånds sandselige adfærd helbreder, hvorfor arbejdsmarkedet iøvrigt ejheller kan undslippe en udvikling i den retning. Alle de umulige beregninger, tal på bundlinien og statistikker for, hvordan det står til er intet værd, når man ikke kigger på kødet, ser på det menneske, der præges af samfundet og dermed, hvor uskønt det i mangt og meget er. Det skal indrømmes, fordi, nej, man kan ikke kan sminke det bort. Det er ikke blot dem, der måtte føle sig tilovers eller bliver forført udi dumheder, jeg taler om, nejda må gud være med dem, det er de ulækre, der intet sandt menneskeligt indrømmer til gavn for livets samfund på jord og gudhjælpme samtidig bilder sig ind at være i deres gode ret dertil med diverse henvisninger.

Med sigte mener jeg også ånd. Dvæler vi for en stund ved dét, uden at gå i hi som den søvnige bjørn, der ej er farlig, når blot man er varlig og ikke tror på den, så vil ledelsen, jeg før har været inde på måske komme tilsyne. Hvem tegner sigtet for vort samfunds virksomhed under Et, DANMARK? Og hvordan bærer vi os ad med at bekræfte det i vor gøren og laden, stort som småt – og uden at det bliver romantisk, ejheller en konkurrence i forhold til vore nabolande, derimod en koncentration omkring vort land og liv med god samvittighed. Hvordan gør vi dét? Og vel især med hensyn til de velkendte samfunds-institutioner, hvor vi afleverer vore børn til halvdelen af deres opvækst og således meget let kan forårsage en uskøn skizzofreni i hele deres liv. Netop når den ånd, der foregår, dvs. de sindelag og håndelag, der virker i de institutioners arbejdsliv og beskæftigelse af børn og unge ikke kan indrømmes som livets eget, ikke kan sandses som værende sande, ægteskabende og dermed ejheller være bæredygtige for de pågældende liv, der præges deraf. Stats-skatteborgerens folkeskolebarn og arbejder er jo ikke mennesket, vel! Og da slet ikke hjørnestenen, nej for så samler jeg den altså op i begge hænder og lade den falde dump ned over hele den danske befolkning af åndssvage borgere. - Hvordan bliver vor sandselighed udviklet på forstandig bæredygtig vis omkring levebrødet, åndsbrødet og kropskødet?

Den oplyste forstand, der talte og talte førhen, den var som sagt vokset ud af barndommens livsappetit og hjertemod. Før den fik set sig om fandt den sig midt i livet og i færd med et-og-andet, der nu faldt vedkommende ind at beskæftige sig med, kanske gøre til sit levebrød med sine medarbejdere. Det synes jeg er ganske dragende, altså driftigheden. - Men hvad var det, der fødte den, for det var jo ikke bare eller kun sur nød, nej, derimod velsagtens kreativitet og lyst til virksomhed, at få noget fra hånden, at se noget ske og bringe noget iorden derved som også kunne bære. En god handel måske eller over tid bare at finde sig sit leje i den fødekæde, man blev en del af. SVAR: Kirken og Kongen.

De to under Et tegner fortsat sigtet i vor ånd, men sågud da afhængig af hver vor trolig hjertefrie indrømmelse af dét, som de i egentlig sand forstand står for og altså ”vil” med al vore åndedrag dermed. – Og hvad det så er ifølge din hørelse deraf, kan jeg ikke afgøre. Men faktum er ikke desto mindre, at Kirkens tro i sin danske udgave i al evighed står for menneske-kærelighedens oplysning livet igennem og Kongehuset symbolsk for slægtens jordnære gang i Danmark til og med dermed. (Og statens/lovens ånd og foretagende eksisterer ikke længere hos mig; det skulle da lige være, når tanken falder på de mennesker, den holder som gidsler i livet før år nul, for at opretholde eget levebrød og mening med livet: at have med mennesker at gøre). - Hvordan får vi kirken og kongen i arbejde på hjertet af det danske menneske, så der kommer noget sandt og sandseligt befordrende for livet fremover ud af det? Jeg mener er der stort andet at gøre end at få fornuftens svinehunde smidt på porten og altså med andre ord lukket den universitær-statslige løgns plattenslagne logiske banker ned, så mennesket kan genopstå i livets oplysende samfund omkring det sande vækstvilkårs ånd-og-håndsmåde, og med det oplysende folketing siddende ved Guds højre hånd til bekræftelse af vor i forvejen givne ledelse med det?

Uddannelse. Livets uddannelse begynder i det øjeblik, du kommer ud af moders mave. Forhåbentlig er både din mor og far omsorgsfulde for dig de første mange år, ved at være tro mod den hellige kærlighed, som du i sandhed også er for dem. Ellers kan du ikke vokse i en naturlig oplysende forstand og de ejheller blive til mere med deres ægteskabende liv. – Da nu mor og far allerede sidder fast ude på det kapital-teknologiske arbejdsmarked, for at tjene penge til at købe brød i brugsen, opretholde landets bankforretnings falske vækst i sindets afdrag over nakken, ejendomsmæglervirksomhedens gode handler, når huset skal sælges, håndværkerbranchens hjemmeservice til forbedringer til den ende, ingeniørbranchens K-værdi-rapporter til gavn for hele miljøet og klimaet i den ganske verden og endeligt penge til at betale skattedamens løn for sit arbejde med at hjælpe de syge og de svage i samfundet, samt holde gang i den gudsforladte uddannelsesbranche, der intet bæredygtigt nogensinde kommer til at mønstre – ja så bliver det nok lidt svært at tale om uddannelse af dig i oplysende forstand. Og derfor kommer uddannelse med andre ord til at handle om samfundsuddannelse. Samfundet skal altså uddannes af den oplysende forstands ånd, for at også du kan blive uddannet deri – og ved – og med. Ja.

Det betyder, at vi KUN kan uddannes af det samfundne, tillige at det er nødt til at være så sandt, at det på bæredygtig vis kan befordre vor sandselighed som personligt menneske i livet, ja for ikke at komme til at voldtage den medfødte sandselighed, der jo netop er hele gaven og opgaven at fremme. Undervisnings-differentieren har man kaldt hensyntagen til forskellige typer personer, intellekter og deres indretning – ja sikke dog en ingeniøs arkitektur, man efterhånden er nået frem til omkring det at lære, hvad der i forvejen er dødt. Altså for ind i helved da med bolde i kasser til indlæringen af matematikken, er det ikke faldet Jer ind, at menneskelivet ikke skal lære det samme generation efter generation, fordi samfundet dør derved, vantrives, bliver sygt, indavles, skrumper ind. Ja, fordi det ikke er livets samfund, Gudlivet, der vil det sådan. Har I slet ikke lagt mærke til, hvor små mange danskere er blevet, sådan rent fysisk - og andre ligeledes store ovenpå sorgen, altså i den romantiske selvindbildnings dracula, der jo gør stærk, men kold. Skolerne, den statslige ånd og kapitalens kolde logikker er ganske enkelt helt inde at regulere livets egen vækstgang i maven og hjertekødet. Og så kommer der ingen ny ilt til hjernen. Ja, det er så dumme, så hjernevaskede de er i kapital-statens, den videnskabs-stats-kommunistiske fornufts svinestier; åndssvage autoritetstro borgere. – Nå, men det i sandhed samfundne her på jord, hvad er det? SVAR: Gudlivets opretholdelse af sin dagsorden med mennesket omkring levebrødets absolut sande og kærelige fordeling af helligåndens vækstvilkår. Den som lidet har…

Er mit liv Jeres? Nej, det er sågud det ikke er. Mit liv er mit som Gud har skabt og villet det i min moders mave, befrugtet af min far – jeg kommer fra faderen, siger sædcellen, mens den stryger lige igennem skallen og ind til æggeblommen. Men derved indgår jeg ifølge hans nåde også i al vort på jord. Og som sådan blev jeg født og som sådan er jeg af det samfundne liv, der på ligeværdig vis også er Jeres. – Hvad er det samfundne så i nærmere forstand, hvordan uddannes vi af det, kan man vel så stadigvæk spørge i tilnærmelsens sigte? Og det er her, at det nye vidnesbyrd kommer ind. Listige retorikere og benhårde logikere er ofte opmærksomme på, om der opstår cirkelslutninger – mens sandtro mennesker er det af hjerteligt opstandne grunde, som man siger. Reaktionen er imidlertid den samme, når svaret er dårligt: Hokus Pokus Filihankat og Gud sidder på skyen, nede i EU. Får man ikke noget med, så kan det hele sgu også være lige meget!!! Øv, er der ingen kaffe.

Det samfundne kan koncentreres på forstandig vis i skriften, det vil sige ved at sammenfatte de ord, der hører til det levendes rige. Jeg kalder det også organisk. Det er jordens grøde, marken og skovens grøde, vildt, husdyr og spiselige planter, mv. - At gøre det rejser synet eller sandsen for det egentlige vækstvilkårs omstændighed på jord: Vort eksistensgrundlag. Og det skal naturligvis for Danmarks vedkommende gøres i det danske sprog. Ja, det er såmænd nok gjort indtil flere gange, og står såmænd sikkert nok allerede skrevet i en eller anden støvet bog på et bibliotek eller på en blog. Dagsordenen er desuden gående i diverse foretagender, det landlige køkken, de økologiske råvare og husdyrbrug og lignende i den dur. Alle véd det sådan set godt i forvejen, så der sker jo noget andet og mere, der åbenbart også hører med. Og især, når man taler om hele samfundets dagsorden.

Der sker blandt andet dét, at det pludseligt bliver konkret og ganske nærværende: Der er nogen som dyrker korn, nogen som avler grise til slagtning, nogen som avler kødkvæg, nogen som holder malkekvæg, nogen som dyrker skov, nogen som går på jagt og skyder vildt, nogen forsøger sig med kollektive landbrug, mens nogen klarer den selv og ved naboskab. Ligeledes gælder det med håndværk og fremstilling: nogen maler, murer, tømrer, snedkererer, nogen er værktøjsmagere og atter nogen er producenter af materialer. Og købmandskaber: nogen er brugshandler, nogen er tøjhandler, nogen er bilhandler, mens nogen handler med knapper og knapheder. Og industrien: En masse. - Endeligt kan man nævne sprogene: Nogen lærer fransk, så vi kan tale med franskmændene, nogen tysk, russisk, arabisk, osv. Og kroppene: Nogen danser, nogen dyrker gymnastik, nogen spiller fodbold, håndbold, osv. Og kunsten: nogen spiller musik, nogen dyrker teater, nogen synger sange, nogen går til ballet, nogen skriver romaner, osv. Og tallene: nogen spekulerer, nogen regner med andre folks penge, nogen fører regnskab, nogen tæller løs på alt, der passerer forbi og atter nogen regner den bare ud, osv. Og sådan set gør vi alle på forskellig vis, i forskellig udstrækning lidt af det hele livet igennem. Det er bare ikke ORDET, al vort kød.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud – så dér er det altså ikke længere. Nej, for lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske er jo forlængst kommet til verden. Det er 2010 år siden, så mon ikke det snart er sket. Mon ikke snart, der er lys nok i verden. - Ordet, Gud, Lyset og Livet er sammenfaldende, altså det samme og tilmed det, hvori mennesket altså finder sit liv og mod til at være, se, tale og ytre sig om alverden, men her i nærværende forstand: helt nøjagtigt finder det vidunderlige ved glæden ved blot og bart at være til med sin færden. Kanske der ikke skal meget til at ødelægge det, dette eller hint og dit og dat i sin stemning, men der skal nu alligevel en ganske sandgod del til at dele brødet over det faktum, endsige til at bide skeer med det og plukke fem høns samtidig. Vel ikke mindst, da skomageren i mellemtiden har fået lov til at blive ved sin læst, så skrædderne i helved må give op, fordi satans røde tråd i den ene hånd er smeltet og nålen i den anden har fået sig et blåt øje på størrelse med en kamel, de færreste kan sluge. – Nej, det er ikke sket. Det er ikke sket, førend Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, så vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Citaterne er pillet ud af biblens Johannes Evangelium og indsat i Danmark og CIA med kæledyr, som overvåger min blog - for at høre, hvad vi har tilfælles, vel at mærke).

Livsåndens rene menneskeforstand, en mildhed så mild, en sandhed så sandselig, at den er brutal mod de mennesker, der har vendt sig væk fra vor tro natur – thi deres synd bliver at mærke ved Hans tilstedeværelse; afsløret og flov – lige indtil Han siger sit ord til frelsende forløsning hos dem og de atter kan ånde klart i egen troligt gudgivne livsnaturs påmindelse om sand glæde. Det er normdannelsernes falske, men selvundertrykkende sindelag, som Jesus forløser og derved frelser mennesket/syndere fra. Det er syndernes egen dårlige selvundertrykkende samvittighed, Han forløser, velvidende, at den er selvundertrykkende og selvforstærkende grundet hundeejernes snorer i den – de kunne nemlig ellers til hver en tid hive i snoren og trække den dårlige samvittighed hos synderen på plads igen, så der kunne holdes styr på samfundet og den rene fornuft vinde frem i sine kompetencegivende rene racers logik og vi alle dermed blive Guds levende rationaler som frie individer eller romantiske statsborgere!!!

Ordet blev kød, Gudlivet eller bare Livets sande Lys gav sig tilkende som menneske i Jesus og det lys, den Enbårnes sandselighed tog bolig iblandt os, så vi i al evighed aldrig skulle tvivle på vor medfødte sande menneskeforstand i Livets eget navn. Den Enbårne, som Han kaldes, opstår ved den naturlighed, hvormed han er givet Livets sande lys til verden – dem, der tog imod ham gav han ret til at blive Guds børn: Livets børn, børn af samme sandhed, samme lys, samme fund. Og det var ikke med vilje, ejheller grundet slægtsblodets arvelighed eller på grund af kammerateri, at Han gav dem ret til at blive Guds sande børn, men fordi han så og hørte, at de også var det faderlige livs egne børn – de var med andre ord livet tro i forvejen og ventede altså forløsningens komme, ja de tog imod ham. Sådan er naturlig ret i sin allerbedste forstand: frygt ikke, men elsk sandt æreligt i livets egen gudsfrygtige natur, så skal du nok blive forløst af hundens selvundertrykkende gentagelsesmønstre og dit hjerte frelst fra dens egentlige hundeejere. Altså fredet. Desuden er omtalte ret netop barnets troskyldige modtagelighed. En modtagelighed som ikke blot misbruges og lemlæstes ved for eksempel incest, vold mod børn, voldtægt og lignende, men som altså, hvilket er mit hovedærinde, også er på tale i uddannelsesmæssig sammenhæng, hvor lorten for alvor køres ind i det ellers raske og modtagelige liv, så der kun bliver kronisk uskyld tilbage resten af vejen med ægteskabet, arbejdslivet, samfundet og alverdens ulykkelige fattigdom.

Det ene. Det ene, sådan hedder det i den oldgræske filosofi, der også var i mellemøsten, fordi de mellemøstlige kyster var forbund, kolonier tilhørende det gamle Grækenland. Ja til-og-fra afhængig af, hvor hårdt de gamle grækere pumpede de mellemøstlige handelsveje for ressourcer. Men Det ene var der et begreb, der kaldtes og som man så logiserede over. Det var nemlig ubekendt, ganske som hele den filosofisk-politiske-akademiske-stats oldgræske tradition udelukkende er teoretisk tænkende i fornuftens lille, bitte næsebor. Men sådan set altså noget ganske andet end: Den eneste ene, Gud. Forskellen er bekendelsen og dermed vækst omkring den sande ånd, der fører til menneskebarnets herkomst som voksen, frelseren, der ikke lod sin barndoms hjertegode sandselighed til at mærke Gudlivet og næstens stemning i samfundselementet fortage sig, men derimod var i stand til at lade den vokse i kødet. Uden troen på Den eneste ene i forvejen, altså hos jøderne, kunne Jesus intet frelse. (Og dér knækkede jeg halsen i det danske samfund). Nej, for Han kunne jo ikke frelse dem fra den sande eneste ene Gud og måtte derfor nøjes med at frelse som forløse dem, især synderne, til de igen kunne mærke Den eneste ene Gud i sit ruderes og med en lige højre som hjerterknægt. - Jesus flyttede ikke rundt på noget, ejheller Gud, han underkendte bare hele samfundsforetagendet i sine vante vantro og duknakkede romantiske mønstre, så mennesket kunne komme til sig selv igen i sin sandselige egenret med Gudlivet.

Personligt tror jeg, at han ganske enkelt på forhånd opgav at have med hundeejernes korthuse at gøre, de egentlige storsvindlere, eftersom de så at sige ikke er/var klar over, hvad de har snorer i hos synderen. Jeg mener, storheden hos Jesus er, at han ikke først og fremmest bekriger magten, men koncentrerer sig om dem, der lider under dens lovmæssighedsdyrkelse, ja ganske som den jo foregår uden sands for Gudlivets åbenbarne vilkår og al den kreativitet, vækst og glæde, der jo ellers genopstår, når sand indrømmelse og tilgivelse finder sted. Han kunne med atter andre ord ikke forløse magtens folkefærd fra magtens forhærdelse på deres blinde vej med livet til udvidelse af røvhullet hos sig, men derimod kunne han forløse de udsatte i deres angst for det folkfærds systematiske brug af incestiøs livslærdom i lovens lede lems ledelse og lignende bøsseri med gamle prügelknaber til det endemål. Og dog - for derved oplyste han lige netop også magtens folk på deres uendelige mangel på kompetence, ja så også de tilsidst måtte indrømme livets hellige ånd. Afsnittet her med forrige afsnit ihu var imidlertid til for at fortælle, hvorfor han var den enbårne og hvilken sammenhæng det skal ses i. En herlighed som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Altså fra Den Eneste Ene.

Læg også mærke til, at det har været nødvendigt med understregningens tillægsord: ”eneste”. Det har åbenbart ikke været nok, at Den Ene, den brændende enebærbusk, forvandledes fra ubekendthed til bekendthed. Han skulle også være Den Eneste. - Af samme syn for sagen kan man indse, at det først er med Jesus åndeliggørelse og menneskeliggørelse i tråd med Faderen, Den Eneste Ene, Gudlivet på jord, at al idealistisk, universalistisk fornufts-logisk absoluthed samt benhård paranoia-jødedom som herrefolk, bliver kendt på sit fejlslagne og falske sindelags dyrkelse af sandheden. Farvel universitær-matematisk-videnskabelig-juridisk-stats-økonomisk samfundsforetagende – eller er I ikke klar til at modtage straffen for systematisk vold mod Jeres egne børn og menneskelivets samfund via Jeres virksomheder på lignende vis som I gennem århundreder har praktiseret det som uha, hold da op mand, intelligente og ansvarlige borgere. Fik I noget på den dumme?

Endeligt kan man jo også i sammenhæng med Den eneste ene tilføje, at det danske livs VIkongelige opgør med det romantiske, der nu engang har stået på i over hundredvis af år, så den nu nærmest skal skæres ud af, ja i det mindste af kirkens ånde. Men dermed sagt især af de kultur-afsnit, dyrkelser, der fortsat sadler dens sorte ganger - og vel også gør det på hele budets bekostning i det ellers sågud troligt sande arbejde kirken fortsat forestår med at putte de døde i jorden og velsigne de levende. Den rengørende åndskamp har to helt klare fløje:

1) Flerguderiet på Olympen. Det vil sige de klassiske idealer; latinarven og videnskabeligt snot, der ingen næse snyder, før den stikker snotten frem i samfundets ægteskabende vækstforetagende.

2) De ugudelige, også kaldet livsforsagende. Det vil sige kølvandet på fornuftens videnskabs-stats-teknologiserende folkefærds lastefulde skib, fordi de alt for let havner i dyrkelsen af mørket omkring lyset udi sorte huller, istedet for at gøre som de skal, nemlig at bekræfte lyset i mørket på lagkagen, der ikke kan pustes ud.

Altså med andre ord bytter rundt på åndens lejer og dermed producerer et uendeligt antal logikker og nye klimatoriske landvindinger omkring gøp og klitoris, samt deres egen mangel på sand kødelige indsigt i nogetsomhelst. - Ja ikke følger med, fordi de ikke bruger eget hjertelige åndedræt som indsats eller med andre ord bare forbliver i enten-eller-legoland, hvor ingen brænding gives, fordi det lader sig, ja kun lader sig gøre på overførselsindkomst eller en forsker-tilværelse, hvis samfundspotentiale jo er kendt på sine selvdestruktive neo-logikker. - Det fører så til, eller det kan udtrykkes med f.eks. eksistentialismens ikke-troende afdeling af bitterheder udi det franske: Satre, Napoleon, Monty Python – og Prins Henrik, når han ikke får lov til at være vinbonde – samt ved deres aggressive frankofile romancer udi frihed, lighed og broderskab i al uendelighed!!! Eller det fører til nihilismen udi det tilsvarende tyske: Kant, Hegel, Marx, ”Freud”, Nietzsche, Heidegger og wie eins Lili Marleene i samleje med Bertolt Bræks hajfisk fuld af fikse tænder!!! - Men alt-i-alt altså et opgør på flere samfundskulturhistoriske eller bare åndsforstandige fløje, hermed dog nævnt som to omkring sagens hjertelige kerne: Den Eneste Ene.

Jeg gentager og siger altså altså: Simpelthen opgøret, der handler om, at intet sandt kan læres og udvikles uden indrømmelse af det grundlæggende faktum, at der kun er én jord, én gud og ét eneste menneskeslægtbårent livs gang på jord. - Og med jord, sagde bonderøven, så vi véd, hvad vi taler om og kommer til at kunne mere med det. Nemlig i personligt indrømmende forstand, da det er der forplantningen og formidlingen i sandhed foregår med kødet og samfundet. At der kun er én Gud, altså at Gudlivet er et stort hele på jord, det betyder jo ikke, at for eksempel Allah ikke også kan betegne, stå for det faktum. Og dig, der så ikke kan finde ud af, at der godt kan være to forskellige ord for det samme, nemlig fra to forskellige, men faktisk levende køds synsvinkler – ja, du må nok nøjes med matematikken, naturvidenskaben og teknologien samt et liv på Mars. For de arbejdsomt livselskende muslimske samfundskulturer kan det her sagte ikke være fremmed i længden. Nej fremmedgørelsen sker først, når den medfødte glæde i livets eget kød ikke finder vej i personlig forstand, altså arbejdsomt og indrømmende lyset trods alt. Samt, hvad der er meget vigtigt, ikke finder bekræftelse på sit lys, det vil sige ikke finde oplysende gang med det i omgivelsen, dels arbejdsomt, men især medmenneskeligt. - Så det er da alvorligt nok, når en sådan fremmedgørende erfaringsdannelse finder sted i menneskelivets kød, hvormed det så bare ikke længere handler om, ja hverken noget decideret muslimsk eller kristent, men derimod om fornufts-statsborgerligt videnskaberi og socialdemokratiske svin i samfundet, der ingen ærværdig tro har gående og tilsvarende arbejder sådan. Og det, en sådan alvor handler så til gengæld meget håndfast om udveksling af sande erfaringer og indrømmelser, så samfundenes ledelse rundt omkring på jord kan blive livbekræftende til menneskelivets æreligt udfoldende og udviklende fordel. Levedygtigt og bæredygtigt i sit sigte og derved til mere… Det er Danmarks opgave at gøre sit til det endemål. Det er vejen via vort eget menneskelige kød i livets eget navn. Det er sigtet og det skal bekræftes, for ellers fortsætter den blinde, selvretfærdiggørende projektion, der ingen sand varme og tryghed i livet afstedkommer jojo.

Det samfundne er sand glæde i livets eget under af vort kød. Og den bliver os ikke tildels eller rettere sagt til mere, medmindre der sker sand indrømmelse i hver vort liv – men omkring de samme kødelige og jordiske forhold under den åbne himmel. Man er i nogen udstrækning nødt til at forstå det, jeg i skriftet her henholdsvis tager afstand til og skubber til, kanske blot skitserer, så afklaret det nu lader sig gøre, ja forsåvidt det sådan sagt rundtenom lykkes mig at trykke den ånd-sprog-virksomhed ud, der forplumrer tilvejebringelsen af hjertelig sand dansk forstand og sprogbrug, liv og tale i sin egenret som menneske af Gudlivet på jord. Og videre ikke blot tale, men også indrømme det sande som sagt og hørt måtte være i sit sigte for al vor samfundsmæssige begavelse. - Vanskeligheden med det samfundnes oplysende og vækstgivende dagsorden er vor egen indrømmelse deraf, deri og dertil, fordi det ikke er nok at synke sit eget spyt. Sand indrømmelse skal med andre ord finde helt andre driftige former og samfundskulturelt befrugtende samlejer at foregå i, med hensyn til hjemmet, arbejde og uddannelse mellem himmel og jord. Og ikke som her, med skrift-lighedens parnas - omend situationen jo altså også er den, at vi er nødt til at få det sagt på en sammenhængende måde, dog frivilligt og tilgængeligt, så det ikke proppes ned i halsen på de i forvejen åndssvage borgere. Nej, for det bliver de ikke stærke af som hjerteforstandige mennesker, hvorved sigtet ikke kan indfries og fremmes.

Luthersk kristendom er ikke dansk kristendom – og kristendommen har ikke patent på oplysningen, nej det har Gudlivet ved Vor Herres mellemkomst, altså vort ærelige og sandt vidnende kød udi sit troligt fritænkende og sandselige, derved afbalancerende kropslige element. Og således iøvrigt skabende af nye vidnesbyrd, altså den videnskab, der om nogen overhovedet kan tages til efterretning på sandselig oplysende og livsopløftende vis! - Nej, luthersk kristendom er ikke dansk kristendom, men vi har fulgt den reformatoriske bevægelse, fordi også danskerne blev taget til fange af den romersk-katolske fornuftsretslære på hokus pokus-sprog. Reformationen er med andre ord ikke foregået i Danmark, før nu og fornyeligt. Og det kan vi blandt andet, meget mere og mange andre takke de tro muslimer for i den udstrækning at de opmærkede os på vor gamle livstro menneskelighed. Samt desuden takke en sådan guddommelig befrugtelse indover også tidehvervs-præsterne, fordi de nok hørte og forstod medmenneskeligheden i forhold til flygtninge, indvandere, mv. – men samtidig også havde fulgt med i det danske samfunds oplysningsmæssige dagsorden, derved forstod at livets børn på dansk grund blev overhørt på deres sande menneskehjerte til vækst og udvikling fremover. Ja, overhørt af hele den tids ballade, jeg i skriften her udtrykker som fordøjet for Jer, til og med al vort; blandt andet så yngre generationer har en chance for at forstå deres eget kød i tråd med de ældre, samt hvad de skal undgå at blive filtret ind i på dræbende uskøn vis. - Muslimer og andre tilkomne indvandere bliver før eller siden danske, ja de SKAL finde sig tilrette og i sandhed have hjerteligeværdig frihed dertil med islæt af netop deres egen mærkværdighed. Og tidehvervs-præsterne, ja de skal som sagt takkes for deres oplysningstro indsats for landet i vort kød med Danmark - og skulle der så ellers være mere ballade omkring deres ligeværdige menneskesyn, der for mig at se ellers er så nogenlunde, måske lidt for godt af sig, ja, men så skal jeg nok tage mig så kærligt af dem, at de også får den at føle igen.

Eller med andre ord: Deres kamp og medindflydelse på flygtninge-stop blandt meget andet har ikke bare handlet om integrationsvanskeligheder i den henseende, familie-sammenføringer, tamil-sag, Ninn Hansen-generationens afgang. Nej, den har i langt højere grad handlet om at få integreret de almindelige danskere i Danmark som livets samfund på dansk grund i sit fuldbyrdet hjertelige-værdige menneskeliv. Altså helt fra gammel tid og i kun tilsyneladende tynd tråd dermed, nemlig som vort fede kød, der skal høres. Og vel ikke mindst, så de oprindelige danskere, der har knoklet røven ud af bukserne, for at betale til de nyriges skidvorne unger i deres fatamorgana af et kommunikations-videns-tekno-samfund, ikke skulle gå til grunde i ensom majestæt med dybt ulykkelige børn til overtagelse af intet tilfølge. FOR DET KAN MAN KRAFTEDME IKKE VÆRE BEKENDT I ET OPLYSENDE SAMFUND SOM VORT. Endeligt er åndskampen også foregået ovenpå både krigen og den kolde i kølvandet, der sådan sagt i første ombæring blev til øller i min mave og hokus pokus krokus på mit bord med livets morgengave hos Halfdan Rasmussen, for i anden ombæring at blive til to kolde fra kassen hos de yngre lykkeriddere med mastodonten, Svend Svin og brødrene bisp i Roskilde gisp: Ridder lykke, ridder vi, ridder du alene! Ja sikke dog en ridderlighed. - Eller kort og langt mere enkelt om den gode, til tider hårde strids kamp: Simpelthen for at forhindre de åndssvage borgeres medløberi på alverdens hovedløse planer med hjertet under armen som en anden fodbold.


Derfor står oprydningsarbejdet så meget klarere i dag:

A. Latin-arvens romantiserende begrebsdannelser og erfaringsdannelser skal helt ud (uni-staten, politik og det administrative, ikke mindst juridiske sindelag, nej de skal ikke justeres). Sådan forstået at vort eget sprog til organisering af større fælles-anliggender kan indrømmes og bekræftes udi forløsende bæredygtig dyrkelse af vækstvilkår, der på den måde vinder frem i livets eget medhør. Og med personligt ansvarlige foregangsmænd, der ikke slagtes for at bære, ejheller for at lede væksten frem til gavn for al vort. Det sker allerede i nogen udstrækning. Og mere vigtigt: Det betyder også at det oplysende folketing bliver hørt i langt sandseligere og mildere, ja forløsende kreativitet og dermed sagt ophører med at stå i strid med forestillingen om at skabe via fornuftens lovmæssighedsdyrkende sindelag og deres hjerteskærende magtkampe som sådan. Altså undlader den strid og jævner dens institutionelle generatorer med jorden. Samt naturligvis undlader de gamle magtkampe, jeg har skitseret før murens fald. Endeligt betyder det også en forvandling af universiteterne, for ikke at sige, at de først og fremmest skal lære at holde deres kæft, ja ligesålænge som det tager dem at opnå sand forstand på noget egentligt livsledende. De skal være dygtigere, men på anden vis; krop og ånd skal blandt andet meget mere med. 


B. Uddannelse kommer til at handle om det, som uddannelse altid har handlet om: At opnå færdigheder og kundskab i livets eget navn, så menneskelivets samfund fortsat kan leves til på fredelig arbejdsom vis i medhør og samhør af den sandt livgivende kreativitets ånd og de vækstforplejende virksomheder, der tilvejebringer brødet og bekræfter os på vor salighed, så nye vidnesbyrd rejser sig. - Det er åndens jording, der bliver det første seje træk og derfor skal kroppens hagles igennem i bevægelseslære på alle de måder, man kan bevæge sig, der ikke handler om sportens konkurrence, men om at mærke sig kroppens egen ånd og dermed erfare dens varme sands midte hos personen. For min skyld gerne i samvær med næsten, når blot det ikke bliver til en støttegruppe, der vader rundt i det og stikker snablen ind. Sigtet er nemlig at vække det personlige udviklingspotentiale via sin ærligt opstandne tro, altså i sit naturlige samfundselement: vort kød. - Først derved kan det unge menneske komme til en parathed, et forhåndskendskab, der kan erfare og tolke, altså indrømme de kropsbundne naturlige drifters fremkomst i deres værdighed og derved det helligåndsbringende, der måtte opstå i gangen med livet i almindelighed. Seksualiteten bliver da ejheller noget, der overhovedet kan komme på tværs af livets trolige gang, tværtom er det først, når der ingen sand kærelighed indrømmes og næres i kødet fra barns ben og i forvejen. Kæreligheden ligger, står og består i den ægte samfundsudfoldelse via sit personlige kød som indsats i livets eget navn og ikke i kapital-psykologiens forhudsforsnævrende behov for udbud og efterspørgsel; nej det skulle man gerne have fundet ud af og oplevet færdigt i ungdommens pubertet, ja den er vel til for det samme. - Men sådan set i grove træk skal de lære at høste, dele brødet og så videre. Ja, for krop er ikke nok, nej, ånden, sigtet og sindet omkring et sådan ærinde skal med på ærelig vis. Og retningen melder sig i troskødet med tanke for al vort menneskeliv på jord.

Altså for eksempel at bedrive kønsforskning, ja at tale om kønsdrift på den måde, det kan ikke blive til andet end pik og patter, fordi kønsdriften ikke kan isoleres fra hele driftsmæssigheden i vor menneskesamfundstro ånds natur i det hele taget. Kønsforskning er som al anden forskning i det universitær-videnskabelige fornufts-stats-matematiske paradigme i vesten: AT HORE MED DEN SANDE MILDHED, KNEPPE GUD, PISSE I BØRNS HJERTER og lignende hyper-psykopatiske realiteter i den old-græsk-romersk-katolske akademisk-universitære stats retfærdighedstilbedende lovmæssighedsdyrkende arvs dagsorden indskolet med pædagogik, pædofili og klassens time i folkeskolen. Sprog, især fagligørelsen med dem, baseret på sparsomme erkendelser og indsigters teoremer, der for længst er erkendt og opløst til fordel for bedre – men de sprog, fagliggørelsens kulturer, er ganske som kønsdriften ikke fritaget driftsmæssigheden i det hele taget. Og da bliver det da noget værre fnidder at skulle stikke den ind gennem et sådan sort hul i ordets ellers lyse drift, ja det kommer der hverken sande ægteskaber, naturlige børn eller bæredygtig virksomhed ud af.

Derved går det med andre ord galt i det akademiske, ja skrift-indlærende syn, der gør vor samfundsorden så forkvaklende; registrerende og beregnende uden tro sandselighed gående, der kan tag det, tyre det og kaste det på bagover hovedet til gæsene. - Vor opfattevne og åndelige gang med den naturligvis medfødte driftighed som led i hele samfundets driftighed er med andre ord ikke indrømmet eller har ikke fundet sin samfundne plads, sin agtelse i forstandig god magt og bæredygtige udfoldelse. Skriftens registrerende lovkulturer, der fortsat er vokset ad helved til, låser vort kød og dermed vor driftighed. Og altså, gentager jeg, ikke mindst af den grund, at man fortsat tvangssymboliserer menneskets sindelag ifølge de samme teoriers sprogdannelser og institutioner. Med andre ord beder det om at rette sig efter noget, det aldrig har skullet rette sig efter. Tilsidst kan det i mangt og meget ikke andet, uden at det går helt galt – fordi al kreativitetens egen sands i livet er gået så meget fløjten, at det sandes undertryk pludselig og desværre ofte således kommer for dagens lys i skikkelse af meningsløse udbrud samt det, der er langt værre.

Det er dét, jeg vil have lavet om på, altså gangen med hele helligheden. For et samfund, der vanrøgter og spilder menneskelivets eget driftige udviklingspotentiale ved at ideo-logisere, psyko-logiserer, tekno-logiserer, tekno-kratiserer eller idealiserer det udi fagsprog, musik, matematik, religion og politik, det er ikke et samfund, allerhøjest et utroligt et af slagsen. Og at sige sådan, behøver ikke at blive opfattet som om vi ikke er hjertegode nok. Nej, sagens kerne i sit overlæs er bare stadigvæk konstateringen af, at mange af de sandheder, vort samfund i sin nuværende, men fortsat gamle skikkelse - omend den er under kraftig forvandling - de er i alt for ringe grad blevet til menneskestærk sandselighed som livsførende forvandling af vort eksistensgrundlag og vækstvilkår dermed. Og hos mig bliver det til, hvad nogen sikkert nok ville kalde en bagudrettet kritik. Det er den dog ikke, skal jeg så hilse at sige, nej, den er direkte og med afsikret håndvåben.

Akademisk. Jeg skyder nok så meget på det akademiske i bredsidens forstand, at det dels kan være trættende at høre på og dels betyder, at jeg ikke bliver hørt i skriftens administrative kultur!!! Det siger det hele, ja for jeg bliver hørt i en anden... – Jeg ville ellers have sagt, at det næsten var helt synd for dem, der arbejder i den boldgade. Altså at de ingen agtelse for sandheden nærer. Jævnes med jordens skal dens institution dog alligevel eller kanske blot udvides med krop-og-jordtillæggende. Og minus faglighedens løgn-og-latin, men hovsa, den er jo inkarneret i selve institutionen og hele statens lovgivningsfunktionalistiske idé dermed, samt efterfølgende dens åndssvage borgere!!! - Og derfor: GÅ VÆK, gå hjem og læg Jer i den sorte grav, istedet for at tage den med på arbejde og på rundtur med børnene. Ja eller som jeg før har benævnt det, omvend det til et organitet med kendskab til livets sande ”genstande” og ”omdrejningspunkter”. Og i sin pærekerne på dansk. Så kan alle i sandhed følge med og tilkomne langt lettere sandse, se og mærke, samt bidrage til det, Danmark går ud på med menneskelivet. Vi skal som ligeværdige landsmænd af hjertelig forstand være foregangsmænd for livets udvikling af menneskelivets samfund på jord. Og kan det siges bedre, så sig det.

Formidling. Formidling er noget man ikke ved, hvad er. Og så er der vist ikke mere at sige derom. Jo, det skulle da lige være det vanvittigt morsomme, at alle dem, der ved en hel masse på blandt andet de videregående uddannelser, men også mange andre steder – de har ofte meget svært ved at fatte den ikke-formidling, som hele deres liv forplanter til efterligning hos alle dem, der retter sig efter det!!! Det moderne medløberi kunne man i tråd med tidligere nævnt, kalde det, omend det jo altså giver sig selv ifølge masselovgivningens paradigme og dets frembringelser. – Da jeg var dreng kom jeg til at lægge trykket på ordet, moderne, helt anerledes! Men det betød i forlængelse deraf, at det var meget lettere, ja vel senere faldt mig meget naturligt at fatte modersmålets sigte, når det nu ikke kunne være anerledes med det faderligt sande i landets uddannende omgivelse.

Ok, så tager vi den, formidling. Formidling kender man ikke til, førend hjertet er vakt. Og i den større, samfundsmæssige sammenhæng eller i længere samfundsmæssige sigte, der kan man ikke tillade sig at trække tiden ud i al uendelighed, når den nu engang i al evighed er ophørt. Nej, for så langt rækker sigtet i tovtrækningen med djævlen ikke, mens det dog stadigvæk rækker i følge den egentlige forstand i al evighed, livets egen. - Nå, men formidlings arne, dens grøde samt dens trivsel, det er altså forplantningen med kødet. Dels det familiære, det hjemligt befrugtende og varme, men også i skolen og på arbejdet omkring forplantningen på arbejdsmarkedet med sine mange kønne planter. Jeg ved godt, at det er vanskeligt at opfatte arbejdsmarkedet som et sandt vækstfortagende, men jeg arbejder dog på sagen…

Når vi så tilmed har formidling på et andet plan, og taler om det som sådan, f.eks. under navn af befolkningen, samfundet, regeringen og lignende, så handler det om sigtet i hele samfundsindretningen, som vi siger. Ja, man kan vel også bare sige sigtet med udviklingen af vort samfund i tråd med de hændelser, der sker i både ind-og-udlandets liv. Men altså kommer det også til at handle om systemet, historien bag det, folkekulturen, de hjerteskærende oplevelser med tabte børn på gulvet, skæve eksistenser, utilpassede unge og meget mere - fordi man jo selv står i ansvar og tråd dermed, jaså det hele sådan set lige pludselig bliver meget nærværende. Kanske netop så nærværende, at man til sidst ikke rigtig gider eller ikke rigtig tror på, at der er noget at formidle, sige og gøre for én. Og det er så det. Ja, det er, hvad det er i bevæbnet tålmod. Men hør alligevel: I forbindelse med hele samfundsindretningen og livet på jord står din formidling, din ånd.

Personligt valgte jeg, siger jeg, fordi jeg engang tænkte nærmere over den sag – besluttede jeg mig altså for at koncentrere mig om Danmark og bruge af den livserfaring, der stod i mit kød med sin livsappetit og i vækkelsen med alle oplevelserne, hvor jeg er færdes. Hos mig har det været et helt klart anliggende at undgå at blive præget for meget af noget bestemt, fordi det blandt andet og vel nok meget tidligt, faldt mig ind, at man også gjorde mennesket vanskeligere og dummere end det var derved. Specialiseringens funktionalistiske program for livsførelse har aldrig været min kop te; statsborgerliggørelsen. - Autoritetstro har jeg aldrig været i det inderste, men dog fortørnet nok derover til at kalde min mor for fede svin engang, mens vi havde gæster, så far måtte af med en flad over nakken. Det hører og med. Hvad læsning og hele skriftens kultur angår, så skal det bruges til noget, det er klart, for ellers får man en flad over nakken, hvor den ingen steder hører hjemme. Fik I dén? - Jeg mener, jeg blev opmærksom på, at der jo ikke kommer noget nyt ind i hele den boldgade, sålænge forelæsere står i et auditorie overfor 60 håbefulde unge og underviser dem i det, de selv er blevet undervist i, altimens baglandet forsvinder som var det mørk fortid og den nyrige videns-teknokratiske overklasse sidder og render rundt om sig selv i det daglige til dørene går i baglås. Der mangler noget.

Jeg havde jo hørt, hvad der skulle arbejdes med, ud fra oplevelserne vidt og bredt, rundtomkring med familien, venner og bekendte i diverse sammenhænge. Og med samfundet, men kun med samfundet i den udstrækning det ikke var samfundet nok til, at livet kunne arbejde og udfolde sig i fredeligt, men lystigt godt sandseligt sigte. Desuden blev vi jo netop i ånd af 70-80-90’ernes omverden, ikke mindst via de røde idealer i skoleverden, som BHer har skældt ud på hele sit liv, netop strammet op til at sørge for opløftelsen af alle andre, hver især, så ingen gik tabt eller stødt – og al muligt rageri blev tilladt. Det irriterende ved BHer, som jeg altså ikke kender personligt, men det er, at hele den skoleverden, der er trykket af det ingen indrømmelser gør, før hele seletøjet falder til jorden 30 år efter. Desuden irriterende, at alle da kan snakke med om de sager som om de havde førstehåndsindtrykkets erfaringer med berøringen og det følgeligt lyder som om, at de kan holde på formerne. - Det samme gør sig ikke gældende på Universitetet på helt samme måde, men det skyldes noget ganske andet og aldeles grusomt, nemlig noget så enkelt som to ting: Den første er, at intet gøre sig gældende på helt samme måde på universitetet - og den anden er, at der ingen sand indrømmelsesevne er udviklet i samfundets oplysende dagsorden det sted! Og hør det kan ingen lige ved og næsten kanske alene klare at vende om i sadlen på læsehesten, uden revolver for fanden. Er I klar over, hvor meget ødelagt samfundsliv af mennesker i samleje, det er tilsammen, Jer, der har stået bag skoleverdens teori-landskab i det vilde vesten med de røde østers i jagten på perlen, der jo nu engang aldrig kastes for svin? - Tror I sigtet med landets lovførende bygninger er politisk? Eller tror I det er livsledende? Ja, for så får I før eller siden enten kniven eller kniven, og det er ikke sparekniven, der er tale om. Jeg mener, hvorfor skal jeg komme og fortælle Jer, at ingen har lov i livet og hvordan I jo altså så ernærer Jer ved udbredelsen af dens forestillinger ved at indsmøre Jer i den og opretholde dens brød, så det hele, nu blot 10 år efter falder til jorden i sin drøm om livrem og seler. Kanske, der skal tyve til.

Eller med langt mere betydningsfulde ord: JEG VAR GODT KLAR OVER, HVAD LIVET GIK UD PÅ I HJERTET, BARE IKKE HVORDAN MAN HAVDE TÆNKT SIG, AT DET SKULLE BÆRE NOGET VIDERE VIA EN UNIVERSITÆR, RETSTATSPOLITISK SAMFUNDSBYGNING, DER INSISTERER PÅ AT LEVE FØR ÅR NUL med lov, ved sit sprog og sine logikker, statsborgerlig generation på statsborgerlig generation med så mange rettigheder op i endemålet, at hjertet i livet forvandler sig til domstolen med en hammer som puls. - En led akademisk strid, der imidlertid forpurrer hele samfundet og formøbler hele den oplyste formue, fordi statens bygning fungerer sådan i folkeviddet med sine sektorer. Ja prøv lige at sige det igen, så I rigtig kan hører den levende og åndende samfundsudveksling i livslysets eget sekteriske element!!! - Ja, ik' sandt, for hørte I ikke, at det kun er usandt, såfremt man altså i forvejen kender dørene, har nøglen og ka' koderne om tabu-retten!!! Velkommen tilkomne og nye børn med alskens jordiske baggrunde!

Nå, men alt det blev jeg så troskyldigt viklet ind i, på lignende vilkår som resten af den danske befolkning, omend de i mangt og meget ikke er klar over, hvordan helvedet spænder af i den sag, såfremt lyset altså skal med i sigtet fremover. Både inde i bygningen og udenfor den, må det så hedde i dag. Ejheller den ældre generation har kunnet være klar over det, for de lå jo i kold krig, men vel også fordi, den for det første ikke helt og aldeles kan mærke det nærværende liv med næsten af den yngre generations tid. Ja, den var svær, hvorfor der iøvrigt altid opstår nogen, der spreder og nogen, der samler samt endeligt dem, der bare deler vandene på kryds og tværs, fordi de er så helt og aldeles revnende ligeGlade. - De sidste får det sværest i "vort" samfund, da de ikke bliver indrømmet på frugten af oplysningsarbejdet med arven, eftersom alle jo først skal være lige på anden vis, for at blive skæve, så der dermed er noget at rette op på for de arbejdsløse hjul!!! For det andet slet ikke, når ingen sandtro hjerteånd brænder hele foretagendet ned med sit lys for det første.

Sådan, som skildret, foregår degenerering eller med andre ord: bare den ringe tro på vore forfædres menneskeskøn i deres trolige indsats med at komme videre op, frem og fri af lorten. Kristendommens oplysningsarv, nej hold da kæææft, troens i sandhed slægtsbarne hjertearv hele vejen nede fra underet, den er blevet kneppet af teo-logikkens universitære to-regimente-lære udi tre-delingen af magten med grundlovens tre selvbestaltede magter, der jo ikke må røre ved hinanden, da man da er inhabil og må hænges til tørre med en snørre sågerne og sålænge, at man ikke genopstår uden to-tre-og-tre hoveder. Hvad giver det? - Nogenlunde sådan blev jeg indviklet indtil jeg måtte sætte mig og sunde mig: høste, så og kaste høtyven efter det falske åndsvilkår, der intet læs vil køre i lade, så kvæget kan få deres vinteren over og korn sorteres fra til næste såbed. - Marken er mejet og høet er høstet og nu går det hjemad med det allersidste læs… Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.

Forkyndelse. Forkyndelse er præsternes ord for det-der-om-syndagen (gammelt satireprogram i DR). Det er også formidling. Forskellen på forkyndelse og formidling er for det første den, at forkyndelsen angår forkundskaben. De kan være meget forskellige, ligesom nogen kommer lettere til et, andre til to – og for det tredje er det ikke den slags personligt stillede forkundskaber, der først og fremmest tænkes på og menes, når præsten taler. Forkundskaben er heller ikke sådan noget tamtam om, hvad der går forud for skabelsen og lignende gale dagsordener med bigbang-orgasmer. Nej, forkundskaben handler ganske enkelt om det, der skal til for-at-kunne-skabe. – Og når det nu ikke først og fremmest handler om mine eller dine forkundskaber, ja så er det sagt, at forkundskaben gælder i en anden forstand. Og det er i skabelsens. Skabelsen er drivkræften i alt levende og kaldes som bekendt også Gud, Faderen, Gudlivet eller Livsånden. Forkundskaben handler derfor om indsigten og indrømmelsen af livets egen skabelse af det levende, vi er givet at sandse os ved og gøre godt med. Også hos dig. Først da og dermed kommer vi på tale som mennesker med et sigte for vore liv og dagsorden for vort opvoksende, oplysende samfund. Vækst. Og først da kommer Vor Herre på tale med ordet, der blev kød.

Kundskab indgår også i ordet, forkundskab. Og helt op til de sure efterkrigstiders bittersøde psykedeliske forbund i 60-70-80’erne, hvor filmen kom på fjernsyn, herunder blandt andet Kundskabens Træ af medicinal-lægesønnen Malmros, ja sidenda har der ingen kundskab været. Kun masselovgivning. Også i det lys skal den vel efterhånden ilde hørte kompetence-diskussion ses; "kompetence" er latin og betyder myndighed; den kritiske røst i den sammenhæng handler derfor også om vor afstandtagen til endnu mere bemyndigelses-kultur. Højskolerne har været meget hidsige på den front, fordi de netop ikke arbejder ud fra faglighed, men ud fra sand personlighed i mennesket og med henblik på at lade dét, mennesket måtte have på hjertet få bedre ben at gå på. Det er noget af det allersværeste at gøre på fattet vis, og velsagtens fordi der er visse drifter, visse områder af menneskets personlige ånd, der ikke kan deles, derfor ej skal meddeles på den vis. Der er hellige områder, der har sin grøde; og det kaldes blandt andet hjertet, hvordan det så end er givet og stillet hos den enkelte med dét, vedkommende er rundet af. Ja, for kirurgen har jo i sandhed ikke store vanskeligeheder ved at indsætte et svins hjerte i mennesket, såfremt det ellers kunne fungere. Derfor ryger jeg mig iøvrigt ihjel i tiltro til handlen med verdens lunger, hvor åndens organ jo sidder, ik'!!! - Der opponeres med andre ord imod et forskudt sindelag, fordi det gør os sindssyge, ja ernærer sig ved den sande glæde i livet, uden at bekræfte den i vort danske kød på holdbar og helbredende vis, først som sidst. Nå, men det gjorde man som sagt op med, så ingen efterfølgende kunde komme til kendskab om sandheden, der ellers sandseligt kan lyse os op til vort sind og al vort samfunds skabelse dermed. Kundskab er en sammentrækning af kunne og kende skabelse; man kunne som kunde førhen, hvilket iøvrigt går igen i kunder i butikken, så det i det mindste også bliver klart som klart nok, at forretningsmanden helst vil arbejde med én, der kunde. Ja, for deromkring består driftigheden jo også; skabelsen. Thi KENDES for hjertelig ernærende ret, når man altså KUNDE den handels næringsdrivende færd! - Hand me your sugar, Darling and die you motherfucking son of a bitch!

Præsten. Præsten er forkynder af forkundskabens sande varme ovenpå de hede nætter, samt den hjertelige grød derved som skildret. Ja, noget i den retning i såvel ny som næse. - Men det hedder desværre stadigvæk præst. Præsten bærer derfor latinsk stamtavle og kommer derfor af-og-til til at præstere mere end godt er i folkeviddet. Administration kommer af administrare, der betyder at håndtere, nævnte jeg ovenfor – og tilsvarende er det så med præsten, der kommer af præstare, der betyder at det danske menneskeliv kommer til at lide under præstations-angst på alle de livsnære områder, præstegerningen blandt andre troligt skal oplyse!!! Og da også gør, vuf, vuf! - Af samme grund har der altså været visse vanskeligheder med at opretholde vort samfunds oplysende dagsorden og almindelige udvikling med vort glade kød endsige oven vrisse vandes svante gang med uoverensstemmelsen. (Benny Andersen på kursiv). Normer, især de gamle, der kommer op med kødet i visse slægter, dog ikke uden hjertegod grund. Kirken, kongen, kristendommen, troskaben i samfundet og på alle planer har lidt under den gamle romersk-katolske dagsorden, kanske især fordi dens ånd også har løbet i juraen og hele universitetet. Ja og stadigvæk gør, så de kommer til at omvende sindet i uendelig uskyld.

Præstare og administrare er en forloren hare, bang, bang, for der var to. Haren er iøvrigt også kendt blandt trosstærke mjød-drikkere i det gamle danske kød, der kanske nok kan være lige til øllet, men i længden dog ikke det tynde. Det er såmænd den troligt oplyste Viking, helt tilbage til Gudfred og hans søn, Holger Danske, der taler der. Og som det da kommer til at handle om – nemlig, at vi blev rendt over ende af den latinske fornufts embedsvælde og siden har dukket nakken i forhold til alt, der bare minder derom. Og hverken kongen eller menneskets enigmand har jo kunnet stille noget op mod den slags, eftersom det med hele rettigheds-idiotiens bevægelse siden grundlovenes kantianske århundrede, deraf de åndssvage statsborgere, jo er blevet et folkeeje for de sultne børn i Afrika at tage til takke med!!! De og lignende andre tillidsfulde jordboere, grønlændere for eksempel, de har pænt måtte tage til takke med at høre på vort taknemmelige sindelag i sit store åndsvid!!! - Men ikke mindst har det været en sej kamp at kæmpe og rense vore hjemlige himmelstrøg for, da man sagde: Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, og videre, efter at have sundet sig på de dumme hændelser, vænnet sig til at sige: Det må guderne vide. – Ja, i guder…

De guder, der dermed nævnes er uvisse, ubekendte og opgivende, hvilket betyder at de ingen sand oplysende ånd hos mennesket foranlediger, så viderebringes kan i al sin sandselige ligeværdighed i tråd med slægtskødet og så videre samfundet. Og det skal forkyndelsen af forkundskaben ellers gøre, det er sigtet i den trolige indrømmelse - jeg da også ganske godt véd foregår i de oplyste kulturafsnit her i Danmark, blandt godtfolk vidt og bredt, men ikke mindst hos de præster, der så er tilbage. Alligevel, fortsætter jeg, en indrømmende bevægelse som altså også landets gamle institutioner og myndigheder i sine forskellig afdelinger må understøtte og hjælpe til med at gøre, bekræfte og ikke modarbejde eller fordreje. Nej de skal påskønne vort menneskelige kød og derved fatte, at der i sandhed ikke kan bygges på det med lov! - Og så er det såmænd ligegyldigt, hvor frækt det kød er, ja hellere fræk som skipper skræk end fuld af bræk og stræk. Luk vinduet for satan eller opkast dig til et højere plan med Peter Pan, hvis du kan. - Derfor skal de gamle institutioner også sørge for at gøre ærligt oplysende indrømmelser, iform af opløsende gerninger i forhold til de fejltagelser, der er foregået med netop folkeviddet i sit uskønne voldtag med institutionelle magtmekanismer. Og de normer, det har afstedkommet i vort kød. Ja, fremfor bare at fortsætte som om intet var sket og det hører fortiden til. Hvad det lige netop i sandhed gør, vuf, vuf!!! Vel ikke mindst fortsætter via de velkendte uddannelses-spor. Altså et stort stykke oprydningsarbejde, der vender jorden samtidig - og sørme så mens den fortsat drejer rundt, fordi det er bevist, at den er rund, ik’ sandt!!!

Jeg mener: Ellers kan folkeviddet ikke blive til menneskeviddet i oplyst forstand, nej, så forstener det netop i rettighedernes ligemageri og arbejdsmarkedets øvrige anvisninger, uden at få hjertet med, som man siger. Det er ikke og kan aldrig være Kirkens skyld, eftersom den jo bare er en fredhellig bygning, hvoromkring vi begraver de døde og velsigner den levende kæreligheds samfundsudvikling mellem mennesker – men det ér derimod akademiets, den universitær-kapital-statslige dagsorden i det sindelag, den dyrker eller på anden kant med livsloven, fremprovokerer. Et sindelag, der så hos nogen rent ud sagt opleves som et jerngreb om samfundet, om den almindelig menneskelige udvikling via den personlige eksistens og så videre. Og skal man have det på den hårde måde, så kan man da også bare sige: at menneskeviddet ikke kan indrømmes med sand hjertevarme i kropsnær og jordnær forstand, sålænge den latinske fornufts masselovgivende videnskabs-teknokrati udi sine incestiøse scientifikse logikker er gående i vort samfunds ærværdige midte. Midte sagde jeg. Nej, gentager jeg, der må den omtalte fornuftånds følgevirkninger ikke komme ind og ikke være, hverken i uddannelse eller i arbejdslivet og ægteskabet dermed. Og landets myndigheder, folketing, domstole med videre må altså heller ikke stå i det lys. Nej, for det fører direkte til Hitler, Kejser Nero, psykopati, sociopati, meningsløs empati, sindssygdom og lignende ifølge det godes idé og dens ideo-logiserende og tekno-logiserende idéer om management, lov, ret, ferie, fritid, arbejdsmiljø, forhøjet vandstand i klimaforskningen og fedtspilleri; idealisme. Det ér allerede et faktum iform af syge dommes kulturer, velfærdssygdommene ikke mindst, men hør, fordi det netop er den måde en ellers oplysningstro gammel befolkning undlader at gøre ondt værre. Ja, hvor underdanigt det end lyder. - Oplysningen står med andre ord i kødet og skal bare indrømmes, så sandt liv-og-samfundsvirksomheden med det kan blive langt bedre og mere helbredende til det nye vidnesbyrds bølgelængde for alvor opstår på dansk. Så, altså, jeg gentager: ”vi” går simpelthen i stå af syge domme og dermed i sygdom, fordi ”vi” i mangt og alt for meget ikke kan finde vej med vor medfødte og personlige ånd som kongsmenneske i arbejdsLIVETS sigte. Ja, glemmer at indrømme de raske domme, der i al evighed er at finde ved indrømmelsen af den levende sandselighed som eget kød bringer, sålænge hjertet slår.

Det er ikke svært at leve for mig, men det er fandme svært at bidrage med det sande vidnesbyrd til dem, der trænger, så der ellers kan komme skub i tingene og indrømmelser af vort danske samfunds hjertegode kom’ afsted påny. Men så må jeg jo koncentrere så meget af den på skrift, at løgnhalsene bliver vinket af scenen med en vognstang og begynder at høre efter i kulissernes teaterforestilling.

Hvad præste-gerningen, altså forkyndelses-virksomheden til oplysningen, angår, så skal der ifølge min mening blæses igennem i sandselig forstand og truttes ren trompet, så fanfaren kan lyde hærskaren af vidunderlige livs sande hjerter. Og det sker joda også. Jeg mener, jeg véd jo, hvor hjertegodt rundet de danske præster og danske mennesker i det hele taget er, men der skal findes sand forstand, der kan opstå ret derved og høres derpå i den helbredende vækst. Og på samtlige planers sned. Ikkun i hyggehejsa hyggekrogen med Kaptajn Klo. - Uddan ti, kanske hundred gange så mange forkyndere, så skriften ikke bliver midtens sands, men ordet, kroppen vort kød og derved hele den næringsdrivende sammenhæng påny. Ja, fordi der jo ikke er statskirkelige embeder til så mange og de da må gøre som i gamle dage; finde på noget ud fra deres hørelse efter dét, samfundet trænger til. Sådan har jeg jo levet.

Den typiske vanskelighed er jo velsagtens at mærke sig, at det ikke er arten af virksomhed, ser vi bort fra de indlysende dødbringende, som vi også skal, uden dog helt at glemme dem; ejheller glemme Kolinds dødspiraler – det er ikke arten af virksomhed, men bekræftelsen af ånden og vækstsigtet derved, det kan være svært at samle sig om og oppe sig på. Eller man kan sige: At være driftig og lystig kræver ikke blot et godt helbred i sand og stærk tro, men en helbredelse deraf! - Årh nej, svarer jeg på det, ja for jeg bliver nødt til at svare på de fejlslutninger, der allerede løber rundt som stukket grise, så jeg gentager: Årh nej, det er ikke stor mand big shit, med på noderne, jeg taler om, dog ejheller den psyko-pæd-sædeligheds forkundskabeligheder det danske uddannelse-foretagende tilvejebringer ved sine social-demokratiske folkeligheder i et væk af sammenligneligheders medløberi med statskundskabeligheders statistik og spørgeskemaer indover. Man kan tage ved lære af næsten, men ikke være næsten – dog ingen af delene, hverken-eller-heller-veller, såfremt gudlivets egen sandselighed ikke er vakt i personens eget kød og blevet stærk nok til at stå i modtagelse. Jeg var stærk nok til at stå i sand modtagelse, men fandt ikke bekræftende vej og røg da for meget på den, så jeg nu er svag med de syge og svage... - Ligeover kan man iøvrigt derved som tilføjelse se, at kæreligheden og ægteskabet ikke får gode og bedre ben at gå på, såfremt der i forvejen ingen personende gang er gående hos den enkelte fra barns ben. Nej, hvad livets kødelige sandheder angår, der starter man ikke sådan bare lige og uden videre på en frisk frise – i al fald ikke såfremt det skal føre bæredygtige børn med sig, der kan stå på andet end en flise.

Al vort. Dan Turéll flippede ud over det alvorlige, at alt sgu’ blev så alvorligt, ja at danskerne var gået hen og blevet så alvorlige. Det var et samtidsdigt dengang, slang og på mode, samt en menneske-stemme, han derved fyrede af, til der ikke var mere spiserør tilbage. Og man kan da vist godt forstå ham, når man tænker på billederne af den tid: sproget, verden og så videre mediebillederne og al social-realismen. Puha, ja det må ikke have været til at holde ud at være i nærheden af. Ejheller at synke noget mere. - Nå, men de var så vores lærer. Ja, eller det vil sige, det var de ikke heromkring. Min klasselærer var bondekone og på trods af, at der var noget kemi mellem hende og jeg, der ikke gik helt op, så fandt vi dog en bølgelængde – hun kunne det grammatiske dansk vi så skulle lære! Og jeg gjorde mit bedste i underkanten, ja for hun sku’ da æ ha de hiele! Og min matematik-lærer var skoleinspektør, en ellers hjertegod én, ja for han havde vist nok et vanskeligt temperament, måtte jeg sande: Især da jeg så ham banke en syvende-klasses dreng, han hørte for næsvis med sine mandshænder. Det skulle tages alvorligt at lære noget i skolen, i uddannelses-sektoren, i systemet, i lovens bygning. Jaså gad vide, hvornår vi må forlade den til fordel for al vort!

En anden ting, der vel også hører med her, er: når ingenting tages alvorligt. For så bliver der jo intet tilbage. På et tidspunkt sidst i 90’erne tror jeg, gjorde Frederik Stjernfeldt og en anden, jeg ikke husker navnet på, filmmand eller skuespiller, tror jeg han er, Søren Ulrik Thomsen eller en af de der, måske, ja hæng mig ikke op på det. – Men der blev skrevet en bog, jeg hørte om og derfor ikke gad at læse. Udsagnet om den var, at den gjorde op med negativitet, det pessimistiske kunne man tilføje, omend det trods alt var klart for mig, at der sikkert var flere sider. Jeg har naturligvis haft mit at se til som enhver anden sikkert nok har, men jeg opfatter ikke mit liv-og-samfundssyn pessimistisk. Hvad negativiteten imidlertid angår, den, jeg tror de snakkede om – og som velsagtens gælder i hele Lars Von Triers dogme-generation – ja den er plat og ikke i krone. Ha, hørte I fandens heksehyl! - Nå, men alligevel skal det dog indrømmes som hørt, at det nok er de selvmorderiske tendenser med Strunge, FPJac og de dersens, som man gjorde op med. Dem, der står i kølvandet på hele det slatne Rifbjerg af rufferi og hærværk under vejr med sig selv og Tom Kristensen, Poul Borum, Johannes Møllehave og Jørgen Letmælk indover. Som altså blev puffet ud ved det emne: Negativitet. Sådan hørte jeg det, omend Johannes ikke blev slået i hartkorn dermed til held for Danmark og mig, trods alt. Og mere forfinet, så må man vel også begrænse sig lidt og gribe i egen barm: Den danske negativitet. Ja uhadada i al sin alvor, for det er jo en institutionsbåren kultursygdom, altså fremavlet, fremdyrket via RET-skrivningen.

Samtidig kan man i anden sammenhæng betænke Jonni Hansens drengestrenger, der jo sådan set kun er farlige som det store brød han er fra lige ved og Næstved hørt med blakket ry og sladderpressens usle henrettelse af Bøje Nielsen (Red. fra Brask Thomsen, som jeg først skrev; jeg beklager). Fordi han, altså Hr. Hansen, ikke fører sit hjerte æreligt, ikke får det udtrykt vikongeligt godt i Gudfredelig sandsning, men istedet roder sig ud i et grusomt sammenbland af, ja ikke af, hvordan tingene i sandhed er og hænger sammen, nejda først og fremmest er i menneskelivets indrømmelse på dansk jord. Og ikke bare sjæl-landsk. - Apropostarbejder kan man med hensyn til Bøje Nielsens indkodning i journalistikkens mediebillede vel godt forstå, hvorfor Bertel Haarder indenfor det sidste år eller to, da det er lige meget, fik indrykket en artikel i Politiken, der kaldte journalister for røde. Godt Thøger Seidenfaden. Og godt Thøger Seidenfaden fik lavet den om forsvaret af krigens mætte kæledyr, så det blev klart, at der er visse afdelinger, ja visse sektorer i landets såkaldte offentlighed, der stadigvæk uddanner unge soldater til et oplysende liv i glædens helbredende vigør!!! – Tillige hiver jeg her Rune Engelbreht Langihårsens, hedder han ikke det, ham den humane med humanismen og et sandt referencehelved udi den danske historie på akademisk og med lovgivningens retslære indover, som om nogetsomhelst overhovedet kunne handle om retfærdighed i historisk argumentation på den måde. En fyr, jeg iøvrigt mener at erindre også var i færd med at bære en fakkel, sammen med blandt andet klassiske filologer engang, ja dengang jeg fandtes i nærheden af den universitære kreds, puha ja, for hvor fanden ville de hen med den. Jeg husker nok forkert. Jaså spis lige en mentolpastil til det. - Endeligt har vi, i denne overbærenhed, sådan noget som Modkraft, der er en rød reje i et faldefærdigt hundehus fra både 30’erne og 50’erne. Og som vel både Frank Aaen, Villy og Søren, dele af fagbevægelsen, ja hvad de nu hedder i det politiske arbejde under blandt andet den kinesiske betegnelse SFU, som også førhen med Tvind og deslige har på samvittigheden i form af blekingegade-banden i celle-tænkningens vold og ungdoms-politiske foreninger, der vikler sig ind i liv, de ikke må leve, fordi man ikke kan leve det sådan. Og da må gå på universitetet. - Fornuftigt er det ihvertfald, det kan man høre, ja også så det skær gennem æteren hele vejen op til skærgården, hvor der som bekendt skæres fra og sendes I udgård.

Kanske lyder det lidt tarveligt, men jeg fatter altså ikke, hvad I laver. Nej, jeg fatter ikke alt det postyr i producerer. Jeg mener bortset fra selvfølgeligt at bidrage til forstoppelsen, sågar den alvorlige af slagsen. Negativitet - ja, det skal jeg lige love for: For al skrift, tegnsætning og billeddannelse er ved sine logikker et negativ på, nej ikke virkeligheden eller sådan noget tamtam-majord latterligt noget, men et negativ af selveste ordet, når det ikke indrømmes først og vokser i hjertets sande forstand med livets eget samfund. Thi først da, kan der måske siges noget til det viderebringendes forløsning. - Vær derfor venlig at rydde op efter Jer, universelle pattebørn, så indrømmes kan i menneskebarnlig forstand og for landet Danmark fremover. Brug Jeres færdigheder til den ende, såfremt I altså overhovedet er givet at være NOGEN, som jeg jo trods alt tilgiver Jer at være det. Det gør I kanske allerede, ja hva’ ve’ jeg stort andet end at: I ikke må rutte med ordet og prutte om prisens bø’n.

Endeligt. Al vort, det er deraf det alvorlige kommer. Bortset fra, at Dan Turéll så røg ind i skriftskulturens lumre luft af værtshuse som enhver anden, der forføres til at indrømme døde forfatteres sure opstød og kanske troede han så noget, jeg mener tog trykket af netop den størrelse, så det hele ikke blev så alvorligt. Og på trods af, at det sådan set kan have sin ret at være lidt på tværs, når blot man ærligt forløser sit bud, ja – så er det da vistnok meget godt, at der også findes mennesker, der intet problem, nej ingen problemer, ejheller det, der ligner, har med den alvorlige glæde, der bærer al vort. Forstanden, forsynet, forkundskaben samt indrømmelsen deraf. - Det skulle da lige være, at jeg ved den ytring så bort fra de mennesker, der først vil tage ved lære af sand livsbåren ånd i drømmen om deres næste liv, samt bortset fra de samfundsmæssige omstændigheder, der gør, at det bliver så svært for diverse mennesker at indrømme, hvad sandt er og skal gøres ved med hånden på hjertet, som man siger. Vel at mærke på æreligt oplysende vis hele livets samfund igennem, altså ikke blot til døden Jer udskiller, nejda i al evighed.

Morer I Jer med al vort? – Så lad os lige betænke kuelien ombord på skibet; sømandens enegang med drømmen om en pige i hver en havn, mor på skulderen og store ører i kongefamilien. For ikke at tale om Stig Tøftings stærke livsmod endsige rockernes sande danske hjerte, altså dét, de ikke kan komme ind til, da de naturligvis ikke kan finde den livsbårne driftighed i et mareridt at læs-og-forstå-reguleret samfundskultivering. Ja selv politiets mænd kunne mærke dem en overgang, ganske vist så under den fattige kategoriske bestemmelse: Bandekrig, altså en strid mellem rivaliserende grupper, som de siger ifølge gruppe-individ-samfunds-sindet på landets RUCstød af videregående uddannelse for administrastive viderekommendes AU. Tillykke, glatnakker og krystere i menneskelivet på jord, for hold da op, hvor er I dygtige og kompetente til at føre LIVET! - Er næste fatsvage kuld på vej!

Nå, men den uskønne ungdommeligheds kroniske uskyld og nærmest permanente satyrs spøgelser tilside. Flyt dig. Ja og hermed bekræftes i øvrigt Susse Wolds afstandtagen til det puberitære drengesyn på kvinder i den film. Knæk, knæk, gnæk! Desuden, hvad hun kanske ikke var klar over, nemlig en solid afstandtagen til bøsserøve, nærmere betegnet den sokratiske kulturarvs evindeligheder bestående i at bilde andre mennesker ind, at de kan lære dem noget, ja sige dem noget uden Gudlivets egen mellemkomst i det sande kød. Endsige direkte stikke den ind hos drengebørn i den tro at pædagogisk-pædofile færdigheder kan gøre dem til voksne mænd. Altså hele logi-traditionen, hele statstraditionen, hele den akademiske tradition, hele den politiske tradition, hele den teknologiske tradition, al psykologien, filosofien, hele den, you name it. - For livet i al evighed foregår i sand er-kendende gang med eget liv i omgivelsen kaldet samfundet. Samfundet er kun et udtryk for et sigte med vor værende færden i det hele taget, men bliver derigennem også en vedvarende opgave at bekræfte omkring det i sandhed samfundne kød. Og det er ikke blot næsten eller mennesket, sådan uden videre. - Men ellers såvidt og på bæredygtig vis, som man siger, men som altså først og fremmest betyder, at man har pligt til at tro sig godt i vej med tilværelsen, hvorunder i særlig grad hører at indrømme sig som godt menneske af forstandigt hjerte for livet.

Samfundet. Det foregår her på jord – og ikke i tekstens udtryk derfor, da det er mit faktisk levende kød, der først og fremmest er relevant for samfundet. Ja, så det foregår som sagt med al vort kød som en opvoksende og driftig gave at lade al vort lyse op af som et æreligt smil, en taknemmelighed for livet givet ved sit bankende hjertes slag. Og ganske og aldeles, så livets egen opgave kan falde i det medfødte sande frisind hos enhver, den enkelte person i tålmod af indrømmende sandseligheders vækst. - Det far og mor gør er ikke det rette, men det skal være det kærelige, det omsorgsfulde, betænksomme og trods alt, sandseligt sande ud fra deres vilkår. Brodden af konflikter skal tages af, så livet kan gå videre med dig og al vort tillige. Har man en dårlig oplevelse af den man er, så må man ikke gro fast dér og så at sige blive ved med at tro, at man ingenting er værd. For da lader man sin færden i omgivelsen med den slags intetsigende værd. Det er klart nok. – Mindre klart er det måske så, hvordan man kommer ud af den selvstændiggørende vold, der dernæst bilder sig ind at være alt muligt værd. Endog så meget, at både kvinder og børn, ja kanske videre udi samfundselementet, på arbejdspladsen og hvor man nu gør sig til, at man tror man er verdensmesteren, der skal underlægge sig dem som hunde, der ikke er nogen og dermed ingenting værd. Med andre ord ter sig som om alle andre lever for én som tjenere, der skal tilfredsstille ens usle og forstilte behov. Kom her, kvinde, læg dig ned, så skal far ernære dig, siger den selvstændiggørende psykopati! Eller dét, der er værre – og som jeg intet problem har med at bruge kniven overfor, dog nok et bud at skulle tage hensyn til altimens. Måske kan de incestiøse og voldtagende forhold i landet, der vel at mærke sker i kraft af enten-eller-logikkernes idiotiske foretagender, altså i kraft af det sindelag, de indkultiverer per håndelag og således nøder mennesket til at følge og leve efter, kun tackles ved at udsætte pågældende for samme behandling: At få banket en lidt for stor kæp op i røvhullet med en mukkert, samt blive banket af ti Vikinger eller rockere samtidig til vedkommende begynder at mærke sin helligbrøde.

Hvordan går det med troen og det sande vids indrømmelse i arbejdslivet og på uddannelserne med henblik på oplysende livsførelse og godmodig samfundsudfoldelse? Hvordan går det? – Hvordan går det med at bære i hjertets navn og finde på bæredygtige tiltag, der ikke fortsætter med at bekræfte, hvad der allerede for 2010 år blev kendt i samfundsviddet. Altså jeg mener, hvordan går det med de raske dommes udbredelse, herunder den af ikke så få kaldet: Kvalme kristendom, fordi de ikke fatter, at det ikke først og fremmest er domme, det handler om, men en lomme. En lomme fuld af sand kærlighed på trods af al ulden. - Skal I eller rettere sagt kan I først se den, når den kommer som den Oplyste Viking? Ja, for det tror jeg og af hjertegode grunde. Ham, der også lærer at slåes ud fra for eksempel devisen: Kæmp for det, du har kært, dø om så det gælder, da bliver livet ikke svært, døden ikke heller. Kan I svare for Jer, romantiske logikere og romere, jeg mener, eftersom I jo intet hjerteligt sandt menneskeansvar er vokset med – og således jo fylder både landets aviser og studiemiljøer med tekstikler og lavementer. Ja, eller jeg kunne også sige: Den skriftlige virksomhed, der naturligvis løber i tråd med en læs-og-forstå-imprægneret skolegang, hvor forkert man så end synes, at det måtte være i sin trivielle ensidighed og derfor jo søger at ændre derpå – men videre da kommer frem til en lang række erkendelser omkring hele foretagendet og med henblik på at undgå de værste gentagelser fremover, herunder de kultiverende konsekvenser af omtalte erhvervs kølvand. Altså bliver voksen, som man siger og siger sådan på trods af diverse forklædtheder - og dernæst skal videre med at tilvejebringe sin høst til samfundet fremover. Da møder man muren.

Den første mur og sikkert største er hos én selv. Kanske. Ja, for det er netop langt fra altid tilfældet, når én selv bliver til hele selv-lovgivningens byggende land med flertallets statsborgerlige svin i truget. Enhver svinedreng passer jo sine dyr. - Muren er også de skel, som tidligere iværksættelser har afstedkommet og sidenhen er blevet til institutioner og traditioner, men især dårlige vaner i samfundet. Ovenikøbet sådan en slags, hvor man enten har ret til at gøre som man vil, selvom det bygger murer eller omvendt skider højt og flot på det med dem, så både aftensmaden og morgenmaden hos familierne i deres huse, pludselig må indtages i Guds fri natur iført pyjamas og for øjnene af resten af befolkningen i fjernsynet. Fordi murene pludselig ikke var der. Uheldige normdannelser kan man kalde det, fordi man uheldigvis kan blive fanget ind af dem på uskøn vis. Avis-branchen for eksempel, ja hele trykkeriets lort, når de glemmer af tørre sig i måsen.

Lad mig gribe det an på følgende måde, omkring sandheden vi alle har del i, dog ikke alle tager deltager i som sådan, alvorligt. Jeg skal her tage et par velkendte samfundsforetagender under kærlig behandling. Og på jysk betyder et par ikke to, men en hel masse - og noget med, at der var now stykker, da æ ku fo sa snøvlet færdi forn spejlet, for de te di va reje for, om di no va kjøn nok uud i a by. Altså var bange for at tabe ansigt og dermed selv være ude om det... - fordi håneretten jo gør sig gældende i sit dårlige selvværd eller på grund af noget ganske andet og afgørende: Face the book:


1) Retssamfundet.

Det er strafbart ikke at tale sandt i retten, lyder det i Danmarks Domstole og hele den offentlige forvaltning, skolerne med, hvor karaktergivningen falder i samme leje. Ja, nå – forhør det er strafbart ikke at tale sandt i retten: Men er dog vel at mærke sådan ud fra den livserfaring, der i mands minde har lært os, hvordan livets egen sandhed på alle planer, altså i helligåndens kød, tilvejebringes til gavn for vort samfund. Det kendes og vides for sit gode, at man skal være ærlig, så ikke andre går hen og bliver hængt ud for noget, man selv har gjort. At det er strafbart ikke at tale sandt i retten kommer altså ikke af rets-traditionen, men af livets egne menneskeerfaringer med tarveligheder, syndebukskultur, krig, drab på komplet uskyldige menneskebørn, fordomme og had overfor dem, der vistnok selv er ude om det, så usselt klædte i pjalter, de er med deres grovæderi, ja selv når de finder et gammelt æbleskrog i vejkanten!!! Det er en sådan befolkning vi nedstammer fra. – Samtlige børn i Danmark vil med andre ord opleve forskellen på at lyve og være ærlig. Desuden blive frygteligt forvirret, såfremt ærligheden ikke høres højere, altså som meget mere værd end fejltagelserne. Æreligheden står altid i sigte af forløsning, men kan intet forløse hos pågældende, de implicerede i hvad pokker, der nu end måtte være på tale - såfremt den ikke lønnes, som det hedder på gammel dansk. Det handler ikke om penge, men at det lønner sig at være ærlig, uagtet, at der derudover altså nu engang ikke er noget endegyldigt korrekt, rigtigt og ret svar for den. Æreligheden kan hverken forsvares eller anklages, fordi den angår forløsningen af hørelsen, ansvarligheden i hjertet, skylden og menneskelivets videre vej dermed, altså samfundet. Det gælder dernæst, i tilfælde af noget bæ, angerens bevægelse hos den ene part, altså personing – og rettens bekræftelse hos den anden part, altså god tro. Der er imidlertid ikke tale om straf! Nej, snarere tilgivelse. Det er altså tilgivet ikke at tale sandt i retten, når blot æreligheden forløses. Ja, så det var vist nok om den romersk-katolske kirke og dens håndlangere, der jo skal have det hårdt, for at forstå. Retten er ikke en skærild, der deler vandene udi henholdsvis godt og ondt, men derimod den, der bringer os tørskoet i land på den anden side af breden. Og det er retfærdens sigte i kærelighedens ærelige navn, Gudlivets eget.

Vanskelighederne i vort samfund er i nærværende forbindelse - da også med mig - men at man institutionaliserer det udi et helt system, hvilket i egentlig forstand vil sige, at det bliver diverse reflekteretheder og rationelle ordninger, koblet sammen i et spraglet kludetæppe, som man lægger ind over livets børn, så de kan lære det at kende og vokse op som retskafne statsborgere!!! Og det er ikke menneskelivets medfødte ånd, sind og sigte med samfundet, der derved bekræftes, tværtimod er det et romantisk og administrativt sindelag udi uendelige krav om selvstændighed og selvbeherskelse, som det fører til. Ikke blot taber vi samfundets naturlige dagsorden af syne derved, men bliver også lammet på vor tro kreativitet med at opløse fejltagelserne i deres gentagende realitet, så netop sand oplysning kan fremmes - og den gamle mening med ordnede og retfærdende forhold blive opfattet påny i sit sprudlende kildevand. Ja, der hvor den i sandhed er og måtte indfinde sig i hele gangen med det. Oprør mod og opgør med systemet er åndssvagt, når det sker uden forstand eller man sige uden agtelse for, hvad livet på jord i det hele taget handler om: Gudsfrygtig taknemmelighed, der vel at mærke ikke handler om frygt i betydningen angst, altså at være bange, men om frugt.


2) Politiarbejde.

En af mine bedstefars brødre var politimand i Give. Sådan indleder jeg, fordi det falder mig ind. Og siger dernæst videre: fordi, at den jydske politimand på øvelse i København gennem tiderne jo i visse kredse opfattes som fascist. Det er der givetvis blevet ændret på, men det gør sig givetvis også fortsat gældende, eftersom det ikke handler om jyden. – Nå, men den jydske politimand er som han er, fordi der skulle holdes styr på rødderne. Lømlerne, der er så hjertegode og fuld af skæg og ballade, at det tilsidst kan løbe helt af med dem. Min kære gamle bedstefar var ikke en mand, man skulle bide skeer med, fordi man da kunne træffe at blive løftet så højt op, at man hjertensgerne ville ned igen, uden at gå tabt. Det husker jeg ham dog ikke for, nej, det står i mit blod - og handler sikkert også om krigen og så meget andet kedeligt, såsom kortspil om gårde og gang-i-den ude i brunkullejrenes whiskeybælte af papskurer med spil på sekseren og lignende forkert tidsfordriv, men væk fra fattigdommens nød. - Vi havde for eksempel en gammel spand af en bil til markbrug; byttet for en femhundredekrone-seddel. Den blev brugt til at køre mælkeaffald ned til kvierne i engen. Og til markræs, hvilket naturligvis var skideskægt. Ved en jagt-komsammen kom så de ligeså hjertegode, men frække fætre, der var lidt ældre end jeg. Og de ku’ da godt se, at der stod en bil der, det vel ingen skade kunne gøre at køre lidt i på stubmarken. Det fik de så uden problemer lov til af min far. Jeg var for lille og ikke med, men løb op gennem skoven, for at se, hvordan det spændte af: Og dér stod bedstefar i skovkanten og holdt øje med – om de nu kørte pænt og opførte sig ordentligt!!!

Det var vist nok om æreligheden i politiarbejdet og sandheden til den ende. Eller måske skulle jeg lige nævne de mange dørtræk i Opel Asconaerne og ihjelkørte unge, der jo bare var ude på sjov!!! For ikke at nævne mordene eller igen, incestofrene, og afklaringen af ærelighedens forløsning i den forbindelse!!! – Eller som kontrast: Den mentalitet som videnskab-kunst-og-kultur-folket rådyrker, ifølge hvilken jeg så i henhold til nærværende omstændighed i form af det betegnede emne, jeg udtrykker med beskrivelse, bliver til Poul Richard i ham dersens med idyllens film om glansbilleder på bakkegården, i præstegården og trædemøllen. Ham, som Lars Von Trier blandt andre tog udgangspunkt i, indtil filmen så knak og omverden måtte sande, at den branche ingen sand ærelighed har forløst til vort viderebringende, medmindre man ikke bestiller andet og således i alverdens selvindbildthed bevæger sig længere og længere ned i den teatralske lort med al vor medfødte og ærelige sandselighed på statens museum for kunst.


3) Journalistikken.

I politiearbejdet gælder sandheden opklaringen af hændelses-forløbet, der har afstedkommet ulykke. Herunder i nogen grad det hændelsesforløb, der endnu ikke har fundet sted, hvilket en lang række andre brancher hjælper dem med – det kaldes præventivt arbejde. Men i sagens kerne, så afhører politiet de involverede med henblik på at komme til afklaring omkring, hvad der rent faktisk er foregået, hvor de nu kaldes ud. På den måde træffer de afgørelse om, hvordan de menneskeligst, altså i al ærelighed kan sætte ind ud fra dét, som de har at gøre godt med. Desværre står politiarbejdet jo så også i lyset af punkt 1) som det hedder i de kredse, hvor det ikke altid er klart, om sagen nu holder i retten!!! – Jeg har nævnt det før: Politiet skal ikke imprægneres med juridiske rettigheder, fordi al mindelighed da hører op. Eller med andre ord: Udgangspunktet for sandheden er altid æreligheden i almindelighed i lyset af udviklingssigtet med menneskelivets samfund i al evighed. Det lyder kun gammeldags på skrift. - I politi-situationen skal den ærelighed imidlertid også ses i lyset af barske omstændigheder, hvormed det bliver naturligt, at kampens hede ikke afgører slaget, men at den blot bringes til ophør. Parterne skilles ad, så de ikke lemlæster hinanden og politimanden ikke blandes ind i en partisk stillingtagen. Ro på, kalder vi det og mener dermed, at der skal falde ro på, så der overhovedet kan sandes noget æreligt forløsende. Men at det så bringes i retten med sit helt eget særlige sprog, langt væk fra sandseligheden, for ikke at sige sædeligheden i hjertet, ja… Sagt fra en anden synsvinkel, så kan sagens kerne omkring konflikter ikke afklares i forløsende sigte, såfremt ingen af parterne har den opløftende ærelighed som livet handler om gående i sit almindeligt, personlige liv. Og hvor kommer den fra, når det ikke er uddannelserne, ejheller statstraditionen, der som sådan foranlediger den? – Det var vist nok om journalistikken!!!

Eller måske skulle jeg slutte nærværende afsnit med en gentagelse fra tidligere: Skriftens brug står i det hjerteligt forløsende sigte, der befordrer vor sandselighed som ærelige og almindelige mennesker, der i forvejen hører efter ordet i det hele taget. Og altså ikke blot i skrift. Når krisen kradser hjælper skriftens hjertegode håndværkere tillige til med forløsningen af, hvad der i sandhed trykker menneskets samfund og derfor skal udtrykkes, så det kan være kendt og dermed om ikke direkte, så fremefter bringe trykket til ophør via dem, der hørte. Så vidt, for ikke at skabe uhensigtsmæssigt undertryk diverse ubekendte og gedulgte steder hos andre, der ikke er til at holde ud!!!

Journalistikken - og lignende forretninger i samme boldgade - lever af at trække alverdens hændelser ind på skriftens læsehest, hvorfor det er så vigtigt, at den også udtrykker sig i forstandig agtelse for ordet samtidigt, altså æreligt omkring det sandsede, men dog i al evighed i lyset af livets menneske i almindelighed. Og da gerne i al evighed nok engang. Ellers bliver forargelsen f.eks. meget let tonen. Den tone, man jo ellers som god tone ikke skal kimse af i det lange løb med hørelsen af vort kød i både klokkesang og bjældeklang. - Journalisten er med andre ord ofte rapporterende tilskuer til alverdens hændelser ude i alverdens ødemarker med det barske, lig politimanden, og kan derfor havne i selvindbildt immunitet. Hanhunden skal derfor også være det i indmarken med livet: Der må ikke gives køb på ærelighedens i sandhed livgivende frugt, da det er den, der befrugter. Ellers ender vi med de vise ord, jeg engang har stjålet fra min afdøde morbror, der havde dem fra sin far, min morfar og som jeg da også har brugt før: Ej mimre mus med mås, som horse med baller blafre, thi da ville røven revne! Og det skal naturligvis også tages med i den forbindelse, da vi ikke kan have plattenslagere til at fylde befolkningen med løgn, ejheller på den front. Vel Lykke Per Flyvholm.

4) Videnskaben.

Sandheden i videnskaberne er meget efterspurgt. Derfor er det meget svært at indkredse det videnskabelige. Og jeg har jo altså ovenfor sagt, hvordan sand videnskab er, hvorfor jeg naturligvis fortsat giver udtryk derfor. - Nå, men det videnskabelige er kendt for sin søgen efter den stringente logik, matematik, systematik og metodiske fremgangsmåde, der kan blotlægge universet. Videre er den kendt for at føre universets kræfter ind i menneskenes samfund ved at efterligne dem i særligt entydige symbol-sprog med udgangspunkt i idéen om lov. Det er blevet kaldt naturlove, men var videnskabsmanden ærlig ville han sige det som det er for ham, som han mener det ifølge sit sindelag: Universets universelle love. Eller mere eksistentielt betonet i sin umenneskelige relevans: Jeg er intelligent og skal nok klare mig selv derved. - Min pointe med det sidste er, at begavelsen da går tabt i sin videre vækst og dannelse som person i lyset af sandheden i al evighed, ja med al vort nærværende menneskesamfund ihu. De klarer sig dog som sagt, i nogen udstrækning - ja, for det skal jeg sandelig lige love for i al vort samfundsmæssige kød, altså dét, de intet, ejheller det, der ligner véd om og derfor ikke kan stå ved.

Det er lovens kultiverende konsekvens i kødet på dets borgere, der lader det videnskabeliiige sindelag opstå som normalt. Det er genkendelsesglæde, der således tillader det, glæden ved orden kunne man sige. Og orden i sindet, er-indringen. Men det er altså også den genkendelsesglæde, der kendes i den gamle fortælling om Psyke og/eller Narcissos. Det er idealisme eller bliver meget let dertil: Kødløs forgabelse i skønhedens spejlblanke overflade – BING! - der kun tilsyneladende ingen menneskelige omkostninger har, nemlig sålænge intet indrømmes og dommen dermed kan stå i sin pureste uskyld!!! Der er tale om et liv i spejling og billeddannelse med benhårde universaliseringer i brug på så logisk stringent vis, at mange ikke kan vriste sig fri at dets sindelag. Ikke kender undladelsens bøn, hedder det.

Logik er at fæstne sandseligheden ved et bestemt sprog, formuleret omkring bestemte iagttagelser, i en bestemt samfundsmæssig situation med sit liv. Derfor skal man søge afvekslende åndedræt og alsidighed i sit sprog, sin krop, hvilket er det stik modsatte, som videnskaben gør. - Soldater ved fronten har ikke tid til den slags og ingen gavn af det, ganske som ingen af os har gavn af krig og de universaliserende kulturbaggrunde, der fører til sådanne romantiske, verdensherredømmende logikker udi deres historiske gentagelsesmønstre: krig-fred, krig-fred, krig-fred, 1010101010101, tænd-sluk-tænd-sluk-tænd-sluk computer, X-faktor og science-reality-shows, hvor man så kan blive kendt for at have kneppet for åbent vindue, som det hedder i den kolde sammenhæng. - En mængde danskerne vil nok høre mig som misundelig, men det får de ikke lov til, da omtalte jo sådan set er fuldstændig ligegyldigt: Et knald på sengen, i tv blandt andre og i Ekstra Bladet. Jeg mener, de er jo i sandhed selv ude om det i kraft af den vantro baggrund, de kommer fra. Men det er ulykkeligt for samfundet.

Med klimaforskningen kom al den menneskeforstandige kritik af naturvidenskaben – også naturvidenskaben som symbol på hele system-tekno-oprustningen i forrige århundrede; industrialiseringen - da kom den menneskeforstandige kritik, der er foregået igennem umindelige tider for alvor til udtryk i samfundet. Det var ikke til at tage fejl af den videnskabelige ånds dommedags-profetier. Også selvom de ikke mente det sådan. Det lød som følger: HVIS ikke vi gør noget, SÅ drukner vi alle sammen, hvorfor det er nødvendigt med flere penge til klimaforskningen, så vi kan følge med udviklingen og komme jordens rotation i forkøbet, inden vandstanden stiger!!! (Blandt de ligeså videnskabeligt inficerede, teo-logiske skriftkloge, bliver det så til: Syndfloden!!!).

- Det er naturligvis klart, at det manglende kendskab til forholdet mellem agt og magt især gør sig gældende indenfor den branche. Og det er enkelt: Jeg tror, det hænger sammen med, at de knytter deres symboliserende sprogs logikker til universelle kræfter og dernæst formulerer dem i de lovsmæssigheder, de selv følger. Dag ud og dag ind og til alle tider i hele rummet. - Ud af det kommer så en dårlige ånde. Jeg mener, det er der forsåvidt ikke noget galt i, når blot lovmæssighedernes sandseligheder ikke blander sig med lovens samfund og ordensmagtens gode i vor nød. Eller i børneopdraget, når forældre fortæller, at man skal overholde landets love, ja for så opstår der kraftedme dårlige ånde i hele samfundets dagsorden, endda med reference til stjernerne! - Ups, fnatmider og sindssyge stoddere, uden ærlig livsførelse i sandt hjerte med de frugter, der skal tilvejebringes på jord i form af ånd og velvære af troligt godt levet liv. Kom dog igang med at modtage sandheden i livet og imødekomme samfundets mennesker, fremfor at opdyrke verden af det lave på logisk, systematisk og ganske enkelt uærelig vis.

Det var vist nok om videnskaben i sin universitære fundamentalisme. - Eller måske skulle jeg slutte afsnittet ved at forfine min forstandige kritik yderligere, nemlig langt mildere, så det kan blive klart, at jeg opfatter det universitære-videnskabelige kultur-afSNIT som systematisk vold mod menneskelivet på jord. – Jeg har ikke nævneværdige vanskeligheder med at skille tingene ad, som det så ofte lyder fra den kant. Men derved, med de ord, er det jo også ganske klart, hvorfor den samfundne sandselighed aldrig kommer til at ånde i takt med helligånden ifølge dens organiske vækst”logik”. Ja, altså det jordbundne eksistensvilkår, vi ellers er givet at gøre godt med. Eller med andre ord: Vi kommer ikke til at erkende fuldt ud ad den vej, tværtimod fører det til stykkevise erkendelser i al uendelighed. - Desuden bliver det jo hermed også klart, hvorfor ansvarlighed og skyld bliver så svært at bære, tage på sig og bekræfte på hjertelig vis i vort samfund. Jeg mener alverdens objektive årsager kan jo ingen sandgod skyld bære i menneskelivets navn, tværtimod kun fængsle den.

Anken er altså, fra min side, for nu at holde os til æreligheden, at der ingen sand livsbåren og livsbekræftende, livsførende sandselighed til menneskets samfundne trivsel udgår fra den videnskabelige beskæftigelse. Og endnu værre: Den tilintetgør magten og æren i al evighed, hvilket ikke lader sig gøre, hvorfor der menes, at den belaster vort samfund med løgn og jobs lidelser. Det er satans ånd, der udgår fra Jer, der dyrker det og det indfanger livets børn i den anden ende af samfundet, som man siger. Det nedbryder altså helligånden i samfundet og den oplysende dagsorden med det. Og den overvældende latter, der så lyder udi al jeres argumentations-kunst fra oplysningstiden for 500 år siden, desuden med reference i noget, som I har set og videnskabeligt kan godtgøre i blind leg med lirekassen og politikerleden – det bliver ikke blot djævlen i Jeres børns hjerte, men menneskelivets undergang i Europa!!! Latteren er romantisk, overlegen og grusom udi al sin dumhed af uskøn puberitær og behåret frankofil identitetsforvirring, ganske som tekno-produkterne i kølvandet derpå. Og altså langt fra mandig eller kvindelig på frugtsommelig, menneskelig vis, som det jo ellers er hele opgaven at udrede og bekræfte i sin oplysende uddannelse med samfundet. I Danmark, på dansk og i al evighed.

Under alle omstændigheder: Vær opmærksom på, når væksten slår med halen og fjerner Jeres livsgrundlag samt flår hjertet ud af Jeres børn i ganske sand overensstemmelse med den svinehund, I har genereret de sidste 500 år. Ja såmænd helt tilbage til de første fejlslutninger og fejltagelsers kølige syrebad. Og genopstå da med Jeres store begavelse i ordets sande kød, så der kommer krop med, almindelig sandselighed og næstekærelige løft af vor livsførelse i organisk og vækstmæssig forstand. Ja, for I kender vel godt udtrykket: Den, der ler sidst, ler bedst. Men har I også i sandhed hørt det, så I kunde mere med dét? Thi den latter er sand.


5) Kunsten.

Kunsten er gammel, men vel ikke ældre end livet. Ofte vil man her, med kunsten, begynde at flikke og flette alskens hurlumhej sammen, så intet hører op og alt bliver til en skønhed i sig selv, hvad det jo ikke er og aldrig kan blive. Det lod har kunsten fra punkt 4) – videnskabens universelle og administrative sindelag til overblik i hele verden, der jo altså også bliver til overmagteri af hele verden. Nå, men min bedstefar kan da også nævnes i den forbindelse, eftersom han udtalte sig om kunstens bevægelse engang i 70’erne eller hvornår det nu var og under hvilke mere indtrængende omstændigheder, det nu gik ham på: Nej, nej og atter nej lød hans vise ord.- Sådan har jeg det ikke, når blot børnene passes, kæreligheden er tro og helligånden i samfundet opstår omkring bæredygtig livsførelse i sigte af det hele taget. Og mit barn bliver jo passet af hans dejlige mor og hendes filejs samt af organisationen og i videre henhold til rettens afstumpning af min forældermyndighed under stress-sygdom – som det så bliver nødt til at hedde i forhold til det statsborgerlige sindelags pligter og ansvar, da jeg naturligvis fortsat er menneske af forstandigt oplysende hjerte. Husk på, der har jo ingen nåde været gående i langt over halvdelen af de danske statsborgere og de institutionsforhold, de i mangt og meget er rundet af og så, ja så er det jo ikke hammeren der falder og gør vred…

Ser vi bort fra kundskaben i sit egentlige element, så er det meget lettere at tale om kunsten!!! Da bliver den nemlig en kost til at feje diverse synd-og-revne sindelag bort udi billeder. Kunsten er billeddannelsens metie nummer Et. - Og eftersom menneskelivets levende på jord jo er samtidigt, såfremt man altså er i live, så bliver de mange kunst-produkter eller kunst-optrædener udi sine billeddannelser eller skuespil, også til udtryk for den billeddannelse, der sker hos mennesket. Eller i det mindste som kontrast til den billeddannelse hos mennesket, der sker gennem de rutineprægede, vanedannende, ensformige og letgenkendelige arbejdsgange og livsformer i det hele taget. Og det kan naturligvis provokere den daglige gang med tingene og livet.

Det er eller må imidlertid efterhånden være indlysende klart, at kunsten i den europæiske samfundsnatur næsten altid indfinder sig i brydekampen med de fornuftigt, fastlåsende og grusomme, ja tvangspsykologiserende og kapital-logiske gentagelsesmønstre, såfremt der overhovedet findes sådan noget. Det handler om sindet hos mennesket, tildels hos kunstneren, men ligesom journalisten rapporterer ude fra verdens brændpunkter, på lignende måde fremstiller kunstneren, måske ikke ligefrem brændpunkter i menneskelivets eksistens, men så træsnit da. – Ja, for det sørgelige er nemlig, at det ingen klarhed giver og ingen åbenbaring af det almindelige menneskes liv i al evighed bekræfter. Det er med andre ord ofte ganske og aldeles åndssvagt, men skal ifølge min mening altså ses i lyset af de sprog og den virksomhed, der fører en masselovgivende adfærd med sig, der modsat kunsten, omend jeg ikke bryder mig om at sige det, tilintetgør den personlige eksistens, det sandtro bud til al vor kærelighed i sin vækst hos den enkelte. Kunst er terapi, der på sin vis afslører vort samfunds menneskelige dårligdomme, altså domskulturen. Og da kunne man jo godt tænke lidt videre, ik' sandt, jeg mener få sig indrømmet i retfærdens levende helligånd.

Det tror jeg godt, at min bedstefar forstod og det var kanske også derfor, at han fik kantet et par stykker i bypolitik og fik et par flade af omverden. Ja, for han var ikke i tvivl om, at jorden skulle være flad, nejda, for det var ikke til at køre på marken, når den var rund. - Jeg mener, kunsten i sit ånd-som-håndshævende spændingsfelt mellem videnskab og politik tilbeder jo dét, den tager afstand fra, så ingen af delene, ja ingen verdens ting kommer til sin ret og rette forstand. Og hvor er vi så henne, lyder det. Eller med min bedstefar: Nej, nej og atter nej! - For tilbage bliver da kun, et andet udtryk fra hans mund: Hård, men retfærdig! (Hart aber Fair, hedder det på tysk; og bruges også om et kendt tysk debat-program, der naturligvis ikke er velkendt på dansk). Nej, så det blod skal I da med glæde få, pølsedanskere in der rechtstaat und kindergarten, også lige hele vejen henad en kant, indefra år nul og ud. Ja, for der er sket noget i mellemtiden, da jeg ikke bryder mig om ordene: Hård, men retfærdig og derfor naturligvis i sandhed har omvendt dem til: Blød, men kærelig. Og med tryk på: Blød, men i sandhed kærlig. - Så må vi se om retfærdighedens samfund kan tåle den æblemost, de fortsat brygger på i ligegyldighedens slangende navn, ja for det håber jeg da i kærelighedens sandt ligeværdige navn med stok over sten og stokkeslag over bukkene.

Jeg forstår godt kunstens elskere og sensuella forbundet dermed, men de ligger alt for ofte i samme åndsleje som politik og videnskab. Pånær måske hos Deres Kongelige Højhed, der jo godt ved, hvad sagen drejer sig om i livets familiære kød og menneskelivets oplysning i al mindelighed. Kunsten har sin plads, fordi det ældgamle og nedarvede system-vilkår med loven kvæler sand vækst og mere vigtig vækstens udfoldelse af forsynet, vor tro som mennesker. - Ja, så hvad skal vi vælge, når det kommer ud på et og det samme, nemlig budets bekræftelse i sigte for al vort samfunds opretholdelse og udfoldelse i livets eget sande navn. Jeg mener fører det i sandhed til noget i den retning med brug af kunsten? – Kunsten arbejder med sandselighedens kreativitet og med materialer. Den udformer og forfiner sine udtryk. Og det giver uden tvivl erfaringer med sindelaget i det unikke håndelag. Men bærer den livserfaring, der fremkommer derved en helbredende sand oplysning af menneskelivet på jord, så vi ikke vildledes i så mange andre afgørende sammenhænge, men derimod udfries og bliver menneskeklare nok til at indfri forvandlingen af vore stive traditioner, fremfor at forbløde af dem endsige fremkalde noget helt andet skidt? Forvandler den arbejdsmarkedet med fine billeder? Gør den byerne menneskeligere eller sandseligere med dyre kunstværker. Ja, for jeg har da ikke noget imod det eller dem, der laver og lever af det og kan sagtens se fornøjelsen. Men det er hverken emnet eller aftørringen af det endsige afklapsningen. - Jeg mener: Gudlivets sande helligånd til samfundet kan ganske vist ikke melde sig uden det personligt stillede menneskes bud. Men det er jo sket. Men’sket.

Og derfor siger jeg som jeg gør, vuf, vuf. Det er plattenslageri ligesom klimaforskningen. Kunsten brydes med billeddannelsens realitet i modtryk med klimaet i samfundet – og kan naturligvis som sådan have sin helt personlige ret i det lys, ingen tvivl om det – men den afstår ikke fra den billeddannelse, den forsager den ikke. Og da bekræfter den ikke lysets sande dagsorden i kødet med al vort, nej, da giver den køb på helligdommen - medmindre vi straks og igen skal ud i en hel masse med omvendte fortegn og retskaffen reflekterethed, der lige netop gør det samme!!!

Det endelige bud omkring kunsten fra mig, kan måske så, inden jeg vender tilbage til kundskaben igen, afrundes med følgende ord: Billedddannelserne og skuespillets kunstfærdigheder afslører intet og bekræfter derved en sådan intetsigende retning med livet. Der er megen sandselighed på tale i kunsten og det gør den betagende og så kan den være forløsende, ja det er da godt nok. Men uden modstilling falder den sammen og især for den, der ikke udøver den pågældende kunstart, hvilket endog gør sagen endnu mere speget. Kunsten formidler ikke, den ernærer sig af næstens sandser. Den er kunstig. Den er uærlig. Den er ugudelig.


6) Politik

Nummerpigen ville, at det tal skulle stå sammen med det emne. Den plathed kan jeg ikke gøre for. Ikke før i punkt syv, hvor Peder Syvspring nok engang kommer på tale med en krasser. – Den kløgtige læser, jeg helt sikkert har foran mig, vil have bemærket, hvor let og punktvis det hele flyder ud på så sin helt egen sofa, med fjernbetjeningens muse lige ved hånden. Ejheller det kan jeg gøre for. Rulleteksten, der med andre ord ruller sig ud er en afhændelse af et indgående stykke arbejde med det danske samfund udi sine mange vrangforestillinger og sand

Afsnittet her blev desværre afbrudt af windows-update, før jeg fik det gemt. Og ikke gendannet efterfølgende, jeg beklager. Trækfuglene i det omhandlede den sandhed, jeg har tacklet i punkterne med understregning af deres usande sindelag, derfor tilgivet på æreligheden, fordi den oplyser og viser vej ud af det. Men altså at samfundets egentlige sigte ikke først og fremmest gør sig gældende omkring de håndelag og sindelag, der dyrkes under punkternes overskrifter. Desuden at der ingen nåde findes for mennesket i det foretagende,, medmindre at det aller-nådigst bekræftes på sit ærlige hjertes virksomhed, som jeg blandt andre gør det. 


Og så var jeg med udgangspunkt i en udsendelse af Kjersgård den ældre, en afdød kendt dansk historiker, hvori en spidsbemærkning om kongens kollegier faldt, i færd med at indkredse punktet på dagsordenen i sin ærelighed. Det faktum, at landets administrationsbygning på sin vis er fortsat i den enhedstanke, der var på tale førhen. Jeg beskrev, hvordan den udbredte europæiske rationalisme, universalisme, lå bag enhedstankens idé og hvordan den fortsat gør sig gældende på underdanig vis i socialdemokratiets velfærdsstat. Samt i venstrefløjens syge sind i vor efterfølgende nød. 


Man brugte enhedstanken via kollegierne med henblik på at samle landets husholdning, så der kunne svares for den. Altså, så den kunne forsvares. Det var således før, at man senere begyndte at ville håndtere landet via ministeriers administration. – I den forbindelse var jeg også inde på hierarkiet i enhedstanken, hvor noget var mere værd end andet med den følgevirkning at nogen også blev mere værd end andre. Altså underdanigheden; den, der så sidenhen bliver til en grusom kronisk uskyld hos socialdemokratiet i deres fællesskabs-ideologier koblet til velfærdstaten. - Det var i det gamle Danmark en ære at tjene landet og en ære at tjene kongen, men da i sandhed også fordi, at der var en fattigdom, som ingen ære kunne mætte uden enten at få sig indrømmet til tjeneste eller: Dø, så der blev mere til næsten, os andre og hundene. Det holdt det hele i gang. Man skulle overleve og klare sig, for ikke at blive den fugl i reden, der aldrig nåede udover redekanten. - Jeg bryder mig ikke om dén gamle ånd, men det er dog fortsat et sandt udtryk for livets ubønhørligt broderlige vilkår. Især, når ingen bøn høres sandt.

Videre skulle det føre til oplysningen af den baggrund, vi også er rundet af, nemlig al arbejdet med at komme fri af enhedstankens forhærdende kultivering udi først: benhårde ærekære kongetro sindelag, og sidenhen det endnu værre: benhårde statsborgerlige sindelag, da der ved sidstnævnte jo hverken er Gud eller ærelighed med i tanken. Nej, ikke overhovedet. Og det er en stor, ganske åndrig pointe i forhold til hele den historisk-institutionelle prægning af os, altså en forløsning til sand standhaftighed med vore forfædres hjertegode indsats med mere. - Det skulle blive klart, hvordan den universelle rationalitet i en vis forstand aldrig var blevet ordentligt afviklet, tværtimod fortsat slår over i sin modsætning som helhedstanke og dermed krig. Hvor enhedstanken, der var nødvendig for at samle landets husholdning og drage nytte deraf i verden, som man kunne tænke sig den, på den måde stod i forsvar af den romantiske fædrelandskærlighed, så stod den i sin modsætning som helhedstanke i angreb via den romantiske fædrelandskærlighed. Næring og tæring. Fred og krig.


Så hvordan kom vi fri? Svaret er det, jeg har udarbejdet med livet som indsats, dog endnu ikke er færdig med at udskrive, så det kan stå et offentligt tilgængeligt sted og høres færdigt. Vi er nemlig ikke fri, førend livets egen dagsorden med menneskelivets samfund bliver indrømmet i sit danske kød og vi desuden finder nye måder at leve og lære på, som bekræfter en sådan indrømmelse, der åbner vor bare ånd.


Politik eksisterer ikke, men der er som skildret en gammelond samfundskulturel arv, som går i ring og som vi derfor fortsat indfanges af. Den skal vi ud-vikles af, så vi forløses og det lysner. Det betyder først og fremmest, at venstrefløjens rationalisme og socialdemokratiets velfærdstat skal holdes ude af samfundets ledelse. Og især i uddannelses-sektoren. Ikke fordi de er dumme, men fordi de ikke kan oplyse hjertearven ifølge det sindelag, de giver udtryk for. De, ja som så mange andre og os alle sammen, men de, siger jeg altså, kan ikke dét, som de vil – og da bliver det altid til noget helt andet, som vi alle førend dagen er omme skal underlægge os i uskøn samrend, så vi tilsidst ikke kan holde hinanden ud. Og forplantningen går i stå. Det føler de sig så diskrimineret af, uden at fatte kære-ligheden ved. Altså et udtryk for den gamle frygtsomme underdanighed, fuglen i reden - og desværre ikke et udtryk for Gudsfrygtig bøn, der taknemmeligt kan indrømme vor frugt og arbejde ligeværdigt oplysende med den. Ja, så også de bliver opløftet deraf. Og vel at mærke uden at det bliver skidt, der kommer til ære. Husk på: Der er ingen, der først og fremmest er politiker. Nej, politik eksisterer ikke.


Det var vist nok om æreligheden i politisk sammenhæng. Eller det skulle da lige være: Når nogen af os fra barns ben hører en onkel stampe i jorden og jamre: Det er politik! – og tager det med videre indtil jammeren hører op. Så falder tiøren, som man sige kan. Men dernæst, ja først da begynder jammeren for alvor, nemlig i den udstrækning, man hørte, at der er tale om faktisk sjælenød og menneskesorg, der direkte administreres og indskoles i kødet gennem bekræftelsen af enhedstankens helhedstænkende foretagende: Logikker, sprog og sindelag, der ikke kan være vejledende af livets oplysende samfund. Altså kommer man meget let til at leve og arbejde på sigtesløs vis eller i et monsterarbejde med at få siget bekræftet, hvor det høres hjemme i al vort. - Sagt i sit oplysende gode med andre ord, så er der et sprog, eller en brug af sproget, der ikke er politisk ladet endsige nogle af de andre punkter, desuden ikke rationaliserende med henblik på teoretisk eller fagliggjort viden, men derimod sand i sin hjertelige indrømmelse af livets eget åndedræt hos mennesket udi sine håndelag.


Og det er såmænd her, med sidstnævnte, som jeg også har været inde på tidligere, at de tilbageblevne ærekære kongetro kommer på tale omkring landets ledelse. Nemlig til at irettesætte de håndelag, den virksomhed, der fører til sindelag, hvor hverken Gud eller næstekærligheden er med på forstandig ærelig vis. For da er prisen ikke længere af økonomisk-juridisk art, men blod. Det er nemlig hos dem, der bilder sig ind, at Gudlivet bare er en ny enheds-helheds tankegang, som de selvfølgeligt på selvretfærdigt skønnende vis kan bruge til deres absolutte friheders røv. Forhør: VI kan ikke komme fri til vor hjertesande og tillidsfulde vækst med kødet i livets samfund, uden at blive forløst af, ja væk fra verdenshistoriens fejltagelser. Også de institutionsbårne gentagelser af dem. Derfor skal vi være glade for Christians Borg og bekræfte dens levende stemme. – Det danske folketing står ikke blot i Deres Kongelige Højhed, Dronning Margrethes navn, ejheller blot i Danmarks navn, men såmænd i menneskelivets navn på jord, GUDs. (Gudfaderen-Gudlivet-Gudsandheden. RED. TILFØJELSE som svar på Jeres beklagelse: - Jeg ønsker IKKE at udtrykke, at folketinget står i en religions navn, men dog troligt i livets eget ligeværdige navn. Gud er jo Livets organisme på jord og hverken under jorden eller over himlen). Det er rettesnoren i helligåndens oplysningsvirksomhed og ledelse af Vort kød. Og så kan man sige: Jo bedre vi bliver til at indrømme vore virksomheder til det eviggyldige endemål, spore dem ind ved den ånd, des gladere bliver vi i og for sig i sand ærelighed. - Det gælder kraftedme også undervisningen og udviklingen af dens jordnære og kropsnære omgivelse og således også med K foran ærelighed!!


Næstekærlig hilsen, Jens Haarup Mortensen.